Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Et bedre KU

VALG - Ikke nok med, at KS til dette universitetsvalg er repræsenteret på alle Københavns Universitets fakulteter, vi udgør også en stor gruppe af studerende, der er interesserede i at gøre en forskel på tværs af politiske overbevisninger, skriver Malak Karnib, som er på valg til KU's bestyrelse.

Det er vigtigt at holde fokus på, hvorfor der er brug for et demokratisk valg på vores universitet. Som overskriften indikerer, går vi i Konservative Studerende (KS) til valg på og for et bedre KU.

Dette gælder såvel de fysiske rammer som at sørge for, at de universitetsstuderendes tarv bliver respekteret og anerkendt. I KS mener vi, at man med flere forskellige holdninger på bordet i fællesskab bedst kan finde frem til de optimale løsninger til gavn for alle os studerende.

Ikke nok med, at KS til dette universitetsvalg er repræsenteret på alle Københavns Universitets fakulteter, vi udgør også en stor gruppe af studerende, der er interesserede i at gøre en forskel på tværs af politiske overbevisninger.

KS er det brede alternativ

I KS kan man både finde medlemmer af Konservativ Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Venstres Ungdom, hvor jeg selv er fra, såvel som studerende, der ikke er medlem af noget parti.

Mange er simpelthen ’bare’ enige i vores mærkesager. Fælles for os alle sammen er, at vi er unge studerende med et fælles mål for øje, nemlig at vi skal gøre KU til et endnu bedre universitet. Vi opstiller som eneste reelle alternativ til det store Studenterråd, og hos os er frihed, individualitet og ansvar for egen læring i højsædet, alt sammen med henblik på høj faglighed og et stærkere fællesskab.

Et styrket studenterdemokrati

Hos KS ser vi muligheder frem for begrænsninger. Vi bruger konstruktiv dialog som demokratisk virkemiddel, og vi tager ansvar for de fælles opgaver på universitetet.

Er du enig med os, så håber jeg du vil være med til at styrke studenterdemokratiet ved at stemme på en KS-kandidat til univalget.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste