Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Et andet universitet – en rigtig bjørnetjeneste

BLOKADE - I den aktuelle blokade på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling har gruppen 'Et andet universitet' taget et vilkårligt institut og dets medarbejdere til gidsel for en sag, som det pågældende institut ikke selv har mulighed for at øve indflydelse på, skriver Martin Langdal Topf.

Det seneste års tid har været turbulent på det studenterpolitiske område. Med lokale aktioner og protester, stormøder og den store demonstration på Vor Frue plads for snart et år siden har vi studerende på Københavns Universitet tilkendegivet med en kraft, der har givet genlyd i de nationale medier, hvor utilfredse vi er med den uddannelsespolitiske udvikling på universitetsområdet.

Har vi fået alt hvad vi ønskede? Nej, det mener jeg ikke. Det mener heller ikke den uafhængige gruppe ‘Et andet universitet’, som derfor har iværksat en blokade af administrationsgangen på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.

En besynderlig og potentielt rigtig skadelig blokade, hvis du spørger mig. For selv om jeg er enig i, at vi bestemt ikke er i mål med kampen mod fremdriftsreform og dimensioneringsplanerne, er jeg bange for, at den aktuelle blokade risikerer at være en bjørnetjeneste for studenterbevægelsens kamp for bedre uddannelser.

Jeg er bestemt ikke imod blokaden som en mulig aktionsform. På mit eget institut, Sociologisk Institut, blokerede vi for lidt over et år siden bygningen i en reaktion mod gentagne gange at være blevet overløbet og løjet for af ledelsen i forbindelse med besparelser på vores undervisning.

Jeg deltog desværre ikke personligt i blokaden, da jeg var bortrejst i de uger, men jeg støttede den med hver en fiber i min krop. Det var en fremragende blokade, og jeg er stolt af, at vi fik fremtvunget en bedre og mere åben dialog mellem studerende og ledelse på Sociologisk Institut. Det lykkedes, fordi formålet med blokaden var at opnå et opnåeligt mål, og fordi vi blokerede de kontorer, som husede lige præcis de mennesker, vi ønskede skulle agere anderledes.

I den aktuelle blokade på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling har man taget et vilkårligt institut og dets medarbejdere til gidsel for en sag, som det pågældende institut ikke selv har mulighed for at øve indflydelse på. Både fordi problemerne med fremdriftsreform og dimensioneringsplanerne har deres ophav i langt højere luftlag end på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, og fordi målet – at afskaffe fremdriftsreformen, rub og stub – er langt mere vidtgående, end hvad kan forventes at blive indfriet med en blokade af et institut på KUA.

En tidsubegrænset blokade (blokaden på KUA sluttede ifølge arrangørerne søndag efter modtagelsen af dette indlæg, red.) med et så vidtgående mål som præmis, er simpelthen en dårlig idé, særligt når den udføres mod nogen, som ingen magt har over den proces, man er utilfreds med. Der hersker præcis de modsatte forudsætninger for den aktuelle blokade, som for den succesfulde blokade på Sociologisk Institut sidste år.

Jeg tror, blokaden gør studenterbevægelsen en bjørnetjeneste, når Politiken kan bringe billeder fra KUA med et banner med påskriften ‘Nej til al fremdrift’.

Kære ‘Et andet universitet’, mener I virkelig det? Jeg synes, fremdriftsreformen er noget ragelse, men jeg synes ikke, fremdrift som sådan er uønskeligt, og det er så vidt jeg er orienteret heller ikke Studenterrådets overbevisning.

Jeg synes, ‘Nej til al fremdrift’ er et pinligt og yderst uovervejet postulat, og jeg er ærgerlig over, at jeg som studerende skal slås i hartkorn med en lille gruppe, der har formastet sig til at plastre det på forsiden af KUA.

Med demonstrationen på Vor Frue Plads lykkedes det få rigtig mange studerende til at identificere sig med og føle sig som en del af studenterbevægelsens kamp for bedre uddannelser. Det var en vigtig mobilisering.

Desværre frygter jeg, at aktioner som den aktuelle blokade på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling er med til at fremmedgøre moderate studerende fra studenterbevægelsen nok engang.

De studerendes stemme forplumres af en strategisk udygtig og uovervejet gruppe, som savner repræsentativitet i og tilknytning til den gruppe, de prøver at kæmpe for. Og de mange, seje studenterpolitikere, som bruger timevis på at kæmpe for bedre uddannelser, må unægtelig føle det som en kamp op ad bakke at skulle agere side om side med en gruppe aktivister, der besidder så lidt situationsfornemmelse.

Det er vist det, man kalder en bjørnetjeneste.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste