Er vores dekaner gode ledere?

SYNSPUNKT - »Den enstrengede ledelsesstruktur, der skulle sikre universitetets ledere handleevne og en klar placering af ansvar, har nemlig i realiteten fjernet enhver demokratisk sikring imod, at lederne handler over evne«

af Anne Bie Hansen og Emil Bjørn Saggau, formand og uddannelsespolitisk sekretær for Studenterrådet

DET MAGISKE ÅR 2011 er det år, hvor dekanerne enten skal have deres kontrakt forlænget eller træde tilbage til fordel for nye ansigter. Det giver anledning til at holde deres arbejdsindsats op imod idealet om ’Den gode leder’.

Et ideal som er blevet brugt i argumentationen for de enorme magtbeføjelser, som lederne på universiteterne har haft siden 2003, men som har vist sig at være meget svære at leve op til.

Den enstrengede ledelsesstruktur, der skulle sikre universitetets ledere handleevne og en klar placering af ansvar, har nemlig i realiteten fjernet enhver demokratisk sikring imod, at lederne handler over evne, og den klare placering af ansvar forsvinder let i en labyrint af titler og procedurer.

Ansvar bliver ofte skubbet opad mod rektor og ministeriet. Til dels med rette, fordi loven fordrer topstyring, men ansvarsfradragelse er også et let kort at spille for en leder, der ikke kan håndtere lokal debat. Vi har endnu ikke oplevet en leder, der turde tage ansvaret på sig, når der sker en fejl, hvilket burde undre enhver, da der naturligvis sker fejl over en femårig periode.

ANLEDNINGEN TIL AT OVERVEJE udskiftning af enkelte dekaner er derfor kærkommen. Der er endnu ingen af rektorerne under den nye universitetslov, der selv har været i stand til at fyre en dekan. Rektor ansætter dem nemlig selv – og skulle jo nødig derefter selv fremhæve, at konkrete valg måske var mindre heldige end andre. I 2011 er der dog ingen vej udenom selvransagelsen, og ifølge loven har siddende medlemmer af Akademisk Råd en lovfæstet udtale- og nedsættelsesret i forbindelse med ansættelse af dekaner.

Derfor ser vi i Studenterrådet frem til en konstruktiv debat om ’den gode dekan’ på grundlag af de problemer, som mange studerende desværre oplever til daglig. For os at se vil svaret være forskelligt fra fakultet til fakultet, fordi KU spænder over så mange forskellige fagmiljøer og traditioner. Det er derfor, vi har brug for lederne, der forstår og respekterer dem, de leder – eller, som den gamle universitetslov udtrykte det, de bedste taget fra vores midte.

Uanset om det skyldes ond vilje eller blot dårlig organisering, er det nemlig tilsyneladende enormt udfordrende for flere af vores nuværende dekaner at sikre inddragelse og medbestemmelse for forskere, ansatte og studerende på fakulteterne. Indflydelse bliver i værste fald tolket som taleret, og medlemmerne af akademisk råd er i fare for at blive reduceret til rene tilskuere, der ikke har nogen form for indflydelse på de konkrete beslutninger.

I KONTRAST HERTIL STÅR dekaner, som prioriterer inddragelse og formår at få det til at lykkes i praksis. Det er ikke nogen nem sag. Meningsudvekslinger, og ikke mindst udarbejdelsen af konstruktive løsninger og kompromisser, er jo en omfattende virksomhed, især på et universitet.

Vi er mange kompetente mennesker, som interesserer os for universitetet, og vi efterspørger en masse oplysninger, der dermed skal formidles, og efterfølgende kan man trygt regne med, at vi har meninger om det, vi får at vide, og måske endda konstruktive input til, hvordan det ene og det andet kunne klares anderledes.

Der er ingen der har sagt, at det er et let at være en god leder på universitetet. Der er til gengæld mange, der har sagt, at man med vores nuværende ledelsesstruktur, slet ikke behøver være det.

Men nu ligger det vel ikke til Nordens største universitet at sigte efter middelmådige resultater eller middelmådige ledere? Uanset hvad loven tillader, sigter vi vel efter at have kompetente, samlende ledere, der ikke er egenrådige? Ledere som forstår at udnytte Københavns Universitets største ressource: Danmarks bedste forskere og studerende.

DET HÅBER VI I Studenterrådet, og vi glæder os til, at de studerende i Akademisk Råd har en anledning til at evaluere på deres dekanaters indsats. Det kan være, de trænger til at høre nogle borgerlige ord.

Til gengæld må rektor vise, at han mener noget med det, han sagde til årsmødet i Videnskabernes Selskab: »Der behøves ikke lovbestemmelser, som dikterer mere medinddragelse i Akademisk Råd. Der er tilstrækkelig jura i loven; spørgsmålet er, om juraen bliver brugt i praksis.«

Vi forventer, at de udtalelser betyder, at rektor vil stille dekanerne til ansvar for, hvordan de håndterer juraen, hvorvidt de sikrer medbestemmelse, og hvorvidt de formår at skabe konstruktive kompromisser til universitetets bedste. Vi håber også, at såvel forskere som andre ansatte vil aktivt indgå i denne samtale om deres lederes formåen sammen med os andre.

• Send
• Del