Er mobning ok en gang imellem?

Debatindlæg mellem Hans-Christian Køie Poulsen og Sebastian Olden-Jørgensen vedrørende mobning og journalistik på KU

af Hans-Christian Køie Poulsen, forskningskonsulent, Det Humanistiske Fakultet

I sidste nummer af Universitetsavisen blev der bragt en kildekritisk analyse forfattet af Sebastian Olden-Jørgensen.

Uheldigvis har artiklen det, forhåbentlig utilsigtede, resultat, at ofrene for mobning nu må føle sig endnu mere ydmyget.

Artiklen begynder med nogle observationer af, hvordan journalister har det med at bruge hinandens materiale som kilder. Man kan imidlertid dagligt finde eksempler på, at journalister måske strammer vinklingen lige lovligt meget, når de fremstiller en sag.

Det er dog meget uheldigt, at Sebastian Olden-Jørgensen lige netop bruger sit krudt på at bagatellisere de data, der dokumenterer, at der er kolleger, der er udsatte for helt uacceptable krænkelser.

I SIN IVER efter at påvise, at der ikke er grundlag for at hævde, at mobning er udbredt på KU, udviser Sebastian Olden-Jørgensen en rystende mangel på takt og empati.

For at styrke sit argument antager han helt fejlagtigt, at det ikke er noget problem at blive udsat for mobning en gang om måneden eller sjældnere.

Det betyder, at alle de 271 personer, der i den netop gennemførte APV har svaret, at de er inden for det sidste år enten ’af og til’ eller ’månedligt’ er blevet udsat for mobning, slet ikke efter hans mening skal tælles med.

I forbindelse med denne meget store gruppe, der udgør 7,9 procent af alle dem, der har indsendt deres APV-spørgeskema, kan man »diskutere, om det er mobning af og til at blive udsat for ubehagelig behandling«.

DET ER AT FØJE SPOT til skade på den måde antage, at mobning, når der kun sker en gang imellem, bare opleves som noget ubehageligt.

Der er givet mange af disse 271 kolleger på KU, der dagligt i deres adfærd søger at undgå situationer, hvor de er klar over, at risikoen for mobning er specielt stor. Nogle isolerer sig, og der er givet også en del af dem, der overvejer, om de skal sige op.

Det er meget almindeligt, at de personer, der bliver udsat for overgreb, selv føler skam, og derfor synes at det er pinligt at snakke med andre om det. De går derfor ofte og er meget ensomme med deres problem.

For de 312 personer, der har svaret, at de på deres arbejde, er udsat for mobning, er Sebastian Olden-Jørgensens artikel blot endnu en krænkelse, som de næppe selv vil svare på.

NÅR SEBASTIAN-JØRGENSEN i et forsøg på at være humoristisk skriver:

»I den metodeundervisning, jeg gennem en årrække har mobbet og chikaneret de studerende med,…« latterliggør han selve begrebet mobning.

Hvis Sebastian Olden-Jørgensen virkelig har behov for at vise, hvor dygtig han er til kildekritik, burde han vælge et mindre sensitivt emne til at demonstrere sine evner på.

At latterliggøre krænkelser, der kan være dybt traumatiserende for ofrene, er usmageligt, uanset om vi taler om vold, seksuelle overgreb eller mobning.

Artiklen sluttes af med en latterliggørelse af den forudgående debat om mobning på KU, som betegnes som »den sædvanlige journalistiske sensationalisme«, og ledelsens reaktion, som karakteriseres som udslag af den »moderne offentlige managementkulturs krav om at være proaktiv«.

Det er mit dybfølte håb, at der ikke vil være en eneste fra ledelsen, der nu vil sætte sig med korslagte arme og tænke, at vi nok ikke har et problem her, men derimod fortsat, i ord og handling, vil vise, at mobning på arbejdspladsen er fuldstændig uacceptabelt.

Ingen skal bagatellisere mobning

REPLIK

fra Sebastian Olden-Jørgensen, lektor, Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie

DET ER IKKE SMÅTING, jeg ifølge Hans-Christian Køie Poulsen har gjort mig skyldig i:

bagatellisering af data om mobning, mangel på takt og empati over for ofrene, ja krænkelse og latterliggørelse af dem. Køie Poulsen finder det slet og ret »usmageligt«.

Og her troede jeg, at jeg havde skrevet en lille analyse med blink i øjet om pressedækningen af den seneste APV med kærlige hib til journalister og ledelse.

Men nej, Køie Poulsen er komplet ligeglad med, hvad min artikel handler om, og om det, den siger, er korrekt eller ej. Han fokuserer på, hvordan den kan misforstås og kan (må?) føles af mobbeofre.

Og en, to, tre, så er det pludselig undertegnedes holdning, at man skal »sætte sig med korslagte arme og tænke, at vi nok ikke har et problem her«.

BEHØVER JEG VIRKELIG at dementere, at det skulle have været intentionen? Til beroligelse for Køie Poulsen og andre alvorsmænd kan skal jeg erklære, at jeg kun laver sjov med ting, jeg tager alvorligt – som for eksempel mobning, mit fag, Vorherre, mig selv og mine kolleger.

Køie Poulsen synes derimod at have den opfattelse, at når et problem er alvorligt nok, så er det »uheldigt« at påvise unøjagtigheder (antallet af mobbesager fra KU hos DM) og overdrivelser (på KU mobbes der mere end andre steder).

Her er det min opfattelse, at den gode anti-mobbesag ikke har brug for vore løgne, og det har mobbeofrene heller ikke. De har brug for vores medfølelse, støtte og opmærksomhed.

HVIS JEG SKAL VÆRE HELT ÆRLIG, synes jeg faktisk, at det er Køie Poulsen der kommer til at bagatellisere mobning.

Ved at se mobning overalt, gør han begrebet diffust. Jeg synes, der er en verden til forskel mellem at blive udsat for lejlighedsvise stød fra en af instituttets ronkedorer og så at blive mobbet systematisk af kolleger eller overordnede, der med sikker hånd, psykologisk indsigt og de mest tilsyneladende uskyldige midler forpester ens hverdag.

Og hvorfor reflekterer Køie Poulsen ikke over de negative følger, den diffuse anklage om mobning har på alle de kolleger, der virkelig behandler deres medmennesker anstændigt?

Efter hans mening skal vi alle lade os hænge ud som en gruppe med en særlig hård og hensynsløs adfærd, men hvad med de psykiske følger af uretfærdig mistænkeliggørelse?

Med risiko for atter at have brugt humor i en alvorlig sag vil jeg her bryde af og for en sikkerheds skyld erklære: Nej, det er heller ikke ok at mobbe en gang imellem.

• Send
• Del