Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Eksamen kan være andet end at lære kongerækken udenad

DEBAT - Gør eksamen til en del af kurset, så vil studerende fordybe sig og lære mere, mener debattøren, som har haft en god, lang eksamensoplevelse.

I dag fik jeg en mail fra min underviser. Den indeholdt en kommenteret udgave af semesterets første øvelsesopgave. Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev ret begejstret for at få opgaven retur. For første gang i mine snart to år på universitetet har en underviser sat sig ned og skrevet til mig, hvordan det er gået med en akademisk opgave og peget på, hvad jeg kan grave mig dybere ned i, før opgaven skal genafleveres til sommer.

Denne type opgave er en del af en helt ny eksamensform på mit studie, selv om man sikkert kender det fra mange fag. Men jeg er ærligt blevet lidt småforelsket i denne nye porteføljeeksamen.

Lad mig slå en ting fast. En eksamen gør ikke noget godt i sig selv.

Jeg lærte ikke noget af at terpe kongerækken og de amerikanske præsidenter forfra og bagfra i de sidste 24 timer, før jeg skulle op til eksamen på mit første semester. Eksamen var her kun en test på, hvor meget viden vi havde nået at stoppe i hovedet i den sidste, desperate læsning.

Det tog da heller ikke ret mange feriedage, før jeg igen var usikker på, hvilken Christian, der kommer efter hvilken Frederik. Eksamen var en fuldstændig afkoblet slutspurt på semesteret.

En eksamen kan i stedet være en del af kurset i form af opgaver, som der gives løbende feedback på, før de til slut genafleveres. På den måde reflekteres der løbende over pensum, og det bliver muligt at afprøve sin faglige forståelse og kunnen undervejs. Sådan kommer vi for alvor til at lære. Hermed bruger vi ikke al energien på nødlæsning i en fortravlet læseferie før eksamensdatoen eller på at designe hukommelsesstrategier i de sidste afgørende timer.

Som langt de fleste kurser er indrettet i dag, undersøger vi studerende, hvad vi skal kunne til eksamen. Herefter giver vi os til at lære det – og kun det. Vi læser det, der står på pensumlisterne, men vi graver næppe selvstændigt videre efter ekstra læsestof. Fordi det jo ikke er det, vi bliver testet i til sidst. Som regel har vi nok at gøre med at huske alt det, som vi skal kunne, når semesteret er slut.

For mig at se er det altafgørende at have et universitet, hvor læring er i højsædet, og hvor der er plads til at fordybe sig i fagligheden. Men det kræver, at det evige ræs frem mod eksamen ikke er der, hvor alle kræfterne lægges. I stedet må eksamen være en integreret del af kurset, så det først og fremmest er læringen, det handler om – ikke eksamen i sig selv.

Her er porteføljeeksamener én måde at få mest mulig læring ud af vores fag. Den løbende feedback giver os både forståelse og mod på mere, og så er eksamen netop underlagt kurset og ikke omvendt.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste