Dobbelte standarder?

Bente Rosenbeck mener, at jeg nedgør mine modstandere i ligestillingsdebatten. I sit indlæg demonstrerer hun så sin egen respektfulde tone ved at karakterisere mig som en stand-up-komiker i debatten om køn og forskning. Til forskel fra Bente Rosenbeck har jeg heldigvis en bred ryg og morer mig faktisk over hendes lille finte.

LÆS: Hans Bonde: Universets lyse stof

Når jeg læser Bente Rosenbecks mange indlæg kan jeg vælge mellem at blive vred eller tage det hele humoristisk. Jeg vælger det lette sind, men egentlig kunne man godt blive forstemt. I Weekendavisen har hun således for nylig foreslået, at »ledelsen kan ansætte de medarbejdere, der er behov for« ud fra en forestilling om kønsmæssig balance ved at se stort på ansættelsesbekendtgørelsen. At dette skulle være tilladt finder hun bekræftet af udsagn fra »to fuldmægtige fra Ministeriet for Videnskab, teknologi og innovation« så langt tilbage som i 2002.

Tilgiv mig, men jeg kan simpelthen ikke forstå, at en forsker i sådanne spørgsmål ikke går til den egentlige sagkundskab, nemlig juristerne. Her vil hun så få at vide, at Kalanke-dommen (1995) ikke tillader national lovgivning at garantere kvinder en automatisk fortrinsstilling ved udnævnelse eller forfremmelse. Rosenbeck fremhæver Sverige og Norge som eksempler på friske og frejdige øremærkninger af stillinger til kvinder, men netop disse to lande har fået stoppet deres radikale programmer af EU og EFTA-retten.

I et nyligt nummer af ForskerForum argumenterer Rosenbeck for, at ledelsen ansætter »de medarbejdere, der er behov for, og det inkluderer hensynet til en mere ligelig balance mellem mænd og kvinder.« »Det var også det middel, som RUC benyttede allerede i 1990’erne, hvor det lykkedes at få kvinder ansat i stor stil, fordi ledelsen besluttede sig for det.« Hvis det er rigtigt bør der iværksættes en undersøgelse af RUCs praksis, for ifølge Ligebehandlingsloven må man ikke sortere på køn i ansættelsessituationen.

Hvis Rosenbeck får magt som hun har agt, vil hendes radikale kønspolitik medføre, at vi mister en hel generation af unge mandlige forskere til stor skade for den danske forskningskvalitet.

Med hensyn Rosenbecks fremhævelse af allehånde tal i sit indlæg, får jeg lyst til afslutningsvis at fremhæve astrofysikeren Johan Fynbos kommentar til hendes indlæg, hvor han siger: »Jeg synes, at logikken nogen gange er noget asymmetrisk: når kvinder er mere succesfulde end mænd, når de faktisk søger stillingerne, så er det ifølge dette indlæg i hvert fald muligvis fordi de i middel er mere kvalificerede end mænd. Hvis mænd er mere succesfulde end kvinder, når de søger midler fra DFF, så er det ifølge mine udemærkede kolleger Watson & Hjorth udtryk for An Ocean of inequality (Jeg tror dog titlen er valgt af Nature). Virkeligheden er givetvis mere kompleks, og for at forstå disse data, må man vel dykke dybere ned i tallene og forstå deres baggrund.«

Kort sagt: For Rosenbeck og meningsfæller er det altid helt udelukket, at mænd faktisk til tider gennemsnitligt kan være bedre fagligt velfunderede og have publiceret langt mere. Tværtom bliver mændenes overhyppighed altid udlagt som snyd og diskrimination af kvinder. Dobbelte standarder?

uni-avis@adm.ku.dk