Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Dagbog fra et lukningstruet studium

FAGLUKNINGER - Simon Poulsen er kandidatstuderende på Indoeuropæisk. Læs hans beretning om et stolt fags dramatiske dyk i Humanioras kapløb mod millionerne på bunden.

I løbet af min studietid er den ene besparelse og forringelse efter den anden rullet ind over de små humanistiske studier på KU. Der er virkelig lidt bevågenhed fra de mystiske beslutningstagere om, hvordan de implementeres i praksis ude på fagene, eller hvordan de mange tiltag akkumulerer. I dette indlæg fortæller jeg fra en studerendes vinkel, hvordan det opleves, når ens studievalgs berettigelse bid for bid skæres væk i Humanioras kapløb mod millionerne på bunden.

September 2012. Det er året før, jeg begynder på Indoeuropæisk. Jeg går stadig i gymnasiet i Odense, men jeg har lært fagmiljøet på studiet at kende og mødt nogle enkelte studerende, fordi jeg deltager i Projekt Forskerspire. Desværre er jeg ikke selv med, da Indogermanische Gesellschaft afholder sin Fachtagung i København.

Det er en begivenhed, der finder sted et nyt sted i verden hvert fjerde år – OL i Sproghistorie, som jeg kalder det for mine venner. Fagfællerne og studentermedhjælperne fra faget knokler for at arrangere det, der skal blive en usædvanligt flot arrangeret og mindeværdig konference. Ingen aner endnu, hvordan det ser ud tre år senere.

»Jeg afleverer og forsvarer min bachelor og aflægger mine sidste eksaminer i gotisk og vedisk. Og hvad så nu?«

Før dimensioneringen: En dimmitendledighed på nul

September 2013. Den største årgang nogensinde optages på Indoeuropæisk, og jeg er med. 22 nye studerende, inklusive et par pladser på Åbent Universitet. For en gangs skyld kan faget måle sig med søsteruddannelserne. Vi er cirka 20, og de er omkring 30 på Lingvistik – før det usædvanligt høje, men desværre almindelige frafald altså sætter ind.

Faget glæder sig over at være vokset, sjældent har der været flere tilknyttede undervisere, ph.d.-studerende, postdoc’er. Naturligvis er der kun et par stykker af hver, men det er mange på et lille fag.

September 2014. Dimensioneringen. Den første sparekniv viser sig. Regeringen ønsker »en bedre sammenhæng mellem uddannelser og arbejdsmarkedet«. Indoeuropæisk lyder arbejdsmarkedsfjernt, og i statistikkerne ser det også ud til, at vi producerer en masse ubrugelige kandidater.

Men vent. Faget er for småt til, at opgørelsen bliver beregnet for faget alene, og hos Danmarks Statistik tælles vi sammen i en landsdækkende pulje af sprogvidenskabelige uddannelser. Sådan må det sikkert være, for i den femårige periode (2009-2013), der regnes på, er kun ganske få studerende dimitteret fra uddannelsen – men ingen af dem er arbejdsløse.

»Det begynder at se sort ud for sprogvidenskaben i København, mens mere bizarre løsningsforslag kommer på bordet«

Heller ingen af de tre fra den seneste ‘mastodontårgang’. I KU’s seneste (juli 2016) besparelsesrapport fra konsulentfirmaet Struensee opgøres vores dimittendledighed til 0 procent. Dimensioneringen efterlader os med et optag på 10 bachelorstuderende og én sølle kandidatstuderende, så ingen udefra i praksis kan komme ind, hvis de ikke har retskrav.

Vi er ikke i panik, det er jo klart, at samfundet ikke har brug for hundredevis af nyuddannede indoeuropæister hvert år.

September 2015. Fremdriftsreformen. Alle studerende – og især på Humaniora på KU – er for længe om at blive færdige. Der strammes op, og de studerende klager over de rigide regler om tvangstilmelding og fuldtidsstudier. Alt sammen er storpolitik, og hvad det betyder for Indoeuropæisk er, at studieordningen skal skrives om.

På grund vores propædeutiske undervisning på andre institutter og fag, der kun udbydes hver 2. eller 4. semester for at samle større hold, kan vi ikke holde os til reformkravene og har måttet tage 45, 37.5, 22.5 og 15 ECTS per semester i løbet af uddannelsen.

»Vi undrer os over den meget lidt gennemskuelige og topstyrede proces. Hvor er studienævn, institut og dekan? Hvem bestemmer?«

Ved samme lejlighed forsøger man at få ryddet ud i frafaldet, og man indfører en studiestartsprøve på instituttet, der skal sortere de helt udeblevne og aldeles uengagerede studerende fra allerede en måned efter semesterstart, så hverken administration eller SU-styrelsen behøver bruge energi på de udeblevne. Samtidig er det uheldigt, at orlovsreglerne strammes, når nu en naturlig og selvbetalt pause mellem uddannelsens dele er blevet umulig.

Chokket: Ingen nye studerende optages i 2017

Januar 2016. Nulstilling. Pludselig er vi i skammekrogen sammen med 12 andre små sprogfag (foruden Nygræsk, der røg et par måneder tidligere). Indoeuropæisk har et uhyggeligt frafald på 62% – alle optagne medregnes, både såkaldte SU-ryttere og umotiverede pseudostuderende, der er kommet ind på deres syvende prioritet.

Sammen med den påståede høje ledighed er frafaldet skyld i, at man som led i en ny besparelse lukker for optaget af nye studerende i 2017. Denne gang kommer det som et chok. Det er som om, at ingen ændringer kan nå at blive evalueret, inden den næste straf for samme forseelser rammer.

Vi holder vejret, men tror på bedre tider. Vi har en seriøs internationalt anerkendt faglighed og stærke tværfaglige forbindelser. For ikke at nævne den tunge forskningstradition: Indoeuropæistikken fødte den synkrone lingvistik, og danske videnskabsmænd som Rasmus Rask, Vilhelm Thomsen og Holger Pedersen har formet den, som den ser ud i dag.

April 2016. Sammenlægning. Vi bliver reddet af bestyrelsen for nu, selvom vi ganske vist indstilles til sammenlægning med Lingvistik. Begrundelsen er, at »Uddannelsen (i Indoeuropæisk) er et væsentligt sproghistorisk grundfag med et stærkt og anerkendt forskningsmiljø.« Forslaget indebærer et mere robust studiemiljø og en bedre økonomi.

Samme model har man for eksempel indført på vores (geografisk) nærmeste søsteruddannelse i Leiden i Holland, hvor man har gode resultater med fælles optag til adskillige spor af sprogvidenskabelige studier. Vi sørger over, at vores nabofag (i fysisk forstand) Finsk og (i faglig forstand) Indologi indstilles til lukning, men vi hæfter os i øvrigt ikke ved de endnu ikke færdige studerendes ‘selvfølgelige’ (jf. bestyrelsesreferat 82(B)) retskrav til at fortsætte på kandidatuddannelsen.

Tvangsægteskabet: Sprogvidenskabsstuderende omdirigeres til Lingvistik

Maj 2016. Pludselig har bestyrelsen vedtaget, at vores kandidatuddannelse også skal lægges sammen med Lingvistik. Det har på ingen måde været på tapetet før, og vi undrer os over den meget lidt gennemskuelige og topstyrede proces. Hvor er studienævn, institut og dekan? Hvem bestemmer? Og hvem kan man anke sin sag hos?

»Det er som om, at ingen ændringer kan nå at blive evalueret, inden den næste straf for samme forseelser rammer«

Desværre er det ikke kun teknikaliteter, regler om akkreditering, præ-godkendelse af nye uddannelser og propædeutik, der besværliggør en fremtidig sammenlægning. Gamle stridigheder og stoltheder forværrer processen betydeligt. Studienævnet beslutter ikke engang at nedsætte et udvalg endnu – der er jo så lang tid til 2018, hvor det skal være en realitet.

Selvom Lingvistik har flere studerende, har de endnu færre udbudte kandidatfag end Indoeuropæisk, og man øjner et fokus på dansk grammatik. Vi kommer med hatten i hånden, og de har vetoretten. Det tegner til en meget ulige sammenlægning, og det begynder at se sort ud for sprogvidenskaben i København, mens mere bizarre løsningsforslag kommer på bordet.

25. maj, 2016. Anna, en BA-studerende fra Finsk, opdager ved et tilfælde, at man har lukket for optag på hendes kandidatuddannelse. Øjeblikkeligt.

I stedet er de BA-studerendes retskrav blevet omdirigeret til Lingvistik. Ingen ved, hvem der står bag, eller om man overhovedet kan. Styrelsen for Videregående Uddannelser blander sig ikke, men skal godkende at valget giver ‘faglig mening’ – og det er jo tilsyneladende et koncept i frit fald.

I dag: Fagmiljøet tvinges til at søge væk fra sine danske rødder

For første gang i processen er jeg virkelig urolig, for hvad er mit optagelsesbrev til kandidatuddannelsen i Indoeuropæisk værd, hvis retskravet ikke er en realitet? Og hvad især med næste årgang? Hvor sikre kan de være på deres retskrav, når en kandidatuddannelse kan forsvinde natten over?

Juni 2016. Jeg afleverer og forsvarer min bachelor og aflægger mine sidste eksaminer i gotisk og vedisk. Og hvad så nu? Kandidatuddannelsen ser ud til at overleve et par år endnu, og så venter den virkelige verden. Indtil nu er jeg gået benhårdt efter indoeuropæistikken, men jeg tror ikke længere på, at der er en fremtid i Danmark.

Planen er lykkedes. Fagmiljøet har fået gevaldige skavanker og tvinges til at søge væk fra sine rødder i Danmark.

En historisk perlerække af succeser

Fik jeg nævnt, at alt dette er sket på et institut med en stabil økonomi? På et fag, der har én fastansat – den første professor siden 1976 – og hvor resten af underviserne er betalt af eksterne projekter understøttet af fondsmidler, der oven i købet genererer overskud til instituttet?

Fik jeg nævnt, at de mange eksternt ansatte ifølge Struensee-rapporten giver os en delt førsteplads på instituttet i STÅ-indtægter pr. VIP (videnskabeligt ansatte, red.)? Siden 1995 har der altid været mindst én eksternt ansat eller ph.d.-studerende.

Fik jeg nævnt, hvor stor en del af de studerende, der disse år har afsluttet deres kandidat med en medalje for en prisopgave? På hvor mange fag er det mere end to tredjedele?

»Planen er lykkedes. Fagmiljøet har fået gevaldige skavanker og tvinges til at søge væk fra sine rødder i Danmark«

Fik jeg nævnt, hvor mange af vores ufatteligt få studerende, der har talt på konferencer i Rusland, Norge eller Østrig? Fik jeg nævnt, hvor tit mine undervisere er blevet interviewet i radioprogrammer eller aviser, både lokalt, nationalt og i Sverige og Finland? Husker I konferencen om elvdalsk, der blev kuriøs mediesucces – også uden for det snævre fagmiljø?

Fik jeg nævnt, at vi har et helt enestående studiemiljø, hvor alle på tværs af årgange og ansættelsesskel hjælper hinanden både i og uden for studierne? Fik jeg nævnt, hvor mange studerende, der er i studierelevant job? Fik jeg nævnt sommerskolen Roots of Europe, der i år trækker cairka 40 studerende fra hele verden til København, fordi den er den eneste bro mellem sproghistorie, forhistorisk arkæologi og genetik – og dermed også skaffer fondsbetalte STÅ-indtægter til instituttet?

Nej, for sådanne fakta er åbenlyst ikke interessante i disse dage. Det er en politisk beslutning om at gøre humaniora snævrere, og vi må indse, at vi står for skud. Jeg håber, der er en fremtid for faget – også i Danmark – når sparerunderne er ovre for denne gang, og endnu mere, at KU fortsat bliver Danmarks eneste klassiske universitet. Hvis vi bliver RUC uden projekter eller Oxford uden tutortimer, klinger det ærligt talt hult, når dekanen lover ikke at spare på uddannelsesbredden eller fagligheden.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste