Burka-undersøgelsen: værner universitetet om god videnskabelig praksis?

FORSKNINGSFRIHED - Efter mediepostyret og det politiske hurlumhej om Burka-rapporten fra Margit Warburg og kolleger ved Religionsvidenskab må det være tiden at stille nogle kritiske spørgsmål vedrørende universitetets og forskernes ansvar for forskningsfriheden

af Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut

For mig at se har de ansvarlige givet køb på forskningsfriheden på i hvert fald to punkter.
Af Københavns Universitets regler om god videnskabelig praksis (§ 3, stk. 3) fremgår:

»Universitetet skal værne om sin forskningsfrihed og søge højeste niveau af videnskabelig standard og etik. Forskningsfrihed indebærer frihed til at vælge forskningsemne, frihed til at stille spørgsmål, frihed til at bestemme hvilket materiale og hvilke metoder man vil benytte for at finde svar, og frihed til at fremlægge hypoteser, resultater og ræsonnementer offentligt.«

De to aspekter heraf jeg vil koncentrere mig om, er publiceringsfrihed og metodefrihed (og undlade at gå ind på spørgsmålet om valg af problem og forskningsspørgsmål).

Publiceringsfrihed

Mest graverende forekommer svigtet at være for så vidt angår publiceringsfriheden. Af kontrakten mellem Indenrigs- og Socialministeriet og Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved KU fremgår, at »Indenrigs- og Socialministeriet fastlægger rammerne for rapportens offentliggørelse.
Leverandøren må undervejs i arbejdet ikke offentliggøre eller offentligt omtale delresultater mv.«

At indgå en kontrakt med en sådan restriktion burde være helt uacceptabelt for universitetsforskere og universitetets ledere. Det er i direkte modstrid med videnskabens etos – som fremgår af universitetets vejledende regler.

Det er klart, at der kan forekomme en række tilfælde, hvor forskere må underkaste sig begrænsninger i publiceringsfrihed, hvis forskningsspørgsmålet ellers er vigtigt nok, fx af hensyn til medvirkende i undersøgelsen, statens sikkerhed eller forretningshemmeligheder. Intet i den retning ses at foreligge ved burka-undersøgelsen.

Det kan kun dreje sig om politiske opportunitetshensyn fra ministeriets side, som forskerne altså hermed har underkastet sig. Der findes ikke nogen som helst etisk, juridisk eller faglig begrundelse for, at undersøgelsen skulle foregå i hemmelighed og først offentliggøres efter ministeriets direktiver og forgodtbefindende.

Rationalet bag publiceringsfrihed

Jeg har hørt dekan Kirsten Refsing sige, at man da også har fortrudt denne ’hemmelighedsklausul’; vel at mærke: det man har fortrudt, er kun at der ikke var aftalt en fast udløbsdato for hemmelighedsklausulen. Det tyder ikke på, at dekanen har forstået, hvorfor publiceringsfriheden er vigtig.

Rationalet bag publiceringsfriheden er dobbelt: dels hensynet til at alle andre kan få del i ny viden til gavn for oplysning og demokratisk debat, og dels hensynet til det, videnskabssociologen Robert Merton har kaldt ’organiseret skepticisme’, nemlig muligheden for at nye resultater kan udsættes for systematisk, kollektivt organiseret granskning og kritik.

Det kræver at der er en helt fri offentlighed og debat om forskningen. Kun når den mulighed er til stede, kan man have tillid til resultater.

Metodefrihed

Hvad metodefriheden angår, fremgår begrænsningen af et notat fra Burkaudvalget af 15.9. 2009, som er sendt til Instituttet den 17.9. sammen med kontrakten. Her angives i afsnittet »beskrivelsen af opgaven« hvilke metoder, der forudsættes anvendt, og hvilke det ikke gør. Den forudsættes således ikke baseret på »systematisk optælling«, men på »vurderinger fra forskellige eksperter og/eller personer fra de omfattede miljøer«.

Netop metoden har været anfægtet; ifølge en artikel i Jyllands-Posten den 21. januar har forskerne imidlertid forsvaret sig med, at de gjorde »hvad de blev bedt om«, altså at man har givet afkald på metodefriheden. Det hele indhylles i et skær af farce, når man et andet sted i kontrakten kan læse, at »Leverandøren har det endelige ansvar for den videnskabelige og faglige kvalitet i undersøgelserne og de færdige produkter«.

Centralismen og topstyringen af videnskab er vokset gennem flere årtier, men accelereret i Sanders periode. Den er et totalitært træk i de moderne demokratiers statsræson, og særlig markant i Danmark.
En speciel ejendommelighed er, at den på samme tid kræver styring og ansvarsfralæggelse.

Universiteterne får i stigende grad status som en del af statsforvaltningen, og universiteternes ledere optræder i stigende grad som villige tjenere. Samtidig er det af legitimitetsgrunde nødvendigt for staten at opretholde et billede af forskningens uafhængighed.

Hemmelighedsklausuler frem i lyset

Så vidt jeg kan se, har både forskere og ledelse – det vil sige i det mindste institutleder og dekan – accepteret at underkaste sig begrænsningerne. Det ville være interessant at høre, hvilke overvejelser, de ansvarlige har gjort sig, herunder om aftalens forhold til universitetets retningslinjer.

Der er et stigende pres på forskningsfriheden fra mange forskellige sider, og vi ser at der dukker flere og flere sager op om politiske og økonomiske interessers påvirkning af forskningens retning og resultater.
Jeg er faktisk ikke klar over, hvor udbredt aftaler som den foreliggende med restriktioner og ’hemmelighedsklausuler’ er.

Det må være vigtigt både for universitetet og den bredere offentlighed at få det trukket frem i lyset og sikre, at der føres en principfast og fælles linje, der værner om forskningsfriheden.

LÆS: Institutleder Ingolf Thuesens svar til Heine Andersen

• Send
• Del