Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Besparelser på dyrlægeuddannelsen vil gå ud over kvaliteten

DEBATINDLÆG - SUND har planlagt en større sparerunde under navnet ”Veterinær Bæredygtig Fremtid”. Der er lagt op til, at der skal spares 24 millioner kroner, hvilket kan ramme uddannelsens to undervisningshospitaler og forringe uddannelsens kvalitet, mener studerende i Veterinærmedicinsk Forening.

Der foregår i øjeblikket en økonomisk analyse af det veterinære område. Baggrunden for denne øvelse, er at institutternes finanslovsmidler er faldende, men at det fortsat er meget udgiftstungt at uddanne dyrlæger.

Det er nødvendigt at analysere økonomien for at få klarhed over, om noget kan effektiveres, eller om man fx kan øge indtjeningen på fx de to universitetshospitaler.

Der er lagt op til, at der skal spares 24 millioner på det veterinære område over de næste tre år. Det er absolut ikke realistisk, hvis man samtidig vil bibeholde dyrlægeuddannelsens nuværende kvalitet.

Hospitaler koster

Besparelserne skal være på plads inden sommeren 2015 og vil derfor have effekt allerede fra dette efterår.

Pengene skal findes både ved øget indtjening og en mindskning af omkostninger. Det, der virkelig koster penge, er vores to universitetshospitaler. Vi har et familiedyrshospital på Frederiksberg og et stordyrshospital i Tåstrup.

Det er her, vi lærer de kliniske færdigheder, og det er en utrolig vigtig del af vores uddannelse. Vi lærer at tage hånd om først undervisningsdyr og dernæst rigtige patienter. Vi taler med klienter og samarbejder med klinikveterinærer. Vi tager nattevagter og dagvagter – mange på frivillig basis, da vi så gerne vil dygtiggøre os.

Bevar klinisk undervisning

Mængden af klinisk undervisning med kompetente undervisere er noget, vi for alt i verden ikke må skære ned på.

Der er vel ingen mennesker, der har lyst til at bringe deres hund til en dyrlæge, der aldrig har taget en blodprøve fx? Eller at ringe til en nyuddannet dyrlæge, som skal komme og lave et kejsersnit på en ko for første gang?

Vi sætter stor pris på de muligheder, vi har for at praktisere veterinærmedicin under beskyttede forhold på hospitalerne. Ligesom det er en stor gave at arbejde sammen med, og få undervisning af, de meget kompetente, professionelle og engagerede undervisere, der er tilknyttet uddannelsen.

Dette må for alt i verden ikke ændres, hvis Danmark fortsat skal være leveringsdygtige i kompetente dyrlæger.

Ovenstående indlæg er udtryk for skribenternes, ikke Uniavisens, holdning.
uni-avis@adm.ku.dk

Seneste