Ansæt undervisere, der kan sprede viden, ikke blot indsamle den

Sæt fokus på formidling – sådan lød budskabet fra det kvalitetsudvalg, som udgav sin anden delrapport i slutningen af 2014. Siden har nedskæringer på humaniora været centrum for diskussionen, selv om det aldrig var Kvalitetsudvalgets hensigt:

»Anerkend de bedste undervisere. Prioritér undervisningskompetencer ved ansættelser og opgradér dem undervejs i karrieren. Stil krav om, at ledelsen konstant har fokus på undervisere, undervisningen og de studerendes læring,« lød det fra udvalget.

Jeg startede selv på Statskundskab på Københavns Universitet i slutningen af sommeren. Et paradoks har slået mig: Nogle undervisere taler meget, men formidler lidt, andre taler lidt og formidler meget, men begge type undervisere får lige stor taletid.

Ofte har jeg siddet i auditoriet til lyden af en monoton forelæser, som taler i skriftsprog, fordi han læser op fra et manuskript. Hans stemme er akkompagneret af en febrilsk elektronisk regn fra hundredevis af computertastaturer. Lige så meget som han ved, lige så lidt formidler han. Men der er noget fundamentalt galt, når et foredrag mest af alt er dragende for foredrageren selv, mens det for tilhøreren ikke er til at fordrage.

Systemet er indrettet således, at professorer, lektorer og de ph.d.-studerende er tvunget af deres kontrakt til at formidle i et bestemt omfang, uden hensyn til deres evner for formidlingen. Holdunderviserne bliver udvalgt på baggrund af skriftlige ansøgninger, uden at nogen tester deres evner for formidling. Der tegner sig dermed et billede af, at formidling ligger lavt på universitetets dagsordenen.

Min holdning er, at universitetets kernedyd bør være stærk formidling. For god formidling giver god undervisning, god undervisning giver gode studerende. For det første bør universitetet sætte den enkeltes læring i centrum – universitetet er til for de studerende, ikke omvendt.

For det andet bør universitetet ikke vurdere underviserne på, hvor stor viden, de har indsamlet, men hvor stor viden de kan sprede. Og for det tredje bør universitetet gøde jorden for de formidlere, der gør det fjerne nært og det uforståelige forståeligt.

Mangel på formidling har altid været universitetets akilleshæl. Da min mor gik på universitetet, var det småt med de store formidlere. 35 år efter slås min generation samme problem. Universitetet ligner på det punkt en træg institution i en verden i hastig forandring.

Min appel til universitetet skal lyde: sæt de studerende fri fra fortidens tøjler, så de kan tøjle fremtiden. Sæt fokus på formidling.

uni-avis@adm.ku.dk