Akademia smuldrer med den ny stillingsstruktur

Den 28. august blev der afholdt afdelingsmøde på Miljø og Naturressourcer ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Science. Her blev vi orienteret om den nye stillingsstruktur og dens ansættelsesmæssige konsekvenser, og vi fik anbefalinger om, hvordan vi bedst muligt forholder os til de nye vilkår. Essensen var flere korte ansættelser og dermed øget usikkerhed omkring ansættelsesforhold og øget konkurrence, samt et øget fokus på publicering af artikler.

Vi skal alle sammen præstere bedre både hvad angår kvantitet og kvalitet udi publikationer, og vores præstationer kan lynhurtigt måles på antallet af publikationer og citationer i tidsskrifter, som registreres i ISI og Web of Knowledge. De få kritiske spørgsmål som blev stillet om, hvordan dette i praksis skulle kunne lade sig gøre, når der samtidig er et væld af krav om at levere på andre områder i arbejdet som forsker, blev mødt med instruktioner om ”mere samarbejde, mere effektivitet”.

Det blev sågar sagt lige ud, at vi måske skal overveje at undervise mindre.

Vores hjerter sank, og desillusionen voksede i mødet med, hvad der i stadig højere grad bliver officiel politik. Som unge forskerspirer kan vi i stadig ringere grad se en fremtid i forskningsverdenen, og vi er dybt bekymrede på selve forskningens vegne. Vi hæfter os ved, at tankegangen i en incitamentsstruktur, hvor der er indbygget en evig usikkerhed omkring ansættelsesforholdene, og hvor måden at sikre sig selv er ved at præstere godt i forhold til nogle helt bestemte kriterier, er udtryk for en bestemt faglig forståelse af menneskelig motivation, kreativitet og produktivitet.

Et bestemt menneskesyn, hvor den enkelte antages at være drevet af egennyttemaksimering, og hvor en kombination af usikkerhed og konkurrence – skruetvinger og gulerødder – dermed er det, der får mennesker til at præstere bedst. Er det virkelig sådan, vi sikrer forskningens kvalitet? Er det sådan, vi bedst genererer samfundsudviklende og vidensakkumulerende forskning af høj kvalitet?

Vi mener, at forskning i sidste ende handler om at bidrage til en bedre verden. En mere vidende verden. Forskning handler ikke blot om at besvare samfundsrelevante spørgsmål, men også om at stille nye spørgsmål til samfundet. Om at blive klogere på, hvad der muliggør og reproducerer forskellige fænomener. Og det handler om at forfine og omsætte denne viden i dialog med både andre forskere og verden udenfor forskningssamfundet.

Vi er begge personligt drevet af en nysgerrighed på hvordan vi kan muliggøre en mere bæredygtig verden. Vi har passion for at udforske dette i tæt samspil med andre mennesker, som forsøger at facilitere forskellige forandringsprocesser – også dem uden for forskningssamfundet. Og vi brænder for at skabe forskningsbaseret undervisning af højeste kvalitet og dermed være med til at dygtiggøre fremtidens forskere og praktikere.

Man kan diskutere detaljerne i den nye stillingsstruktur, men den skriver sig ind i en overordnet udvikling indenfor akademia med stigende usikkerhed omkring ansættelsesforholdene og stadigt mere snævre produktivitetsmål. Og det til trods for, at realiteten i hverdagen er, at det meste af tiden for de fleste går med at møde andre nu-og-her-krav om at undervise, vejlede, skabe nye kurser der kan tiltrække flere studerende, skabe et godt arbejdsmiljø som tiltrækker dygtige forskere samt ikke mindst at søge flere midler til nye og større projekter. Det skaber stress i dag og usikkerhed om i morgen. Og måden at sikre sig på er at publicere som om man led af bogstavdiarre, hvilket vi har meget svært ved at forestille os, leder til spændende og kreative forskningsmiljøer, som skaber solid forskning af højeste kvalitet.

Konsekvensen af tendensen i akademia er, at vi er mange – som ellers har meget at byde på – som enten mistrives og dermed ikke udfolder vores potentiale eller simpelthen melder os ud af forskningsverdenen. Og at vi er i gang med at skabe et lukket, selvrefererende forskningssamfund, hvor vi skriver til hinanden i håb om at blive citeret, anerkendt og genansat, og hvor ghostwritermedforfatterskaber og rygklappercitationer bliver en del af overlevelsesstrategien. Hvor bliver drivkraften om at ville en bedre verden, forpligtelsen over for felten og dialogen med verden omkring os og fremtidens forskere og praktikere af?

Man kan være uenig i analysen af akademias forfald. Men det bør vække foruroligelse, at det er sådan, vi – i egenskab af unge forskerspirer – ser fremtiden, og at motivationen for at forblive i akademia og bidrage til fremtidig forskning for en bedre verden er voldsomt dalende som følge heraf. Lad os snakke om, hvad det er, vi vil med forskningen, hvordan vi skaber sunde og produktive arbejdsmiljøer, der fremmer dette, og hvordan vi tiltrækker og fastholder de mennesker, der kan bidrage hertil.

Med håb om en lysere fremtid for vidensudviklingen og universitet.

LÆS: Prorektor Thomas Bjørnholms svar her