Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Afskaf ikke studerendes mulighed for at eftertilmelde sig kurser

FREMDRIFT - Valgfriheden for KU's studerende er truet af ny regel, der forhindrer dem i at eftertilmelde sig kurser, sådan som de hidtil har kunnet, mener debattøren.

I en vejledning om fremdriftsreformens konsekvenser fremgår det, at KU på hele universitetet har afskaffet eftertilmelding til fag. (Link til intranet)

Som studerende på Science finder jeg dette ekstremt bekymrende, da jeg gennem mit netop afsluttede studie ville være gået glip af over 60 ECTS som direkte konsekvens af forhåndsgodkendelser, der ikke var behandlet i tide, da administrationen oftest er 8-12 uger i selv trivielle sager.

Selv hvis man forestiller sig at administrationen på Science kunne bringes op på et acceptabelt niveau (på trods af at der forgæves har været lovet forbedringer igen og igen over de seneste 6 år), efterlader det stadig de scenarier, hvor fag aflyses efter tilmeldingsdeadline, og hvor tilmeldinger simpelthen bliver overset og går tabt i systemet.

Dertil kommer, at det nok er en minoritet af studerende, der går en 5-årig uddannelse igennem uden nogensinde at overse en tilmeldingsperiode eller efter periodens ende modtage et uventet afslag på en forhåndsgodkendelse eller dispensationsansøgning.

Fratager man de studerende muligheden for at håndtere den slags hændelige fejltagelser med eftertilmelding, vil hver eneste af dem koste yderligere administrative resourcer. Og man vil permanent begrænse de studerende i deres valgfrihed ved at tvinge dem til at tage et potentielt irrelevant eller uønsket fag, som derefter før eller siden skal bestås, hvis man vil undgå at blive smidt ud fra sin uddannelse. Det fremgår desuden eksplicit, at ingen dispensation fra begrænsningen vil være mulig.

Denne ændring af praksis virker stærkt problematisk, særdeles urimelig overfor de studerende (og det i endnu højere grad, set i lyset af hvor uacceptabelt langsomt de administrative processer håndteres), unødigt omkostningsfuld i administration og som en kraftigt forsinkende faktor for gennemførsel.

Den vil i særdeleshed ramme enhver, der ønsker at tage fag uden for eget fakultet eller universitet, da det er urealistisk at forvente, at disse når at have deres tilmeldinger på plads inden for den foreskrevne tilmeldingsperiode. Eneste rationale, jeg kan finde for en ændring med så store omkostninger i gennemførsel, administration og studenterindflydelse, er, at det muligvis har været foreslået af de administrationsmedarbejdere, som med fremdriftsreformen nu forventes at sikre, at studerende er tilmeldt 30 ECTS per semester, og at man har overset de videre konsekvenser af, hvad der på overfladen kunne virke som en nem løsning.

Jeg håber at de ansvarlige vil tage beslutningen til genovervejelse, så vi ikke skaber unødige forsinkelser, og så KU’s studerende fortsat trygt vil kunne tilrettelægge deres egen faglige profil, med alt hvad det måtte indebære af valgfag, praktikprojekter og udlandsophold.

Dertil kan det selvfølgelig stadig være gavnligt for alle parter at mindske ‘behovet’ for eftertilmelding, fx ved at udsende automatiske påmindelser per e-mail og/eller sms til alle studerende, der to dage før tilmeldingsdeadline endnu ikke har registreret tilmeldinger for minimum 30 ECTS.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste