Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

AC-TAP’ere er den uundværlige olie

SYNSPUNKT - Fremstillingen af AC-TAP'erne på Københavns Universitet er forfejlet og ensidig, og det skaber fordomme og graver grøfter mellem de forskellige medarbejdergrupper, skriver Signe Møller Johansen, der er fællestillidsrepræsentant for godt 1.000 AC-TAP'ere på KU.

Artiklen Administrative chefer løber med de gode lønninger indeholder en lang række forkerte og misvisende beskrivelser af DJØF’ere på KU, som trænger til en nuancering.

DJØF’erne karakteriseres fx som ”et selvrefererende system der bliver ved med at vokse”, og som et fedtlag, ”der skal skæres bort”.

Flere steder i artiklen sætter skribenten lighedstegn mellem DJØF’ere og ledere og mellem DJØF’ere og de tekniske-administrative AC-medarbejdere på Københavns Universitet (AC-TAP).

Dette er en forfejlet og ensidig fremstilling, der kun skaber fordomme og graver grøfter mellem de forskellige medarbejdergrupper på KU. Heriblandt de godt 1.000 AC-TAP’ere, som jeg er fællestillidsmand for.

Administration er et middel

En AC-TAP’er på KU vil ikke have mere administration! Det er en myte, som ikke bliver til en sandhed af at blive gentaget. Der er en række love og regler, som universitetet skal følge, og det kræver selvsagt administration, men en TAP’er vil altid stræbe efter bedre og mere effektiv administration.

Den administrative medarbejders største aversion er meningsløs eller ineffektiv administration, der ikke understøtter kerneydelsen. Administration bliver aldrig et mål i sig selv, men er et middel til at skabe gode rammer for forskning, undervisning og studieliv.

En AC-TAP’er på KU er ikke kun en klassisk DJØF’er som fx en økonom eller jurist. Det er en forældet tankegang og har intet med virkeligheden at gøre. AC-TAP’erne er medlemmer af en lang række fagforeninger såsom Dansk Magisterforening, Arkitektforbundet og Dansk Psykologforening foruden DJØF.

Løser vigtige opgaver

Og så løfter de en meget bred vifte af opgaver på universitet! Det kan være en studievejleder eller pædagogisk konsulent, der hjælper de studerende med at vælge tilvalg eller laver specialeworkshops. Det kan være en studieadministrativ medarbejder, der håndterer dispensationssager eller udvikler nye masteruddannelser. Eller det kan være en arkitekt, der er projektleder på et af de store byggeprojekter eller laver indsatser for at gøre KU mere grøn.

Selvfølgelig er der også økonomer og jurister ansat på KU, bl.a. for at sikre at der er styr på økonomien rundt omkring i organisationen, så vi undgår unødige fyringsrunder, og for at sikre, at der kan ansættes flere VIP’ere.

Der er altså brug for AC-TAP’ere mange steder i organisationen for at bidrage til at KU bliver et universitet i verdensklasse. De er ikke et unødvendigt fedtlag, men derimod den uundværlige olie, der sørger for at KU-maskinen kører, så VIP og studerende kan fokusere på det de er gode til.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste