10 millioner tons varm luft i ny rapport fra KU og AU

Københavns og Århus universiteter har udarbejdet et hæfte på 30 sider med den bombastiske titel ‘+ 10 mio. tons planen’. Teksten er vanskelig at blive klog på. Er det et partsindlæg, et stykke populærvidenskab eller politisk manipulation? En plan er der i al fald ikke tale om.

De 30 sider byder nemlig på en sær blanding af statistik, altså kendsgerninger, tvivlsomme ideer til at øge biomasseproduktionen og blåøjede drømmerier om at udnytte den i ‘bioraffinaderier’, der skal producere ethanol, biogas, dyrefoder, gødning, el og varme.

For eksempel vil man så markerne tidligere til og så høste to gange. Men enhver på landet ved, at danske marker er så pladdervåde indtil april, at såning selv med håndkraft ville være spildt møje. Frøene rådner op i den vanddrukne jord.

Men ‘teoretisk’ ville det “være muligt at producere 30 tons tørstof pr. hektar i Danmark.” Det vil endda ‘muligvis’ give et “lettere omsætteligt halmudbytte”. Man vil lave biogas af halmen, men det er både lettere og mere effektivt at brænde halm af i store kraftværker, som sagtens kan aftage mere end de 65 procent, de futter af i dag. Halm i biogasanlæggene har vist sig fuldstændig uegnet.

Man foreslår ‘mere halmrige afgrøder’ og mere effektiv opsamling af halmen for at øge udbyttet. Men så kommer jorden i underskud med både næringsstoffer og humus, hvilket de otte forskere forbigår i bekvem tavshed.

De drømmer også om at plante flere nåletræer. Her “vurderes det, at vedproduktionen kan øges med 25-35 procent ved udnyttelse af forædlet plantemateriale”. Det bliver dog ikke aktuelt, før man har bikset lidt med generne, og det kan jo tage sin tid.

Fuldgødning på lavbundsarealer op til vandløb skal øge græsproduktionen, men miljøvirkningen af øget udvaskning holder man klædeligt kæft med. Det samme gælder en omlægning af 149.000 hektar til roer, som er stærkt pesticidkrævende og med den kendte teknologi uegnede i biogasanlæg.

Sådan fortsætter de otte forskere med at forestille sig velsignelserne ved en endnu mere intensiveret produktion, ja, man satser endda enøjet på en miljøskadelig stigning i affaldsmængden til 17.5 millioner tons i 2040, som skal være til rådighed for deres “bioraffinaderier”.

Overdrevent gyllepotentiale

Forfatterne angiver mængden af tørstof i gylle til 2.1 millioner tons i alle de tre scenarier i deres fine plan. Nu er gylle jo mest vand, og at udnytte tørstoffet er meget energitungt. Alene indsamlingen af gyllen lader sig næppe realisere uden at sætte energi over styr.

Under alle omstændigheder er det manipulerende at sammenligne energipotentialet med halm eller rapsolie, (side 16), for gylletørstoffet er jo ufordøjelige rester, efter at dyrene har forbrændt rub og stub, og det er de faktisk ret gode til. Mængden er stærkt overdrevet. Med en tørstofprocent på 4, skulle der i følge hæftet i Danmark produceres 53 mio. tons gylle årligt eller dobbelt så meget, som man ellers regner med.

Hallelujavisioner for de afledte virkninger

Forfatter Claus Feldby og hans syv kolleger jubler over, at deres rapport kan føre til ‘afledt produktion’ på en snes milliarder kroner, tusindvis af nye job og bruttofaktorindkomster i milliardstørrelse. Men det hele hviler på en teknik, der ikke findes.

Således skriver man allerede i indledningen “De endelige niveauer afhænger af den teknologiske udvikling”. Og den er vist meget tiltrængt, for i teksten optræder ord som ‘forventes (13), ‘estimeret’ (3), ‘formentlig’ (4), ‘potentiale’ (20) og ‘antages’ (6) – i alt 46 gange. Forskerne holder ryggen fri. Og det kan man godt forstå, når de lover 1.000 job inden for handel, hotel og restauration, 300 i det offentlige og næsten 3.000 inden for finansiering og forretningsservice. Plus 10.000 inden for andre områder. (Side 26)

Reelt foreslår forskerne en centralt styret, nærmest planøkonomisk og derfor umulig intensivering af landbrugsproduktionen, for ikke lægge beslag på nuværende landbrugsarealer til råvarer til de såkaldte ‘bioraffinaderier’, hvad disse så end er for nogle. Man søger forgæves efter klare beskrivelser, men det nok sådan noget, som en privat lobbyist-organisation med den tidligere SF-politiker Anne Grethe Holmsgaard i spidsen, er fortalere for. Den kalder sig “BioRefiningAlliance”, uden mellemrum, for fint skal det være. Bag hende står nemlig landbruget, Novozymes, Haldor Topsøe og DONG.

Netop disse fire står også bag en teknisk og finansiel fiasko til 400 millioner kroner, nemlig det ubrugelige bioraffinaderi Inbicon i Kalundborg, som ikke kan levere en eneste dråbe bæredygtigt bioethanol udvundet af halm. DONG pralede ellers med at anlægget kunne redde verden, se www.inbicon.com, men disse drømme er nu bristet og anlægget nedgraderet til et såkaldt demonstrationsanlæg. I USA har undersøgelser vist, at selv ethanolfabrikker, der anvender majs, har negativ energibalance, når det hele regnes med.

Alle hæftets forslag er umulige at gennemføre i praksis med mindre man indfører planøkonomi i dansk land- og skovbrug, og det ved forfatterne naturligvis godt. Formålet er imidlertid at skabe et illusorisk grundlag for, at alliancen kan få 150 millioner i offentlige tilskud til at ombygge skrotbunken i Kalundborg til en slags forsøgsanlæg og senere tørre det hele af på staten.

Man vil for alt i verden undgå en afskrivning af investeringen på de 400 millioner og et prestigetab, der yderligere vil udstille inkompetencen og uansvarligheden ikke mindst hos DONG, der i forvejen kæmper med dårlige regnskaber. Er det universiteternes opgave at agere manegetjener for den slags cirkusnumre? Fødevareøkonomisk institut mener ja, for man skriver i forordet, at hæftet:

“…støtter BioRefiningAlliance som samler danske virksomheder, offentlige partnere og organisationer med verdensklasse viden og teknologi inden for bioraffinering”.

Det ligner en tilståelsessag.

Læs rapporten her.