Vi er naturligvis glade for den debat vores indlæg har startet – det er en efterhånden tiltrængt debat, som vi er villige tage. Derfor har jeg allerede lovet at komme på besøg på Menighedsfakultetet (MF) i Århus efter eksamensperioden, for at imødegå kritikken om, at vi ikke vil gå til sagen og undersøge uddannelsen.

Men lad mig starte med at slå fast, at indlægget ikke er et angreb på de enkelte studerendes niveau, eftersom det sikkert er ligeså varierende, som det er på universitetet. Når vi afsluttende skriver, at vi mener det ligger på et meget lavt niveau, er det set som et lavt niveau inden for vores definition af videnskabelighed. Det vil sige, at den studerende ikke er blevet introduceret grundigt nok til alle dele af den teologiske videnskab - også det religionskritiske aspekt. Det kan godt være, at vi senere må indrømme dette er en forkert antagelse, men det finder vi snart ud af.

Endvidere bliver vi anklaget for at have en mistillid til biblen, hvilket jeg bestemt ikke mener, vi har. Jeg mener, at vi ikke anvender tillid til biblen som hovedprincippet for vores omgang med biblen, men derimod sætter metode, eks hermeneutik, først. Jeg er dybest set ligeglad med, hvilket forhold man har til biblen og hvordan man derefter bruger den indsigt, man har fået. Når jeg nu nævner metode er det, fordi det er fuldt ud anerkendt i hermeneutikken, at hver person er involveret i tolkningen og ikke kan hives ud af denne tolkning. Jeg er udmærket klar over, at hver enkelt person ikke kan adskilles fra deres virke.

Jeg vil også godt slå fast, at hverken Anders eller min religiøse overbevisning bør spille en rolle i denne her sag. Vi bør holde debatten på et niveau, hvor det er de gode argumenter, der tæller og ikke hvem det er, der bruger dem. Jeg ved udmærket, at vi, som de mennesker, vi er, tænker på en bestemt måde, der præger vores argumentation, men det synes jeg ikke ændrer synderligt ved argumenterne.

Til ”bananrepublikkens akkreditering” vil jeg påpege, at dette er en institutions akkreditering og dermed er det ikke en garant for den enkelte uddannelses kvalitet – men jeg vil vældigt gerne høre mere om hvordan MF er blevet akkrediteret. I Danmark har vi en akkrediterings institution (ACE Denmark), som bestemmer hvorvidt en uddannelse i Danmark er en universitetsuddannelse eller ej. Det faktum, at de to institutioner så er akkrediteret i Wales, ændrer ikke på, at de ikke er akkrediteret i Danmark som universitets uddannelser. Endvidere er Cirius ikke en faglig funderet enhed, derfor anerkender jeg kun det teologiske studienævns anerkendelse. Den eneste grund (så vidt jeg kan se) til, at Cirius anerkender de to uddannelser er, fordi Danmark er en del af Bologna processen, og derfor desværre skal anerkende dem, som en del af Bologna samarbejdet.

En dansk universitetsuddannelse skal under ingen omstændigheder underlægges nogen form for konfession, hvilket MF og DBI (Dansk Bibel Institut) åbenlyst er. Det grundlæggende for den europæiske universitetstradition er dens autonomi fra samfundets andre institutioner, herunder kirken og staten. Det er det, der giver de studerende og underviseren den akademiske frihed. MF og DBI giver deres undervisere frihed inden for deres konfession, men det er ikke det samme som akademisk frihed. Det er det, vi mener, når vi snakker om høj videnskabelig standard, nemlig den akademiske frihed, som sikrer den åbne og kritiske debat. Jeg er ikke naiv og ved udmærket, at denne debat sikkert kan finde sted på DBI eller MF, men det ændrer ikke på, at strukturen det ene sted fordrer den og det andet sted ikke gør.

Så er det ganske rigtigt, at denne frihed er en værdi eller ideologi, som nogen har skrevet, men en værdi der giver plads og rum for den enkeltes mulighed for at tænke frit, kritisk og tro sit. Det kan godt være, at dette kan lade sig gøre på MF eller DBI, men under alle omstændigheder er de uddannelser underlagt en helt anden værdi – nemlig deres konfession.
Det vil sige, at min definition af et højt videnskabeligt niveau er autonomi og akademisk frihed, som forudsætning for samspillet mellem forskning og undervisning, hvor folk derefter i kritisk dialog forsker og underviser. Det er dermed klart, at intet konfessionelt udgangspunkt kan være den gældende norm eller rettesnor for forskningen eller undervisningen. In causa betyder dette også, at alle, der er undervist under andre forudsætninger, anses for ikke at være inden for det samme videnskabelige paradigme.

Der er en anden ting, jeg gerne ville vide om DBI og MF – kunne det tænke sig, at de ville ansætte en højtkvalificeret GT forsker, der havde et feministisk bibelsyn?

Jeg håber, det klargjorde vores position yderligere og jeg ser meget frem til at besøge MF, når jeg får en mere officiel invitation.

Stud. Theol Emil B. Saggau