Kørestolsbruger: Hvornår skal vi snakke om, at hele Frederiksberg Campus er ableistisk?

Som tidligere studerende på Frederiksberg Campus, der midt i min studietid blev kørestolsbruger efter en arbejdsulykke, kan det undre mig, at vi godt kan debattere, om et vægmaleri er stødende over for én minoritet, men at vi endnu ikke har diskuteret, at en anden minoritet – nemlig mennesker med bevægelseshandicap – slet ikke har adgang til at komme ned og se maleriet.

Jeg synes, det er helt rimeligt at diskutere vægmaleriets fremtid, men jeg ser frem til den dag, hvor A-vejs komplette mangel på ramper, lifte og handicaptoiletter vækker lige så stor harme, som vægmaleriet gør. For hvis vi forventer, at mennesker med handicap tager del i samfundet og uddanner sig, hvorfor accepterer vi så, at man ikke giver dem adgang til fredagsbaren på Frederiksberg Campus? Eller kantinen Gimle? Eller halvdelen af undervisningslokalerne?

Jeg ser frem til den dag, hvor A-vejs komplette mangel på ramper, lifte og handicaptoiletter vækker lige så stor harme, som vægmaleriet gør

Jeg håber, vi en dag kommer til at tale om ableisme på samme måde, som vi taler om racisme. For selvom det er 69 år siden, Rosa Parks nægtede at sætte sig bagerst i bussen, så har min minoritet stadig ikke adgang til at komme ombord på busserne i København i 2024.

Og mens vi diskuterer nødvendigheden af kønsneutrale toiletter, så alle kønsidentiteter kan gå på toilettet på en værdig måde, tænker jeg på alle de gange, jeg har måtte kravle hen ad et tilsølet toiletgulv for at kunne komme på toilettet, fordi der ikke var et handicaptoilet, og døren til det almindelige toilet var for smal til kørestolen.

LÆS OGSÅ: Efter 100 klager: Racistisk vægmaleri fjernes fra fredagsbar på Frederiksberg Campus

Men det taler vi ikke om som diskrimination. Det er bare den virkelighed, medlemmerne af min minoritet må affinde sig med.

Mursten sættes over mennesker

Da jeg engang spurgte ledelsen om, hvornår man kan forvente, at alle bygninger på Københavns Universitet er tilgængelige for kørestolsbrugere, lød svaret fra rektor, at der jo var tale om gamle, bevaringsværdige bygninger, og at der ikke forelå nogen konkrete planer om at skabe tilgængelighed på KU. Men når italienerne kan bygge elevatorer i Colosseum og ramper i Pompeji, så kan vi også sikre handicaptilgængelighed på Københavns Universitet, hvis vi vil.

Når italienerne kan bygge elevatorer i Colosseum og ramper i Pompeji, så kan vi også sikre handicaptilgængelighed på Københavns Universitet, hvis vi vil

Hvis ikke vi vil gøre det, fordi det er det rigtige at gøre, kunne vi måske gøre det, fordi det giver økonomisk mening. Jeg tror nemlig, at der er gode chancer for, at investeringer i tilgængelighed vil få flere studerende med handicap til at gennemføre deres studier, hvilket vil give dem adgang til en bredere vifte af jobmuligheder.

For mig giver det intuitiv mening, at motivationen til at hænge i med studierne øges, hvis man har mulighed for at følge med studiekammeraterne i kantinen eller tage på fredagsbar. På samme måde øger det nok følelsen af at høre til, hvis man ikke skal belemre en travl underviser med at finde ud af, hvor man skal klæde om, hvis man ikke kan komme ned i garderoben i kælderen som de andre studerende.

Den onde spiral

Hvis du nu tænker, at jeg efterlyser tilpasninger, der tilgodeser meget få studerende, så vil jeg minde dig om, at manglende tilgængelighed er en ond spiral, hvor behovet kan syne af mindre, end det reelt er, for hvis man aldrig ser en kørestolsbruger på campus, antager man nok, at behovet ikke er der, men grunden til man ikke ser kørestolsbrugere er jo, fordi deres behov ikke er blevet imødeset.

Behovet er der – i allerhøjeste grad – men tilgængelighedsproblemerne er så omfattende, at når man sammeligner med baggrundsbefolkningen, så er det langt færre mennesker med handicap, der studerer, arbejder og drikker fredagsøl på campus.

LÆS OGSÅ: Caspar Eric skrev digte til eksamenssekretæren: »Jeg bliver altid venner med TAP’erne«

Så næste gang du ser en trappe uden en tilhørende elevator, så husk, at når du går op ad trappen, vil du befinde dig i en verden, hvor en bestemt minoritet er sorteret fra – ikke fordi de ikke findes, men fordi de ikke har adgang.

Det er mit håb, at de studerende, der efterfølger mig, hverken skal føle sig ekskluderede fra fællesskabet på grund af vægmalerier eller mangel på ramper.