Universitetets sidste frihedskæmpere

En gruppe forskere og studerende fra Københavns Universitet samlede under 2. verdenskrig materiale om tikkere og kollaboratører til retsopgøret efter krigen. Fortællingen om det farlige og kontroversielle arbejde er blevet til en ny bog

af Lise K. Lauridsen

»Ham har jeg ikke set i tredive år,« siger en ældre herre. Gensynsglæden er til at tage at føle på under den gamle konsistoriesals buster og lysekroner.

Mange af de fremmødte til eftermiddagens reception har udover deres fortid på Københavns Universitet det til fælles at de alle var en del af modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig.

Eftermiddagens hovedpersoner er to af de centrale medlemmer af den gruppe af studerende og forskere på KU der i de sidste måneder af krigen stod for systematisk at indsamle information om stikkere og kollaboratører til retsopgøret efter krigen.

94-årige Eli Fischer-Jørgensen og 79-årige Jens Ege, der har forfattet bogen ‘Interneringskartoteket – Om Carsten Høeg og hans gruppe under besættelsen’, var henholdsvis lektor og studerende på universitetet under krigen.

»Jeg er overvældet over så meget stads universitetet gør ud af os. Men jeg vælger at tro at det er universitetets måde at vise sin taknemmelighed over for de studerende og ansatte fra Københavns Universitet der gjorde en stor indsats under 2.verdenskrig,« lyder det fra Eli Fischer-Jørgensen til de mange tidligere modstandsfolk der er mødt op i dag.

Den lille spinkle kvinde der var professor i fonetik på KU fra 1966-81, fortæller om tiden fra september 1944 og frem til slutningen af 2. verdenskrig hvor interneringskartoteket blev skabt.

Det selvbestaltede Frihedsråd besluttede dengang at lave et kartotek der skulle bruges ved internering af personer der havde samarbejdet med besættelsesmagten.

Nu afdøde professor i klassisk filologi på Københavns Universitet Carsten Høeg blev bedt om at lede arbejdet. Den internationalt berømte forsker accepterede straks og etablerede en arbejdsgruppe hovedsageligt bestående af studerende.

Formålet med arkivet var især at undgå private hævnopgør som der var tusindvis af i blandt andet Frankrig og
Belgien, forklarer Eli Fischer-Jørgensen.

Et farligt job
Det var et farligt job professoren havde påtaget sig. Så farligt at Carsten Høeg, der også var efor på Hassagers Kollegium på Frederiksberg i december 1944, måtte gå under jorden efter at der gik rygter om angreb på kollegiet.

»Arbejdet foregik i en halv snes private hjem fordi det var alt for farligt med et fælles lokale. Vi havde hver en stor rulle klisterpapir hvor vi skrev de navne ned vi fik informationer om.

Senere blev de sat i alfabetisk orden i et kartoteksskab hjemme hos Carsten Høeg,« fortæller Eli Fischer-Jørgensen og fortsætter:

»Men på et tidspunkt blev Høegs toværelseslejlighed for lille til kartoteket, så vi måtte flytte skabene på cykel.«

Mange af de oplysninger gruppen modtog var behæftet med meget stor usikkerhed, men der hvor modstandsgruppen ikke var i tvivl om rigtigheden, blev navnene registreret i et specielt arrestationskatotek.

En del kendte stikkere blev også registreret fordi de ville være i større sikkerhed i fængslet end blandt vrede folkemængder, forklarede Eli Fischer-Jørgensen.

De farlige oplysninger blev transporteret omkring i København med stor forsigtighed.

»Det skete da også at der blev tabt noget materiale på Langebro. Men to tyske soldater henvendte sig venligt til de pågældende om at de havde tabt noget,« fortæller hun.

Alt gik dog godt. Ingen i gruppen bag Interneringskartoteket blev taget af tyskerne, men det var kun lige ved og næsten.

»Det var et usandsynligt held at et stikkerbrev om Carsten Høeg blev opsnappet af modstandsbevægelsen,« fortæller Eli Fischer-Jørgensen.

Voldsomt retsopgør
Trods professor Høegs bestræbelser på at være systematisk og yde alle retfærdighed skulle retsopgøret efter befrielsen i maj 1945 vise sig at blive langt mere voldsomt end modstandsfolkene bag interneringskartoteket havde forestillet sig.

»Det pinte Carsten Høeg meget at have haft medansvar for stikkerlikvideringer, og måske var det medvirkende til hans alt for tidlige død som 65-årig i 1961,« slutter Eli Fischer-Jørgensen.

Professor i retshistorie Ditlev Tamm der har skrevet om retsopgøret efter 2. verdenskrig, er næste mand på talerstolen.

»Vi har her fået en beretning om nogle mennesker der gjorde noget utroligt. Da jeg fattede interesse for 2. verdenskrig i 1970’erne, var jeg chokeret over retsopgørets omfang, dødstraffene og domstolenes lemfældige rettergang.

Det var ikke noget at være stolt af. Men først her i 2005 får vi dokumenteret at folkene bag interneringskartoteket gjorde deres til at dette land skulle forblive retsstat.

Hvad der ikke fungerede var vores domstole og anklagemyndigheder,« siger Ditlev Tamm der var imponeret over at selv når et land er allermest under pres, vil der være mennesker som prøver at få et land til at fungere, så vi kan være os selv bekendt bagefter.

»Og så glæder det mig at en kollega der er nogle og 90 år, stadig skriver løs. Så har vi da noget at se frem til,« sluttede Ditlev Tamm.

• Send
• Del