»Undervurder ikke jer selv«

Kære venner, velkommen til!

Hold op, hvor er I smukke og mange, og hvor har jeg glædet mig til den kæmpe store ære og fornøjelse det er, at være den allerførste til at byde jer velkommen til jeres nye liv som universitetsstuderende. Velkommen til Københavns Universitet. Velkommen i Studenterrådet.

For tre år siden stod jeg, hvor I gør nu. Jeg havde glædet mig hele sommeren, var spændt – og klar – og rimelig nervøs.

Måske har i allerede kigget de første 2.000 fremmede ansigter i øjnene, og måske har i også spottet et par, som I kender i forvejen. Mit første råd til jer her i aften er at nyde det. Jeg lover jer, at jeg har alliereret mig med hundreder af andre frivillige, tutorer og fagråd for at sørge for, at vi alle sammen får en helt vildt dejlig aften.

Jeg gætter på, at I er fulde af forventninger til de næste mange år af jeres nye liv som KU-studerende. I bærer nok også rundt på en del tvivl om, hvad der egentlig bliver forventet af jer som universitetsstuderende – forestillinger om, hvad jeres nye venner på studiet er for nogen – håb om at møde de dygtigste undervisere i nogensinde har mødt, som brænder for præcis de samme ting som jer.

I vil blive bekræftet i nogle af de ting, begejstret over andre, men I vil nok også blive skuffet over noget af det.

Da introdage og velkomstarrangementer var slut for mig, og studiestarten blev til studielivet, var min første store glædelige overraskelse min første times undervisning. Underviseren var megaklog, inspirerende, fantastisk til at formidle – og en lille smule skræmmende.

Min første ærgrelse var så, da jeg fik mit skema og så, at jeg kun skulle have ni gange 45 minutters undervisning om ugen. Jeg havde timer to-tre gange om ugen og kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg egentlig burde gøre resten af dagen, når undervisningen var slut, og teksterne var læst.

Jeg tænkte, at det nok var mig, der var galt på den. Der var nok en grund til, at der kun var ni timers undervisning om ugen, og der var nok nogle professortyper, der kendte faget og uddannelsen bedre end mig, som vidste, at det var sådan universitetet fungerede bedst, og sådan vi studerende skulle lære vores stof. Det var nok sådan, det var – og skulle være – at læse på universitetet.

At tro, at der altid må være en god grund til, at tingene er, som de er, var min første store fejltagelse som studerende på Københavns Universitet.

Det opdagede jeg også tydeligt, da jeg så en kæmpe flok af mine medstuderende på Humaniora gå sammen om at kræve flere timer – og lykkes. Ledelsen på universitetet syntes måske nok, at det var lidt dyrt med al den undervisning, men de kunne også godt læse i aviserne, at der ikke var nogen der mente, det gav mening at tale om uddannelse, når vi ikke havde noget undervisning. De studenterprotester blev starten på minimumstimetallet.

Det var første gang, jeg oplevede, hvad vi studerende kan i fællesskab. Og hvilken enorm rolle vi spiller på vores universitetet. Det var til gengæld langt fra sidste gang, jeg mærkede det. Uden studerende er der intet universitet, så vi skal være med, når man beslutter, hvordan vores universitet skal formes.

Som Laura og Alexander nævnte tidligere, gjorde vi det også i efteråret, da vi først havde fået en virkelig skidt fremdriftsreform af politikerne – og så pludselig blev mødt at en universitetsledelse der ville lave endnu strengere krav og sætte endnu større barrierer op for, hvordan vi studerende skulle kunne udfolde os. Så vi gik sammen igen og vi kæmpede vores sag – og på en våd novembereftermiddag, da vi stod 9.000 mand høj på Frue Plads ude foran rektors kontor, rullede universitetet deres tåbelige nye regler tilbage.

Som I sikkert allerede har fornemmet, så er det at læse på universitetet så meget mere end det der foregår på læsesalen og i auditoriet. I træder ind i et helt fantastisk fællesskab.

Det viser sig på mange måder. Vores universitet består af ufatteligt mange seje studerende, der brænder for at gøre vores universitet endnu federe. Det er os studerende, der driver alt fra torsdagscafeer til fredagsbarer, Studenterrådet, introforløb, faglige foreninger, forårsfestivaler, debatforeninger, fagråd og så videre.

Det KU, I træder ind på nu, er formet af de mennesker, der har læst og forsket her før jer. Men fra i dag er I også med til at skabe universitetet sammen med alle os andre aktive studerende.

Jeg tror det er vigtigt, at I er klar over, at de vilkår I bliver mødt af som studerende, aldrig er hugget i sten.

Mit sidste og vigtigste råd til jer her i dag kommer derfor her: Undervurder ikke jer selv. I er eksperterne på jeres studier. I er dem der ved allerbedst, når det kommer til, hvordan det er at være studerende, og hvordan det kan være endnu bedre. Jeres meninger og erfaringer tæller. Så hvis I oplever problemer i jeres nye hverdag som universitetsstuderende, så sæt spørgsmålstegn ved dem. Sammen kan vi sagtens flytte grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Sammen kan vi gøre vores fantastiske universitet endnu bedre.

Ha’ en rigtig dejlig aften og en helt fantastisk studiestart!

Talen blev afholdt under Studenterrådets store rus-arrangement 14. august
uni-avis@adm.ku.dk