Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Tandlægeskolen varsler flere fyringer

BESPARELSER - Tandlægeskolen skal spare 16 millioner. Det indebærer blandt andet, at 4-7 stillinger skal nedlægges, og at den dyre klinikdrift skal effektiviseres.

Det er dyrt at uddanne tandlæger. Så dyrt, at Tandlægeskolen i samarbejde med dekanatet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har vedtaget en såkaldt tilpasningsplan, der skal barbere 16 millioner af skolens udgifter og gøre skolen til en »bæredygtig økonomi ved udgangen af 2016«.

Pengene skal hentes via en rationalisering af organisationen, studieordningen og klinikdriften – og det betyder yderligere afskedigelser på Odontologisk Institut, der i marts måned måtte nedlægge 12 stillinger, og som også i 2008 og 2011 var igennem sparerunder.

»Det drejer sig om 4-7 stillinger. Jeg kan endnu ikke sige, hvilke medarbejdergrupper det drejer sig om,« skriver leder af Tandlægeskolen Anne Marie Lynge Pedersen til Uniavisen.

Mellem fire og syv stillinger nedlægges

De berørte medarbejdere bliver informeret den 21. oktober. Frem til 3. oktober undersøger ledelsen og tillidsfolk mulige afværgeforanstaltninger, samt om nogle medarbejdere er interesseret i frivillig fratrædelse.

Sideløbende med afskedigelserne skal skolens klinikdrift effektiviseres. Det er netop driften af klinikken på Panum, der gør uddannelsen af tandlæger særligt dyr. Ifølge Tandlægeskolen tager statens taxametersystem ikke højde for klinikdriften, og med faldende basismidler kan skolen ikke dække sine udgifter.

»Det ville være rimeligt, hvis taxametersystemet og basisbevillingerne afspejlede, at vi driver et lille hospital, som er en forudsætning for, at vores nyuddannede tandlæger får de fornødne kliniske kompetencer, når de starter deres virke i samfundet,« skriver Anne Marie Lynge Pedersen.

Kan ikke udelukke yderligere afskedigelser

Faktisk ser Odontologisk Institut ud til at slippe nådigere igennem 2014, end ledelsen antog tilbage i marts. Dengang forventede man et underskud på 14,5 millioner kroner, og nu ser det ud til, at regningen lander på ni millioner.

»Der er dog fortsat en væsentlig økonomisk udfordring i de kommende år, der primært skyldes faldende bevillinger til instituttet på de ordinære midler, herunder finanslovsmidler,« forklarer institutleder Anne Marie Lynge Pedersen.

Og således skal der alt i alt spares på 16 millioner i alt inden udgangen af 2016. Adspurgt, om det komme til at kræve yderligere afskedigelser, svarer Anne Marie Lynge Pedersen:

»Det kan jeg desværre ikke udelukke.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste