Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende indlogeret på byggeplads

UHELDIGE - Marta Rosquelles tog til København med store forventninger til det lækre kollegieværelse, hun havde lejet hos KU's boligfond. I stedet ankom hun til en rodet byggeplads.

»Vi blev lovet en restaurant, et fitness-center og en lounge. Men vi har dårligt nok fået en seng at sove i,« siger Marta Rosquelles, som er udvekslingsstuderende fra Spanien, i København for at tage en master.

Efter at have søgt en plads via The University of Copenhagen Housing Foundation, der skaffer boliger til nogle af KU’s mange internationale studerende, fik Marta et værelse på Kollegiet på Krimsvej (CPH Studio Hotel), en spritny bygning i tre skandinavisk designede etager på Amager.

Hun blev bedt om at betale husleje forud for hele sit ophold, og fortæller, at hun blev stillet et komfortabelt ophold i udsigt med adgang til kollegiets mange faciliteter. Men Martas 4.000 kroner om måneden har indtil videre kun købt hende en plads i et byggeprojekt.

Høj kvalitet og funktionalitet

Trappeopgangene mangler lys, og det gør mange af værelserne også. De studerende må lave mad på en transportabel kogeplade i stedet for i et køkken, og opvasken foregår i badeværelsets vask. Brusenichen er stadig åben, så gulvet flyder med vand, når man har været i bad.

De studerendes kufferter er ikke pakkede ud, for der er ikke skabe og opbevaringsplads til deres ting, og hvis de vil have adgang til nettet, må de sidde på et beskidt gangareal og forsøge at finde det svage wifi-signal.

Selv ud på aftenen er håndværkere i gang med arbejdet med at få kollegiet gjort færdigt. Men der er ikke varme på endnu, og fordi der er mange revner i bygningen, er nætterne en kold oplevelse for de studerende. Der er heller ikke tegn på, at de lovede fællesarealer bliver klar i september måned.

Betalende lejere bliver hjemløse

Marta sover oppe under loftet, så hun kravler op ad en vakkelvorn stige for at nå frem til sin madras.

»I det mindste har jeg en seng,« siger Marta. »Mange studerende er blevet flyttet ud på grund af byggeriet og er nu boligløse, selv om de havde betalt.«

Disse studerende har været nødt til at acceptere at bo sammen i værelser med to-tre andre, der laver mad, sover og tager bad på 10-16 kvm. De studerende har fået at vide, at de skal være klar til at rykke til andre værelser i de kommende to måneder på grund af byggearbejdet.

Beboerne på kollegiet har dog fået to måneders husleje retur som kompensation af The University of Copenhagen Housing Foundation.

»Jeg tog til København med store ambitioner, men den her oplevelse har været en kæmpe skuffelse,« siger Marta. »Men jeg er i det mindste ikke alene. Vi er mange unge ambitiøse studerende, som er i samme båd.«

Boligfonden svarer

Det er The University of Copenhagen Housing Foundation, en selvstændig fond etableret af Københavns Universitet, der udlejer Kollegiet på Krimsvej til internationale studerende. Direktør Charlotte Simonsen beklager, at ejeren af den nye kollegiumsbygning desværre ikke har overholdt, at de nye lokaler var indflytningsklar den 1. september.

»Vi har været uheldige,« siger Charlotte Simonsen, som forklarer, at fonden først ved afleveringsforretning blev informerede om, at bygningen ikke ville være fuldt ud klar til beboelse – sådan som ejeren havde lovet.

»Vi kæmper, og vi har givet de studerende to måneders gratis husleje som kompensation for alle deres vanskeligheder,« siger hun.

Charlotte Simonsen siger, at kun to af bygningens tre etager var klar, da fonden overtog bygningen, men at den tredje etage blev godkendt til beboelse allerede 2. september. Hun siger, at den tredje etage i øjeblikket er halvt taget i brug, og at resten ventes indflytningsklar inden for de kommende dage.

»De studerende vil ikke længere blive flyttet rundt mellem lokaler, men der vil være en periode, hvor der kommer håndværkere og arbejder i deres værelser,« siger hun.

På The University of Copenhagen Housing Foundations hjemmeside bliver potentielle lejere stillet i udsigt, at de får værelser, der er ‘fully furnished with the best of Scandinavian Design’. Ligesom hjemmesiden informerer om, at kollegiet rummer ‘fitness equipment similar to that of the CrossFit world’ og en restaurant. Motionslokale og restaurant er heller ikke færdige endnu, men Charlotte Simonsen oplyser, at restauranten ventes klar midt i oktober.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste