Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Stine Bosse - min tid som studerende

TILBAGEBLIK – Kendte alumner fortæller om deres studietid på Københavns Universitet. For erhvervskvinde Stine Bosse var den præget af børn, »stinkende morsomme« forelæsninger og kedelige aviser.

Stine Bosse er bestyrelsesformand og dimitterede fra Jura i 1987. I 2008 blev hun udnævnt som æresalumne ved Københavns Universitet.

Hvad husker du bedst fra din studietid?
»Der er nok mange, der ikke vil tro det, men jeg kan oprigtigt huske forelæsninger, som var stinkende morsomme. Særligt Holm-Nielsen, som underviste i Erstatningsret og senere blev et stort navn, fordi han var udspørger i tamilsagen, gjorde førsteårsprøven til at komme igennem. Den anden ting, der skiller sig ud, var min læsegruppe, som bestod af nogle dejlige kvinder. Vi brugte hinanden målrettet og delte noter og den slags. For os var studiet ikke en konkurrence. Hvis ikke man som ung lærer at give, får man hug senere på arbejdsmarkedet, hvor man skal kunne arbejde sammen.«

Fortæl om den sjoveste oplevelse, du havde som studerende på KU.
»Da jeg startede på studiet, oprettede jeg et abonnement på Information, for nu skulle det være seriøst. Men så i en pause i en forelæsning så jeg pludselig BT og Ekstra Bladet poppe op fra stolene. Så var det heller ikke værre at være studerende. På det tidspunkt syntes jeg altså, at Information var lidt tør og kedelig, og jeg fandt ud af, at det måske alligevel var i orden at holde Politiken, som jeg havde gjort hidtil. Det gik efterhånden op for mig, at underviserne og mine medstuderende også var almindelige mennesker, og at studiet var skæg og ballade.«

Hvad lavede du udenfor studierne?
»Jeg var lidt anderledes end så mange andre, idet jeg i løbet af min studietid fik to børn, så når forelæsningerne var forbi, havde vi måske et læsegruppemøde, og så skulle jeg ellers hjem og hente børn og være mor. Jeg var meget bevidst om det valg og havde en intuitiv fornemmelse af, at det i forhold til job var en god idé at få børn, mens jeg studerede. For alt andet lige har man som studerende en vis personlig frihed til at tilrettelægge sit liv. I dag er jeg overbevist om, at det var fornuftigt. Jeg gennemførte på normeret tid plus et halvt år og fik job i Tryg en måned efter, jeg var færdig på KU.«

Hvordan har du kunnet bruge dit studium i dit senere liv?
»Jeg brugte juraen i forbindelse med mit første job, og siden kunne jeg lige så godt have haft alle mulige andre samfundsrettede uddannelser, idet jeg har beskæftiget mig med ledelse og administration. Generelt skal man som studerende turde se sig selv i en bredere sammenhæng. Der er altid muligheder og job, når man tænker kreativt og anderledes om sin faglighed. Når det er sagt, betyder ens studievalg noget for, hvordan man ser verden, for man bliver formet i 20’erne. Jeg er meget optaget af balance, for en tung del af juraen handler om at kunne argumentere for flere sider af en sag. Jeg har let ved at finde ind til problemstillinger, men ser aldrig sort-hvidt på noget. Og så var en af mine læsegruppemakkere gift med den daværende direktør i Tryg. If anything var dét med til at forme mig (da Stine Bosse selv har haft en lang karriere i selskabet, red.).«

Hvordan får man ifølge dig mest ud af sin studietid? Hvordan er man en »god« studerende?
»Jeg mener, man skal bruge sin studietid på at blive klogere på sit fag og sine medmennesker. Min ene datter har læst på RUC, og jeg tror, flere universiteter med fordel kunne lære unge om gruppedynamikker og det at arbejde sammen. Det er ikke nok at sætte sig alene på sit værelse med en computer og blive frygtelig klog. Jeg har mødt mange, der har tænkt, at deres 12- og 10-taller skulle kunne gøre det for dem, og så bliver de skuffede. Det er fint at være ambitiøs, men mit råd til studerende i dag er at få nogle relationer – også gerne internationalt – for det er det, der gør en forskel. Og til kvindelige studerende vil jeg generelt sige: Få nogle børn!«

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste