Spring ud som nudist

KU’s opslagstavler er et virvar af gode og mindre gode tilbud. Rejser, jobs, bøger og terapi. Men et skiller sig ud. Med løfter om bedre selvværd, mere glæde, en stærkere selvforståelse og et bedre socialliv inviterer Danske Naturister til nøgensvømning i Frederiksberg. Det skal prøves. For hvad sker der egentlig, når man lukker leksikonet, smider hornbrillerne og lever lidt, som Gud har skabt en? Jeg aner det ikke. Endnu.

Søndag aften, når Frederiksberg Svømmehal lukker, rykker foreningen Danske Naturister ind. Hver uge indbyder de til nøgensvømning, og alle er velkomne. Der er kun en regel; ingen må have tøj på.

»Man kan ikke se forskel på folk, når de er her, og det giver nogle helt andre forudsætninger for at tale med hinanden. Man ser mere på personligheden,« siger Helle, der er en af drivkræfterne bag arrangementet. Jeg møder hende i herreomklædningsrummet, der i dagens anledning huser begge køn.

Nøgen, nervøs og famlende

Det vrimler med folk i alle former og farver. Ved siden af mig står en kuglerund lille dame med sin kuglerunde lille mand. En rynket numse går forbi. Der er store bryster og små bryster og ditto penisser, lår og maver. Jeg prøver at holde mit vandrende blik i øjenhøjde, men det lykkes ikke helt. Aldrig har jeg set så mange nøgne mennesker, og om lidt skal jeg selv være en af dem.

Da døren til svømmehallen går op, får jeg et sug i maven. I et flashback til folkeskolen husker jeg pludselig det latterbrøl, der bredte sig, dengang min klassekammerat Bo i et øjebliks distræthed kom til at vade nøgen ind i hallen under svømmeundervisningen. Han løb grædende hjem, og i tiden efter gik han kun under det mundrette øgenavn Lille-Bo. Jeg frygter en lignende skæbne, men kan til min store lettelse konstatere, at ingen rigtig bemærker mig. Faktisk er folk travlt optaget af alt mulig andet. Nogle er kommet for at få pulsen op i crawl-banen, men langt de fleste bruger tiden oven vande, hvor den står på kaffe og kage.

»Nogle gange er det bare så hyggeligt at sludre, at man aldrig når i vandet,« siger Helle og præsenterer mig for Laila.

Alle snakker med alle

Laila er ligesom Helle aktiv i foreningen. For hende er naturisme en livsstil, der handler om at have lov til at være sig selv.

»Man kan ikke se, hvem der er skraldemand og hvem, der er direktør. Indenunder er vi jo alle sammen ens, så her er alle lige,« siger hun, mens vi spiser småkager. Jeg kigger rundt og giver hende ret.

»Man er aldrig bange for at gå hen til en og sige hej, fordi han er for smart eller for rig. Man snakker bare med alle.« Og snak er der rigelig af. Jeg bliver bombarderet med smil og hilsner.

I det store blå bassin skvulper en masse bare balder rundt. De ser pæne og brune ud, når man sådan betragter dem oppefra. Ingen af dem er lige så blege som mine, men de får nok også lidt mere lys og luft, tænker jeg. Jeg hopper i og tager et par svømmetag. Pludselig er der vand, hvor vand aldrig før har været. Det føles sjovt på en lidt ubestemmelig måde, men er faktisk ret befriende. Jeg har på forhånd aftalt med mig selv, at jeg skal tage 5 baner. Jeg tager 28. Men så skal jeg også skynde mig. Der er saunagus kl. 17.30, og jeg skal med.

Saunagus, nøgenpetanque og »tekstile campinger«

I saunaen ender jeg mellem to fremmede mænd: Kjeld, der synes, at jeg skal kigge forbi til nøgenpetanque-turneringen til sommer, og så en mere stille type, som aldrig rigtig får præsenteret sig. Vi sidder så tæt, at deres kropshår kilder på mine arme og ben. Den var ikke gået i bussen herhen, men nu gør det ikke noget. Faktisk vandrer mine øjne heller ikke så meget mere. Det er først, da bademesteren træder ind iført badetøj, at jeg kommer i tanke om min nøgenhed. Midt i al hyggen havde jeg glem det. Frisind kommer åbenbart hurtigere end forventet.

Da jeg står i omklædningsrummet igen, kommer Laila løbende. Jeg får hendes telefonnummer, en masse brochurer og et gavekort. Det viser sig at være til et weekendophold på en campingplads for naturister, ikke en af de almindelige »textile campinger«, som hun kalder dem. Jeg siger pænt tak og ud af munden kommer ordene »Og så på gensyn næste søndag.« Gad vide om jeg mener det. Det tror jeg faktisk, at jeg gør.

Uni-avis@adm.ku.dk