Skønhed og rædsel i den nye Pharma Science Building

Et gelænder eller rækværk må ikke dirre. Da det per definition er et fast holdepunkt, skal det føles solidt. Især på en gangbro højt oppe, som nu, for at tage et eksempel, i Københavns Universitets fine nyindviede Pharma Science Building til over 176 millioner kroner.

En meget, meget fuld postdoc skal helst kunne krydse sådan en gangbro under en julefrokost og også helst kunne tumle lidt ind i gelænderet uden at styrte i døden. Og dét kan han eller hun muligvis også, men ikke desto mindre vibrerer dette gelænder som en slatten savklinge, når man tjatter til det, og effekten fremkalder et sug i maven på Uniavisens reporter.

Lektor Henrik Reeh tager det lidt mere roligt.

Mens Uniavisens reporter dasker til bygningen som en ukyndig bilkøber, der bare kan stå og sparke løs på det samme bildæk, har Henrik Reeh, som forsker i humanistiske bystudier ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, en mere analytisk tilgang til KU’s nye bygning på Nørre Allé.

Flere synspunkter om et hus

Sammen med Uniavisen er Henrik Reeh nemlig taget på opdagelsestur i Pharma Science Building, så vi kan skrive om den ud fra hans observationer som fagperson. Det er altså ikke en anmeldelse, vi skal lave; i stedet vil vi formidle oplevelsen af et af de mange, fine og kostbare byggerier, som Københavns Universitet i disse år bliver udvidet med, uden at det bliver en ren gengivelse af dekanens pressemeddelelse.

»Mit første perspektiv på huset her er den forbipasserendes perspektiv,« siger Henrik Reeh, da vi står i Pharma Science Buildings enorme mennesketomme atrium.

»Når man kører ind eller ud ad Nørre Allé, konfronteres man med den natur-og sundhedsvidenskabelige forskning på Københavns Universitet på en systematisk måde. Byggeriet opleves som led i en helhed. Og sådan er det også tænkt, lige siden arkitekten Kai Gottlob lagde planen for campusområdet i 1930’erne.«

Kai Gottlob, der var professor og kongelig bygningsinspektør, tegnede blandt andet kobbertårnene på Knippelsbro, og han vidste, hvad han gjorde, da han lagde planen for denne del af universitetet, fortæller Henrik Reeh.

Bygningerne er lagt vinkelret på hovedfærdselsåren Nørre Allé, så man ser en betragtelig del af deres areal fra gaden, fx de ‘usystematiske balkoner’ på H.C. Ørsted Instituttet.

Nørre Campus, kort fra KU’s hjemmeside.

Og den nyopførte Pharma Science Building, som huser en del af KU’s to farmaceutiske institutter, følger stilen. Den nye bygning har endda en særligt fremtrædende placering næsten ude ved Jagtvej, og dermed er den, siger Henrik Reeh, et mindre vartegn for en hel naturvidenskabelig bydel i København.

Metalskæl

Bygningens facader er beklædt med rhombeformede plader af metallet tombak, en gylden legering, der dog patinerer hurtigt og nu allerede fået en ganske flot brun farve. Ifølge arkitekterne, C.F. Møller, som også har tegnet den gyldenbrune Mærskbygning ved Panum Instituttet, får metalhuden Pharma Science Building til at ’optræde som en samlet geometrisk form’.

Det er der noget om; den del af bygningen, der ikke består af glas, kan godt ligne et massivt, tungt klippestykke, som nogen har flækket skærver af med en hakke. Den bredeste del af bygningen ender fx i en bred spids, hvorfra en gangbro forbinder huset med de gamle dele af instituttet. Og taget skråner skævt i mindst to retninger. Så selv om den nye bygning er en del af et kompleks på Nørre Allé, skiller den sig også med sine computerdesignede vilde vinkler ud fra de traditionelt kasseformede bygninger, der omgiver den.

Bygningens hud af tombak i rhombeformede plader. Tombak er på mode (se også Axel Towers over for Tivoli i København), men det er faktisk et klassisk modernistisk materiale, siger Henrik Reeh. Desuden var det prøjsiske militærs pikkelhuer ifølge Wikipedia i en periode lavet af tombak.

Det er en ret flot bygning, tænker Uniavisen. Bestemt ikke nogen metervare. Det har været dyrt at bygge så skævt og emotionelt.

Bygningens grundplan kan ses på det her i sig selv ret flotte kontrolpanel.

Henrik Reeh mener, at fraværet af rette vinkler og lige linjer bunder i ’angsten for de lange gange’, altså et ens og kedeligt arbejdsmiljø.

En anden synsvinkel, man kan have på bygningen, er den besøgendes, siger Henrik Reeh. Det perspektiv har vi allerede indtaget, da vi gik inden for i Pharma Science Buildings store mennesketomme foyer og gav os til at snuse rundt. Foyeren forbinder den nye bygning med en lys Gottlob-bygning til højre, hvis facade nu er blevet en del af interiøret. Der er glastag foroven, og lidt under det hænger den omtalte gangbro, og i venstre side af rummet er der nogle elegante trapper med orange gulvbeklædning.

Orange gulve – lidt samme farve som netmediet Zetland. Orange er the shit.

Reception uden receptionist

Hvis man vil videre rundt i bygningen, må man tage trapperne, for i stueplan er der blanke sorte glasvægge, som lukker af for et område, hvor der af faglige, sikkerhedsmæssige grunde ikke er adgang for uvedkommende.

Foyeren ligner receptionsområdet i et virksomhedsdomicil, men der er ingen reception til at tage imod de gæster (indbudte eller uanmeldte), der måtte finde på at gå indenfor. Resultatet er, at man som udefrakommende får et lidt løjerligt møde med bygningen, hvilket Henrik Reeh bemærker.

Den typiske arkitekturanmeldelse bygger på den besøgendes synsvinkel, siger han også. Til gengæld skriver arkitektureksperterne ikke ret meget om dem, der faktisk bruger bygningerne. Husets indbyggere kender jo deres bygning på en helt anderledes intim måde end vi andre. De repræsenterer derfor en tredje synsvinkel, eller med et udtryk fra kulturtænkeren Walter Benjamin, det taktiske (over for det optiske) perspektiv på Pharma Science Building – så Henrik Reeh giver sig til at snakke med en mand, vi støder på ved elevatorerne.

Det viser sig, at han, der er forsker på stedet, er endog meget kritisk over for sin nye arbejdsplads. For det første er den et drivhus, siger han. På en varm dag er der over 30 grader i kontorerne, og man kan kun åbne vinduerne allerøverst i bygningen i nogle smalle sprækker, fordi det er meningen, at klimasystemet skal stå for opholdstemperaturen.

Og lysforholdene i laboratorierne er ringe, fordi lysstyrken reguleres automatisk efter strikte klimamål.

Desuden har nogen kvajet sig i byggefasen og indlagt 10 ampere-stik og ledninger, hvor forskerne havde brug for kraftigere 16 ampere-installationer, ligesom man undervejs har glemt at lægge rør ind i bygningen til at få tilført argongas til nogle af forskerne. Og de mange skæve vinkler gør laboratorierne svære at møblere.

Nå ja, og så er bygningen utæt. Da det regnede kraftigt tidligere i juni måned, stod vandet ind, får vi at vide. Og vi kan selv konstatere, at der står fem plastikspande i foyeren.

Fem spande, der angiveligt er blevet brugt til at opsamle regnvand i den nyindviede bygning.

Hul i gulvet

For Uniavisens udsendte er den analytiske arkitekturudforskning for længst knækket på det her sted i historien. Det var ikke det, vi forventede at finde, men her står vi så pludselig med en beretning om nogle forskere, der har store problemer med en bygnings børnesygdomme, hvis ikke strukturelle problemer, og det er også her, de vibrerende gelændere åbenbarer sig i deres gru. Normalt ville Uniavisen overveje at bringe en nyhed om den slags problemer, men nu får de så i stedet lov at forpurre vores plan om en rolig arkitekturvandring.

Heldigvis har Henrik Reeh formået at holde hovedet koldt og efter vores visit selv produceret en analytisk tur rundt om Pharma Science Building med 16 fotografier til, og den findes her.

Så spring over og læs den, eller hæng på, mens vores nye kammerat fra elevatoren fører os med trappen op i bygningen, så vi selv kan mærke den indelukkede, varme luft, han kritiserede.

Her kan I lugte fugemassen, siger han også. Det har åbenbart lugtet voldsomt af ikke-bortblæst fugemasse i ugevis her, et stykke oppe i huset.

Og det er rigtigt nok. Indeklimaet kan virkelig godt tåle en justering i Pharma Science Building, den dag, vi er taget forbi. Et problem synes at være, at den varme luft står stille og nærmest hober sig op i den glasklædte tunnel, der forbinder den nye bygning med en grå betonbygning fra 1960’erne. I selve laboratorierne er luften heldigvis mere sval og behagelig.

Vi trasker lidt rundt på gangene, og Henrik Reeh bemærker, at man i åbenhedens og fællesskabets navn har lavet alle kontorvægge mod gangområderne af glas. Det ødelægger lidt pointen med en glasvæg, hvis man sætter en kommode op ad den, og man kan se, at de ansatte har lidt svært ved at finde plads til deres bøger og sager. Det roder kort sagt.

Det er svært at formidle et anfald af højdeskræk i et foto, men hvorfor har arkitekten egentlig lavet et hul i gulvet, der optager en masse bygningsareal og kunne erstattes med et (større) vindue i facaden, hvis det var lys og luftighed, man var ude efter? Det siges også, at man kan overhøre samtaler blandt folk i stueetagen gennem hullet i gulvet. Bemærk at de to glasplader ikke mødes på midten, de er heller ikke i niveau.

Ved indgangen til gangbroen over mod nabobygningen har arkitekten lavet et hul i gulvet, som tilbyder et noget faretruende kig helt ned i stueplanet. To gennemsigtige glasplader forhindrer, at man styrter ned, men dels er glasafdækningen så lav, at man kunne vælte ud over kanten, hvis man var meget høj og uheldig, dels mødes de to glasstykker ikke på midten, ligesom de ikke er i vatter, så konstruktionen fremstår – ligesom gelænderne – skrøbelig og utilstrækkelig.

Uafsluttet?

Vores uformelle forskerrundviser har fået følgeskab af en kollega, som også har en masse kritisk at sige om den nye bygning. Her er helt afgjort tale om opsparede frustrationer, hvilket også harmonerer med, at bygningens færdiggørelse har været stærkt forsinket – noget, Uniavisen omtalte allerede i 2015.

Det er ikke muligt for os at vurdere, om problemerne med fx indeklima er børnesygdomme, eller regulære handicap ved Pharma Science Building.

Men noget synes at være gået galt i den indre konstruktion. Mange steder gaber sammenføjningerne mellem forskellige gulvområder, og loftspladerne hænger ikke pænt og lige, som man ville forvente i et nyopført hus. Der stikker isoleringsmateriale ud rundt omkring, og i et køkken har nogen med møjsommelig lemfældighed fræset ud til en kontakt, der åbner og lukker en dør og anbragt denne kontakt bag den dør, der skal kunne styres, så man ikke kan nå den med hænderne.

Et eksempel på en grim afslutning inden for i bygningen.

Når bygningens ydre er så gennemført, og dens proportioner så omhyggeligt designede, er det forbavsende at se sådanne tegn på sjusk i bygningens indre.

Har de ansvarlige været for interesserede i den forbipasserendes synsvinkel og for lidt engagerede i oplevelsen hos bygningens daglige beboere?

Henrik Reeh øjner en mulig case for en mere tilbundsgående undersøgelse.

»Der er grundlag for at vende tilbage og søge længere ind i denne bygning. Ja, der er grund til at udforske, hvordan arkitektur bliver ramme for liv og forskning,« skriver han selv.

Pharma Science Building set udefra med nydelig landskabsbehandling foran.

Vicedirektør for Campus Service Anders Boe Hauggaard, der har ansvar for KU’s bygningsdrift, bekræfter i en mail, at der sent i byggeprocessen er blevet opdaget fejl med strøm og ventilation i Pharma Science Building, og at der vil være ’en form for efterspil’ med Bygningsstyrelsen, der har opført den.

Han skriver også, at den slags ikke er unormalt i en byggesag.

Anders Boe Hauggaard skriver i øvrigt også, at den endelige pris for byggeriet endnu ikke er opgjort – den bliver højere end de senest budgetterede 176 millioner kroner.

chz@adm.ku.dk