Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Sikke et fint speciale – du ska’ da ha’ en en smølf

UNIVERSITET ELLER SKOLETANDLÆGE? - Institut for Nordiske Studier og Sprog vil gøre specialeafleveringen til en fornøjelig og mindeværdig oplevelse. Derfor vil man fremover skænke de afleverende et særligt udvalgt memorandum: en ’festlig smølf’. Uniavisen stiller det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor!?!

Taget i betragtning at specialeafleveringen udgør kulminationen på fem(+) års studier, er det alligevel sjældent en synderligt mindeværdig seance. Med fedtet hår, søvnunderskud og Vester Kopi-lune tryksager vralter man hen på studiesekretariatet. Her får man en underskrift, et specialebolsje og måske ligefrem et administrativt smil. Hej-hej, bye bye, tak for denne gang universitet, håber du før eller siden sender mig et eksamensbevis.

Men på Institut for Nordiske Studier og Sprog (INSS) gør man nu op med den antiklimatiske afslutning på de studerendes studietid. Fremover vil man nemlig – uhyre sympatisk – i højere grad »markere den festlige lejlighed det er, når de studerende afleverer deres speciale,« som det formuleres i instituttets nyhedsbrev.

Derfor får specialeskriverne nu mulighed for få taget et billede til minde om dagen, ligesom INSS hvert semester vil afholde afskedsreceptioner for at fejre sine kandidater.

Og, nå ja, så vil instituttets studerende fremover få foræret en »festlig smølf,« når de afleverer deres speciale … Og yup, vi taler ’smølfer’ som i belgiske tegneseriefigurer, som i Gargamel, som i blåhvide væsner med begrænset verbum-forbrug. Smølf som i mådderfuggin Johnny Reimar!

»Ukonventionelt« synes at være én passende reaktion. »WTF!?« en anden. For hvad er det lige et stykke plastlegetøj har med nybagte cand.mag.’er at gøre?

Ikke alle smølfer er lige festlige

Den rette person at spørge viser sig at være Dorte Ostenfeld, studiesekretær ved INSS, og en af initiativtagerne til smølfegaven. Dorte Ostenfeld er selv kandidat fra instituttet, og hun vidste derfor, at specialeaflevering kunne være en »halvflad oplevelse.« Derfor har siden hun siden sin ansættelse arbejdet på at gøre afleveringen festligere.

Men hvorfor en smølf, Dorte?

»Vi ville som sagt gerne gøre noget mere for dem, der afleverer. Men en stor gave var ikke en mulighed. Så i stedet for noget anonymt som en nøglering, gik vi efter noget, der var lidt skævt, noget man kunne huske,« smiler hun.

»Og så går smølferne godt i spænd med vores generation af studerende, der kender dem fra deres barndom.«

Overvejede I andre af 80’ernes og 90’ernes legetøjskoryfæer, Power Rangers, Turtles, My Little Pony?

»Hæ. Nej, det gjorde vi ikke.«

I nyhedsbrevet bliver det understreget, at der er tale om ’festlige smølfer’. Er alle smølfer ikke det?

»Vi har valgt nogle særligt festlige figurer, der passer til anledningen. Smølfer med blomster, champagne og medaljer,« siger Dorte Ostenfeld og peger op på en reol, hvor af et udvalg af – afgjort – festligt udseende smølfer paraderer.

Har I overvejet, at ’vinkle’ smølferne i retning af modtagerne? For eksempel sådan at ældre eller forsinkede kandidater kunne få Gammelsmølf eller Dovensmølf?

»Nej, man vælger selv, hvilken smølf man vil have. Og vi har hverken Gammelsmølf eller Dovensmølf i udvalget.«

Så hellere en mumitrold

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for initiativet. Christina Yhman Kaarsberg er specialestuderende på Dansk, men hun ser ikke just frem til at få fingrene i en festlig smølf:

»Havde det da bare været en bebrillet porcelænsugle eller måske en finsk mumitrold, så ville jeg kunne drage en vis parallel til vores interesse for at nørde nordisk sprog, kultur og medier. Men en smølf?« sukker Christina Yhman Kaarsberg. Hun synes, at signalværdien er uhensigtsmæssig:

»I betragtning af, at Humaniora i de seneste år gang på gang er blevet beskyldt for lavt fagligt niveau og manglende seriøsitet, er det en smule uheldigt at overrække en nyudnævnt cand.mag. et stykke plastiklegetøj.«

»Tanken om at give de studerende en ekstra erkendtlighed på den store specialeafleveringsdag er virkelig dybt sympatisk og kærkommen, og smølfen virker måske sød og harmløs. Men jeg kan ikke lade være med at se det som en lille, utilsigtet hån mod fem års veloverståede studier.«

Kæmpepræsterende smølfekandidater

Dorte Ostenfeld kan godt forstå kritikken, men understreger at smølfen er valgt, fordi det er en hyggelig, sjov og skæv ting, der er til at betale på et begrænset budget.

»Og siden vi indførte gaven i april har samtlige 23 speicaleafleverende også været glade smølfemodtagere og kun udtrykt sig positivt om tiltaget,« siger hun.

Men stadigvæk: Et smølfespark er et lille knips. Og jeg har en kvindelig bekendt, der lidet flatterende omtalte et one night-stand som ’smølfepik’. Du er ikke bange for, at jeres studerende kommer til at blive kendt som ’smølfe-kandidater’?

»Nej, bestemt ikke. Vores studerende er netop enormt dygtige, og det vil være det, de er kendt for. Personligt sætter jeg også en stor ære i at anerkende den kæmpe præstation det er, at have skrevet et speciale, når de afleverer.«

En sidste ting. Der er ikke så få studerende på det Humanistiske Fakultet – hvis majoritet af studerende desuden er kvinder – der er interesserede i kønsteori. I har ikke haft kvababbelser over at vælge et så patriarkalsk fænomen som smølferne, hvor alle ’mænd’ er kendetegnet ved deres evner, mens ’kvinden’, Smølfine, kun er defineret ved sit køn?

»Vi har slet ikke en Smølfine, der rent faktisk kom til relativt sent i Smølfe-serien. Så på den måde kan man sige, at vi abonnerer på en forståelse af smølferne præ tokøns-systemet, hvor der altså ikke skelnes mellem han- og hunkøn. Hvor man bare er ’smølf’. Det er vist mere progressivt end patriarkalsk.«

Det er ret genialt.

nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste