Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Se mit studiejob: Kathrine tyder gotisk håndskrift fra Fyn

JOB - Studerende på Københavns Universitet arbejder i gennemsnit fem timer om ugen, men hvad laver de egentlig, når de stempler ind på studiejobbet? Uniavisen har spurgt en række studerende, hvad de bruger deres arbejdsdag på.

Navn? Kathrine Faust Larsen

Fag? Historie, 3. semester

Studiejob? Studentermedhjælper hos Danmarks Kirker, et bogværk under Nationalmuseet, der har til formål at beskrive de danske kirker. Mit job består primært af at læse gotiske kilder for kirkeværket, for det meste kirkesynsprotokoller, regnskaber og breve, og transskribere de vigtige informationer, så redaktørerne hurtigt kan skimme den transskriberede tekst og uddrage de oplysninger, de skal bruge.

Hvor længe har du arbejdet der? Siden april 2016.

Hvordan fik du jobbet? I forbindelse med håndskriftslæsningskurset på 2. semester nævnte min instruktor, at de måske ledte efter nogle nye studentermedhjælpere på hendes arbejde, Danmarks Kirker. Jeg fik foden indenfor, skrev en ansøgning, kom til samtale og blev ansat samme dag. Det betaler sig altså at være fremme i skoene og kende nogen!

En dag på studiejobbet

06:30 – Mit vækkeur ringer. Jeg bor, lidt endnu, i Køge, en forstad syd for København og jeg skal derfor stå tidligt op for at møde ind på arbejde, da det tager en time med toget at komme til København.

09:00 – Jeg møder ind i Nationalmuseets store bygninger ved Frederiksholms Kanal. Normalt læses og transskriberes kilderne på Rigsarkivet, men lige for tiden har vi fået lov at låne Marstal Kirkes synsprotokol direkte af kirken. Jeg bruger det meste af min tid foran mit skrivebord med at rive mig i håret over skrivernes dårlig håndskrift. Når man læser håndskrevne kilder, har hver skriver sin egen stil, og man kan aldrig vide sig sikker på, hvordan den ser ud (dvs. hvor uforståelig den er), når man åbner arkivpakken. Nogle gange kan en grimt skrevet tekst med latinske bogstaver fra 1900-tallet være sværere at læse end en pænt skrevet gotisk tekst fra år 1700. Dertil har hver landsdel jo også sin egen dialekt, som også kommer til udtrykt i skriften. For tiden læser jeg fynske kilder, og nogle gange støder man på ord som ”læijnstoel” (lænestol), hvor man bliver nødt til at læse ordene højt – og langsomt – for at forstå ordet.

12:00 – Vi spiser frokost, og jeg plejer for det meste at spise sammen med de andre studentermedhjælpere og redaktører i atelieret ved redaktørernes kontorer. Her diskuteres der vidt og bredt om forskellige emner, alt fra politik (særligt Trump i de seneste par uger) og historie til Kaptajn Haddock fra Tintins bandeord. Det er superfedt som ’rookie’ på 3. semester af bacheloren at kunne omgås andre fagfæller og diskutere, og især lytte med, når der tales fagsprog. På den måde får man en anden, og måske også bredere, forståelse af faget, end det vi undervises i på universitetet.

14.30 – Jeg logger af computeren og pakker mine ting sammen. Turen går nu mod universitetet på Amager og en forelæsning om højrepopulisme, Europa og Trump.

uni-avis@adm.ku.dk

Vil du gerne fortælle om dit studiejob? Så skriv en mail, hvor du besvarer samme spørgsmål, som bliver stillet i denne artikel – og fortæller om en dag på dit studiejob. Send mailen til uni-avis@adm.ku.dk.

Seneste