Campus 18/8-16 9:09

»Sådan nogle som os«

foto - Mette Hansen
Billede: Privatfoto
Mette Hansen tav om sin anoreksi på studiet, fordi hun troede, hun ville blive stemplet. Tre år og et sammenbrud senere spørger hun, om dannelse ikke også er åbenhed om psykisk sårbarhed.
KLUMME - En anoreksiramt filosofistuderende deler sit ensomme stigma. Med et tilbageblik på sin bachelor siger hun: Sådan nogle som os har jo brug for en platform.

”Jeg burde have det sjovt” – det var en gentagen frase i min indre dialog, da jeg for tre år siden startede som filosofistuderende ved Københavns Universitet. Jeg havde velmenende meldt mig til de obligatoriske rusarrangementer, og med en indre overbevisning om, at det ’skulle man jo’, havde jeg også sagt ja til rusturen.

Heldigvis er disse sociale begivenheder for mange studerende en god start på den lyse fremtid, som universitetet og ens studiekammerater oftest er. Men for én som mig, så var alt meget overvældende. Jeg er nemlig sådan én, som man vil kalde psykisk sårbar, og for sådan én, så er det at starte på et studie i nogle tilfælde en (for) stor mundfuld.

»Jeg slog mig selv oven i hovedet med min u-almindelighed«

Jeg er hverken en tolvtalspige eller en karrierespire, men derimod et ret almindeligt jysk provinsbarn, som i sin tid håbede på, at livet i overhalingsbanen i storbyen var den luftforandring, der skulle være medicinen mod min psykiske skrøbelighed. Kort tid før min indskrivning på KU havde jeg afsluttet et års behandling i børne- og ungdomspsykiatrien for anoreksi. Jeg var ”rask”, og ikke af en sådan støbning, at jeg ville tillade min sygdomshistorie at stå i vejen for at være ”almindelig”.

»Hvordan spiser jeg normalt, hvordan siger jeg nej tak til pizza/øl/kage, kan man se det på mig?«

Ikke desto mindre gennemgik jeg i mit første semester både at slå mig selv oven i hovedet med min u-almindelighed, når det kommer til socialt engagement og faglighed, hvilket endte med et tilbagefald i første eksamensperiode og en efterfølgende kamp for, på egen hånd, at komme oven på igen.

Da jeg startede, mødte jeg de udfordringer, som de fleste gør; nye mennesker, nye omgivelser, ny hverdag, ny by, nyligt-flyttet-hjemmefra – udfordringer som i sig selv er store. Oven i den dagsorden lå mine rehabiliteringsproblematikker; hvordan spiser jeg normalt, hvordan siger jeg nej tak til pizza/øl/kage, kan man se det på mig? – en sideløbende dagsorden, som drænede mig for energi og overskud. En dobbelt dagsorden som gjorde min sociale eksistens usynlig, og som til sidst selvsagt endte i nederlag.

Selvstigmatiseringen

Nu sidder jeg med min bachelortitel i hus (sågar på normeret tid) – men jeg ville gerne have haft en platform i min tidlige studietid, hvor jeg havde turdet været åben og imødekommende med mine egne sociale udfordringer på grund af min psykiske sårbarhed. Så kunne jeg måske have undgået at føle mig forkert og fortabt.

»Jeg selvstigmatiserede mig; jeg lod alle de fordomme man kunne have om ’sådan en som mig’ realisere sig i mit eget hoved.«

Ikke et ondt ord skal falde om de tutorer og nye mennesker, som bød mig velkommen til mit nye liv. Men som i så mange andre fora i det danske velfærdssamfund, så er psykisk sygdom et tabu; ofte i særlig stor grad for den sygdomsramte. Det var i hvert fald min indgangsvinkel til verden post-diagnose; ”Jo færre der ved det, jo færre vil pakke mig ind i vat eller møde mig med vantro”.

Jeg selvstigmatiserede mig; jeg lod alle de fordomme man kunne have om ’sådan en som mig’ realisere sig i mit eget hoved. Den (falske) bevidsthed om, at jeg ville blive stemplet med de prædikater, som jeg selv tilknyttede anoreksiramte, som ’hende med anoreksi’ - eller endnu værre ’hende den skrøbelige’ – afholdt mig fra at hvile i det, som jeg nu engang har lært af forløbet.

Tankegangen afholdt mig fra at gå styrket videre i mit liv og var en afgørende faktor i mit tilbagefald. For jeg blev ensom med min smerte, min sårbarhed og usikkerhed, og den letteste løsning blev at falde tilbage i sygdommens tryghed.

Plads til samtalen om det, der er svært

Hvilken relevans har dette så for andre? Jo, for at nedbryde tabuer, både i form af selvstigma og generelle fordomme om ’sådan en som mig’, så må vi arbejde sammen om at skabe den platform, som jeg selv manglede. Uden sentimentale Dr. Phil-scener eller nødvendigvis det store ’come-out’; snarere et sted, hvor der er plads til samtalen om det, som er svært, uden for det rent akademiske. At dele erfaringerne fra når livet slår og hvordan vi kommer videre, kan kun styrke de relationer vi har, dæmpe en del af forventningspresset om egne evner og måske være et skridt på vejen i opnåelsen af den almene humanistiske dannelse, som vi prøver at opnå i vores studieår. Det kan konkret være i en åbenhjertig rådgivning om mulighederne for sygeorlov eller deltid, som giver tid til at komme oven på igen, samt en værdsættelse af de særheder og vaner, der kan være essentielle for at holde skruen oven vande, men også at udfordre selvsamme vaner – vi kan alle lære noget.

»For at nedbryde tabuer, både i form af selvstigma og generelle fordomme om ’sådan en som mig’, så må vi arbejde sammen om at skabe den platform, som jeg selv manglede.«

Den menneskelige erfaring af både at blive accepteret og acceptere bør vægtes højere i den studiemæssige kontekst; for kompetencer ud i at være åben, rummelig og fordomsfri er vel elementer, der udgør den type medmennesker vi ønsker?

Om ikke andet, så vil jeg gøre mit bedste for at forstå min sårbarhed som en styrke, prøve at være åben om det der er/var svært og dele den erfaring, at når psyken ramler, så rummes også potentialet til at gøre os - måske ikke mere konkurrencedygtige - men til mere rummelige medmennesker. Ikke just et målbart læringsmål, men ikke desto mindre en dannelse, som er uvurderligt betydningsfuld for ’sådan en som mig’, for ’sådan en som dig’ – for ’sådan nogle som os’.

uni-avis@adm.ku.dk

Kommentarer

Fællesskaber

By Marianne Træbing Secher on 7. september 2016, 5:59.

Denne side kan give dig en masse viden https://www.facebook.com/groups/708606795857505/

stærkt at læse

By anonym on 28. august 2016, 12:24.

Stærkt emne at bringe på dagsorden, modigt og sejt at du står frem.
Jeg havde selv en spiseforstyrrelse, da jeg startede på min bacheloruddannelse og selve rusperioden tappede mig totalt for energi. Jeg ville ikke fremstå som 'syg' over for mine nye studievenner, så måtte bukke under og tage med til ''druk-pizza-fest'-arrangementerne. Jeg ønskede ikke at blive stemplet som ''den kedelige'', ønskede ikke at andre skulle opdage at jeg havde en spiseforstyrrelse. Derfor gjorde jeg alt for ikke at blive gennemskuet og kæmpede mig igennem introforløbene. Det var ikke en rar oplevelse.

Håber vi sammen kan bane vej for mere imødekommenhed over for os skrøbelige, os der ikke kæfter højst og står forrest i køen til ølbongen og rouladestafetten.

Virkelig godt indlæg!

By Tine on 22. august 2016, 12:25.

Tak for et virkelig godt og nuanceret indlæg med en vigtig vinkel! Og så får du sendt beskeder både til den enkelte og til samfundets udvikling væk fra almen dannelse.
Mvh Tine

Det er virkeligt modigt at du

By Anonym on 19. august 2016, 18:32.

Det er virkeligt modigt at du tør at stå frem og fortælle om din psykiske sårbarhed. Man kan tit blive stemplet eller stigmatiseret om andre, der måske har en idé om hvad sygdommen handler om , men ikke hvad sygdommen reelt handler om. Folk er uvidende og derfor synes jeg personligt, at man skal kun sige det mest nødvendige hvis det bliver nødvendigt som fx. "Jeg har været syg og resten har jeg ikke lyst til at snakke om". Man kan også sige en hvid løgn, hvor man blander løgn og sandhed sammen, hvis man kommer ud i en situation, hvor man bliver nødt til at fortælle det.

Det er fedt at du har mod til at stå åbent frem overfor hele KU. Det er virkeligt modigt af dig. Personligt kunne jeg aldrig finde på at sige hvad jeg fejlede til mine studiekammerater i frygt for at blive stigmatiseret.

Modigt af dig at stå frem! Ja

By Sofie on 19. august 2016, 13:16.

Modigt af dig at stå frem! Ja det havde været rart med større fokus på at der er andre vigtige ting end druk i et godt studiemiljø. Jeg oplevede lignende følelse af at burde have det sjovt, og rusturen blev starten på at opdage af at druk ikke lige er min yndling-måde at socialisere på. Jeg ved ikke om det var tydeligt for rusvejlederne at jeg følte mig helt ved siden af, men det havde været rart med en mere tydelig legitimering af ikke at drikke. Der var jo ingen der tvang det i mig, men når man er usikker og ny i en stor gruppe er der ikke langt fra opfordring til gruppepres. Dengang gjorde jeg jo mit bedste for bare at skjule usikkerheden og følge med de andre.
Heldigvis vokser vi jo af de udfordringer vi møder, og der er sket meget med mig siden jeg var på rustur. Noget af det jeg senere opdagede er, at der faktisk findes adskillige af den slags platforme, jeg havde brug for - man skal bare finde dem! Men for at finde dem må man selv tage chancen ved at stå frem. Det er ikke altid nemt.

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Fill in the blank
annonce
Campus 13/1-17 10:10

Træprofessor afliver tissehistorie

Manglende lindetræer
FARLIGE SALTE? - Ifølge TV2 er to lindetræer ved Studenterhuset blevet fældet, fordi de var blevet tisset i stykker. Men holder historien vand?

Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk

Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)

Københavns Universitet

  • Nørregade 10
  • 1165 København K
  • Danmark
  • Tel. +45 35 32 28 98
Uafhængig af ledelsen
Copyright 2009-2014 © Universitetsavisen.dk