Rus-fejltagelse: Приятно познакомиться

Dette er en opbyggelig historie, hvis morale er, at uvidenhed kan medføre store sociale skader. Den er tilmed sand og handler om et af Unavisens redaktionsmedlemmer. Lad os kalde ham ’Herbert’.

Historien ligger nogle år tilbage. Herbert var så tilpas langt i sit studium, at han følte sig rimelig hjemme, måske endda lidt vidende, men samtidig ikke så langt, at desillusionen var sat ind. Desuden var det tidligt på semestret, fredag, og der var fest om aftenen, så Herbert var en tilfreds studerende i sin bedste alder. Et overskudsmenneske ligefrem.

Derfor kunne han også med rimelig generøstitet modtage nyheden om, at en af hans gode studiekammerater, lad os kalde ham Rune, havde fået en kæreste, som han ville tage med til festen om aftenen.

Så selv om det ville betyde en begrænsning af det testosteronbaserede drikkebroderskab, ønskede Herbert sin ven tillykke. Han glædede sig endog til at møde hende, proklamerede han.

Det var Rune glad for at høre: »Du skal bare vide en ting; hun er russer.«

Jeg har faktisk været i Moskva

Det er aldrig nemt at møde sin nye kærestes venner for første gang. Det vidste Herbert. Slet ikke når man også er udsat for kulturelle forskelle.

Derfor, da Rune samme aften – midt i den studentikose festivitas – introducerede ham til sin nye erobring, var Herbert indstillet på at være den gode, opmærksomme ven. Hun skulle i hvert fald ikke føle sig uden for. Welcome to Denmark, very friendly country.

Herbert indtog rollen som den venlige, oprigtigt interesserede indfødte. På sit bedste uni-engelsk kastede han sig således frygtløst ud i en vældig inkluderende samtale med den, bemærkede han, lidt perplekse pige. Men, hey, det er jo også svært at være ny i et fremmed land.

Derfor skyndte Herbert sig også at flytte konversationen over på hendes banehalvdel. Han var jo en verdensmand – havde fx sat fod i Moskva på vej til sin pilgrimsrejse i Asien. Så Rusland – og nationens kulturelle, politiske, sociale, kulinariske og geografiske forhold – kom til at fylde en del de følgende timer. En hel del.

Så ved aftenens afslutning, var det en selvtilfreds Herbert, der sejlede hjem. Han havde været ’the good guy’, en rigtig ven, en guttermand, en potentiel forlover. Uhh! Bryllup i Moskva eller Petersborg. Hvor eksotisk! Og gudbørn med navne som Igor, Sergei og Anna Karenina. Sikke en verdensmand.

Pæredansk russer

Derfor blev Herbert også noget overrasket over Runes reaktion, da de to venner efter weekenden mødtes til undervisning.

»Hvor stiv var du lige i fredags?« var Runes umiddelbare velkomst.

Herbert var overrasket, måske endda lidt skuffet: Hvad havde vennen gang i?

»Altså, du opførte dig jo helt vildt mærkeligt over for min kæreste. Hvorfor insisterede du på at tale engelsk? Og hvorfor helvede al den snak om Rusland!?«

Og her faldt femøren. Runes nye kæreste var nemlig ikke ’russer’ i national forstand. Hun var førsteårsstuderende ved universitetet. Og pæredansk. Og havde – selv om han jo ‘som sådan virkede fin nok’ – udviklet visse forbehold over for Herbert. Den slags forbehold det tager et stykke tid at overvinde.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver du kaldt russer

Nicklas.lund@adm.ku.dk