Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Campus
REPORTAGE - Universitetsavisen udsendte havde hørt trommerne i det fjerne og en eftermiddag i august cyklede han, miljørigtigt, hen til Fødevarefællesskabet, den begyndende økoomvæltning, der naturligvis har sit udspring på indre Nørrebro, og langsomt har spredt gennem det københavnske.
Rygtet er kommet mig i forkøbet. Korsgade bugner af mennesker. Køen fylder en god bid af fortovet, samt en kælderskakt. Skakten leder ned til Kafa-X. Københavns Fødevarefællesskabs lokaler på Nørrebro.
Jeg havde godt overhørt en samtale på KUA, om det lille non-profit initiativ der siden 2008 har tilbudt økologiske og biodynamiske grøntsager til en hungrende og miljøbevidst del af den københavnske befolkning.
At initiativet var så populært, var jeg dog langt fra klar over. Jeg stiller mig op i køen, der til forveksling ligner en koncentreret samling af Nørrebros forskellige beboere. Mange studerende, mange forskellige slags mennesker.
Her hænger plakater med indkaldelser til antiracistiske demonstrationer, og langs væggen, længst væk fra køen, står en samling mennesker. De venter på at få mad, fortæller en revisorlignende kvinde i midt-fyrrerne mig, da jeg kigger spørgende rundt i lokalet. Der er åbenbart smagsprøver fra ‘ugens pose’ bagerst i lokalet.
Jeg knuger en hundredekroneseddel i hver hånd. Den ene vil jeg bruge på at melde mig ind i foreningen, den anden vil jeg bruge på min første pose med grøntsager. Efter et lille kvarters tid står jeg ved disken. Eller hullet i muren, som det faktisk er.
»Jeg vil gerne melde mig ind. Jeg vil gerne købe en pose med grøntsager,« fremstammer jeg. Det er intet problem. Et øjeblik efter er jeg officielt medlem, men skal jeg have min pose, så kræver det forudbestilling.
»Folk bestiller fra uge til uge, så ved vi hvor meget der skal indkøbes fra gang til gang,« siger kvinden i hullet. Er jeg hurtig, kan jeg dog stadig nå at anskaffe mig en pose i løssalget.
Jeg er hurtig. Jeg er kommet fem minutter efter åbningstiden klokken 16, så jeg kan lige nå at snuppe en af de løssalgsposer, der er til salg i et meget begrænset antal.
Glad er jeg, da jeg går med min brune grøntsagspose op ad Blågårdsgade. Jeg bemærker hurtigt, at jeg ikke er den eneste.
Det er som om, at jeg sammen med to tørklædeklædte piger, og en midaldrende mand i Adidas-sæt, udgør fødevarefællesskabets disciple – hastigt på vej hjem for at smide de lækre grøntsager i gryderne, hastigt på vej til at omstyrte samfundsordenen og gøre produktionen af mad mere miljøvenlig.
Jeg er på vej op til en ven fra studiet. Sammen har vi besluttet os for at se, hvad den brune pose byder på, og for at teste om fødevarefællesskabets pose er håndterbart for et SU-budget.
Vi hælder posens indhold ud over køkkenbordet. I denne uges pose er der et kilo rødløg, et kilo gulerødder, en selleri med top, en broccoli, lidt grønne bønner samt tre majskolber. Det passer udmærket til vores planer om hjemmelavet selleri/broccoli tærte. Som tilbehør vælger vi majsen.
Det første vi bemærker er, at grøntsagerne er skæve og fyldt med jord.
De minder mig om engang i folkeskolen. Jeg var til gårdsdag på en lokal bondegård. Her gravede vi selv grøntsager op, og opdagede til vores store overraskelse, at de ikke lignede de grønsager, vi normalt brugte i maden. Bondemanden fortalte os, at det faktisk er sådan ikke-industrielt producerede grøntsager ser ud. Vi kiggede forundret på ham og hans grøntsager.
Denne gang er det anderledes. Jeg bliver glad ved tanken om, at den brune papirspose faktisk er fra jord til bord i udtrykkets egentlige betydning. Og først og fremmest, at der ikke er gået en langvarig selektionsproces med tonsvis af kasserede fødevarer forud.
Grøntsagerne kræver dog en ordentlig gennemskylning for at blive rene. Derudover er det altså bare sværere at skrælle naturligt krumme gulerødder, og rense knoldselleri fyldt med jord, end det er med tilsvarende grøntsager fra Netto. Men fred være med det.
Vi skræller og skræller, og en god times tid senere kan vi putte tærten i ovnen. Undervejs har vi talt om, hvordan lokalt funderet aktivisme, som Københavns fødevarefællesskab, er en yderst brugbar vej mod en total omstilling af samfundets produktion af mad. Og så har vi også talt om hvorvidt den brune pose, med dens relativt begrænsede mængde mad, passer ind i et almindeligt SU-budget.
En hurtig sammenligning med økologiske grøntsager i Netto og Fakta viser, at prisen stort set er den samme. Dog slipper man for den tvivlsomme oplevelse af et kunstigt belyst supermarked med trætte og sure kunder, og får i stedet et lokalt funderet fællesskab med fokus på økologiske og biodynamiske fødevarer.
Vi er stolte, da vi præsenterer vores tærte og majs for fire venner, der alle hugger maden i sig som sultne bjørne, og kvitterer med ros for den velsmagende tærte. Vi er trætte, mætte og en anelse søvnige på grund af vinen, da vi efter maden konkluderer, at vi også i næste uge må anskaffe os en brun grøntsagspose fra Københavns Fødevarefællesskab.
Der er ikke de store SU-besparelser at hente hjem, især ikke hvis man indbyder gæster til at spise med, men der er meget andet. Det hedder sig, at Nørrebro-afdelingen af Københavns Fødevarefællesskab i folkemunde kaldes ”datingbureauet”.
Besøg Københavns Fødevarefællesskab her
uni-avis@adm.ku.dk