Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Nu kan studerende skrive sig op til en lejlighed på Sølund

BOLIGMANGEL - I stedet for som planlagt at rive det store plejehjem Sølund ved Sortedamssøen ned har kommunen indrettet det til ungdomsboliger. Nu kan man skrive sig op til en af lejlighederne - hvoraf en del har søudsigt.

Huslejen bliver (selvfølgelig) en anelse dyrere, end de knap 3.500 kroner, der blev meldt ud i efteråret 2013. Men 3.800 kroner om måneden for 43 kvadratmeter med udsigt over søerne, er stadig en ret billig bolig i København, især når beløbet inkluderer vand og varme.

Der er 168 etværelseslejligheder og 25 toværelses til rådighed. Prisen for de 25 større lejligheder bliver 5.900 kroner.

»Det er tilladt at have børn boende i toværelsesboligerne,« skriver KAB, som står for udlejningen af lejlighederne. Det skal nok forstås sådan, at børn er forbudt i de små boliger (ligesom kæledyr i øvrigt er i hele komplekset).

Lejemål begrænset til lidt under tre år

Lejlighederne er ikke sat smukt i stand. »For at holde huslejen nede er der ikke istandsat, og det kan derfor være en god idé at male før indflytning,« skriver KAB.

Hvor meget maling, der bliver behov for, kan man selv tage stilling til 15. marts, når der er åbent hus i Sølund.

Kommunen holder i øvrigt fortsat en kattelem åben for at rive Sølund-bygningerne ned og dermed skabe plads til det plejehjemsprojekt, der egentlig var planen, før Københavns Borgerrepræsentation kom på andre tanker. De nye ungdomsboliger udlejes nemlig på tidsbestemte kontrakter, indtil 31. december 2016.

LINK: Her kan man skrive sig på venteliste til en lejlighed på Sølund.

chz@adm.ku.dk

Seneste