Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Nødråb fra rengøringsfolk - Studerende sviner

ARBEJDSPRES – Det ødelægger dagligdagen for de rengøringsansatte i Campus City Service på Københavns Universitet, når studerende smider affald, ikke sætter deres stol på plads og holder spontane fester på campus.

De rengøringsansatte i Indre By på Københavns Universitet (KU) er presset til deres yderste, da de hver skal gøre 500 kvadratmeter rent i timen.

Det smadrer derfor deres hverdag, når de studerende efterlader skrald, ikke sætter deres stole på plads eller holder spontane fester på campus, siger de.

»Situationen bliver fortvivlende for rengøringsfolkene, hvis det står på for tit med spontane fester og arrangementer. På grund af nedskæringer skal de gøre 500 kvadratmeter rent i timen, og så vælter det læsset, hvis der lige kommer oprydning efter en fest oven i,« siger Erwin Koster Kristensen, driftschef i Campus Service City.

Hjælp os

Ifølge en rapport om arbejdsvilkårene i Campus Service City skaber det usikkerhed og angst hos flere af de ansatte, at de aldrig ved, hvilket rod de møder ind til ved påbegyndt vagt.

Det kræver nemlig nøje planlægning, for at de kan nå deres områder.

Rengøringsassistent Marianne Ager mener, at det oftest skyldes tankeløshed, at de studerende ikke rydder op efter sig, når de har holdt fest, de lader skrald ligge og flyde efter forelæsningen eller glemmer at sætte deres stol op.

Men det ville være en kæmpe hjælp, hvis de huskede at fjerne deres efterladenskaber, eller hvis underviserne mindede deres studerende om at gøre det.

»Vi kører på grænsen, hvor det ikke længere kan lade sig gøre at gøre ordentligt rent,« siger Marianne Ager, der efterspørger, at KU indfører regler for brugen af lokalerne uden for normal åbningstid.

64 procent af de rengøringsansatte svarer i rapporten, at de har et godt forhold til det akademiske personale og 60 procent et godt forhold til de studerende.

Presset af udliciteringstrussel

Erwin Koster Kristensen forklarer, at rengøringsafdelingen, der er den sidste på KU, hvor opgaven ikke er udliciteret til private firmaer, er presset til det yderest af to årsager.

For det første måtte fem medarbejdere måtte afskediges i forbindelse med den seneste udbudsrunde, for at afdelingen kunne konkurrere på prisen.

Det betyder, at de tilbageværende 33 ansatte kun har tid til at gøre toiletter og køkkener rent og må lade andre opgaver vente, hvis flere er syge i afdelingen samtidig.

Længere åbent

For det andet har KU indført et princip om at være et ’åbent universitet’ – dvs. åbent for brug for studerende og ansatte på alle ugens dage indtil sent om aftenen.

Rengøringsfolkene gør rent i tidsrummet 4-13.30 i hverdagene, men den ekstra brug af universitetet gør, at de ansatte ikke længere kan følge med.

På trods af de forlængede åbningstider har de ansatte ikke fået flere timer eller mere mandskab.

clba@adm.ku.dk

Seneste