Mohammad Siddiq: Mit KU

»Dette er min hird.«

Mohammad Siddiq slår ud med armene, da vi møder ham mellem to kolossale kastanjer foran Kommunehospitalet.

»KU er den bedste arbejdsplads! Jeg er blevet støttet hele vejen fra min ansættelse som betjent i 1997 til jeg fik chancen som inspektør og leder i 2004. Jeg var den første, der flyttede ind på Kommunehospitalet, og i dag er stedet som min bukselomme.«

Mohammad Siddiqs vej ind på KU var en af de mere usædvanlige.

»Efter EFG kunne jeg ikke få praktikplads på grund af mit navn, så jeg endte med at købe en kiosk. Arbejdet åd næsten al min tid, og det gik ud over min crickettræning – dengang spillede jeg på landsholdet. Min klubformand var personalechef på KU, og han spurgte ’sælger du kiosken, hvis du får et job?’ Det gjorde jeg, og sådan fik jeg hyre som betjent i Nørregade.«

I dag er Mohammad Siddiq chef for 14 betjente. Mange vil genkende ansigtet, for Mohammad er her og der og alle vegne på City Campus, hvor han koordinerer låse- og skilteprojekter, adgangskontrol, evakuerings- og vagtplaner, tilsyn med udstyr og service på anlæg.

»Ikke to dage er ens. Jeg elsker at have den centrale rolle i de forskellige sager. Vi gør alt, hvad vi kan for at løse opgaverne på en måde, så vores studerende og ansatte kan være glade og trygge. Alt skal spille.«

»Folk forventer, jeg er til rådighed 24-7«

Mohammad Siddiq er netop kommet tilbage på arbejde efter en sygeperiode med stress. Pludselig ville benene ikke bære.

»Min chef siger, at jeg skal tage det lidt roligt her i starten og passe på mig selv. Men det er ikke så let, for vi har et stort bemandingsproblem, og vi må jo ikke ansætte nogen. For ti år siden var vi 12 mand flere end i dag, hvor vi dækker et langt større område.«

Når Mohammad Siddiq kommer hjem fra arbejde, plejer hans døtre at tjekke hans iPhone for hvor mange telefonsamtaler, han har haft. På dage hvor bølgerne går højt, er det et sted mellem 80 og 100.

»Min telefon ringer på alle tider af døgnet. Folk forventer at jeg er til rådighed 24-7. Studerende kan finde på at ringe på akutnummeret, der er omstillet til mig efter arbejdstid, fordi de har låst en ølkasse inde. Jeg skal selvfølgelig kunne reagere på en brand, men folk behøver vel ikke bruge akuttelefonen, hvis de har glemt deres handsker i et mødelokale … Det er en stressfaktor.«

gbg@adm.ku.dk