Den flinke stemme i den anden ende

Uniavisen får ikke lov at forlade Servicedesk uden at have smagt på kagen. It-supporter Milan Mitic fyldte 43 år i sommerferien, og hans kone har bagt en overdådig chokoladekage, så han kan forkæle kollegaerne.

Sådan er Milan. En netværkstype. Ansatte i Indre By kender ham som den beroligende stemme i røret, når man ringer og er opkørt over en forbistret pc, der ikke makker ret.

Allerede som stor dreng begyndte Milan at fedte med it. Først af ren og skær drenget interesse; siden blev det en levevej.

Milan kom tilbage til København som 17-årig efter at have tilbragt det meste af barndommen i Serbien, fordi fremtiden så lysere ud her. Hans danskboende, serbiskfødte far hjalp ham til et job som rengøringsassistent på Københavns Universitet, hvor han selv arbejdede som betjent.

»Det er verdens bedste job. Så er den ikke længere«

Det var et godt job, der gav fodfæste på arbejdsmarkedet – og rygsmerter, som Milan i dag holder i ave med en cocktail af øvelser, fysioterapi og smertestillende piller. I Milans første periode på KU kom det danske sprog tilbage, som han ellers fuldstændig havde glemt.

Milan uddannede sig til datamatiker på Niels Brock og fik job som konsulent, der bragte ham til en opgave på universitetet. Den løste han så godt, at den daværende chef for Koncern-it tilbød ham fastansættelse i den centrale it-supportenhed, der servicerer Fællesadministrationen og Det Juridiske Fakultet.

»Det er verdens bedste job. Så er den ikke længere,« svarer Milan på spørgsmålet om arbejdets op- og nedture.

»Har du prøvet at genstarte?«

Bag støjskærmen er der hjemligt i Milans kabine. Foruden den sukkerfri cola og de smertestillende piller er der billeder af børnene, souvenirs fra Serbien, bl.a. et lille kukur, og gamle billetter fra mindeværdige fodboldkampe.

Milan møder tidligt. Klokken 7 tænder han computeren. Som det første tester han, om universitetets telefonsystem virker. Tjek.

»Og så går jeg i gang fra en ende af med installeringer og opdateringer, der ligger og venter. Man får meget fra hånden om morgenen, fordi der ikke er nogen, der forstyrrer en på det tidspunkt af dagen.«

I løbet af et par timer vågner resten af universitetet, og så kommer der run på telefonerne.

»Det gode ved jobbet er, at du hjælper folk videre. Det er en tilfredsstillelse hver gang. Det er ikke bare en bruger, men en kollega, du har hjulpet, så de kan fortsætte med deres arbejde.«

»Det gode ved jobbet er, at du hjælper folk videre. Det er en tilfredsstillelse hver gang.«

Hvad ringer folk ind med?

»Alt muligt forskelligt. Nogle er fx blevet migreret til vores domæne, men mangler netværksdrev, og så er der brugere der ikke kan komme på eduroam eller har knas med deres passwords, for bare at nævne et par eksempler,« siger Milan.

En enorm fladskærm i loftet monitorerer KU’s informationssystemer. Symbolerne skal være grønne – hvis de går i rødt, skal der handles hurtigt:

»Kaotiske situationer er en del af vores branche. Pludselig kan systemerne vælte. For et par somre siden gik den centrale server ned, fordi kølingen på vores datacenter var for dårlig.«

»Så er der mange opkald. Man må leve sig ind i brugerens situation først, og så må man forklare dem sammenhængen stille og roligt,« siger Milan, hvis samtaler næsten altid får en konstruktiv udgang:

»Vi får kurser i hensigtsmæssig kommunikation. Vi skal kunne tale med alle. Man skal også vide, hvordan man håndterer primadonnatyperne, så de hører det de gerne vil høre – og får den hjælp, de skal have,« fortæller Milan, der kun en enkelt gang har oplevet en professor smide røret på i arrigskab.

Han nikker smilende til spørgsmålet om et stilfærdigt tip om at genstarte computeren ofte er den simple løsning på et kompliceret pc-problem.

gbg@adm.ku.dk