Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Medicinpiger øver sig i forspil

Advarsel: Denne artikel afslører en lang række rekvisitter til Medicinerrevyens ti års jubilæumsforestilling

De seks dansere tripper frem i en trekantsformation på linoleumsgulvet mens instruktøren Theresa Boll står og tæller til fire.
De standser lidt usikkert op og tripper så videre.
»Vi er altså nødt til at blive stående en ekstra takt og vippe. Vi kan ikke nøjes med tre takters forspil,« siger en af pigerne.
»Vi skal også blive enige om at have samme hofte oppe,« siger en anden.
»Men hvilken hofte skal vi vælge?«
»Bare den der føles bedst,« mener Theresa.
»Højre!« lyder det i kor fra to af pigerne.
Theresa tænder for ghettoblasteren, og de prøver igen.
»Én to tre fire, and all that jazz,« tæller de.

De er ved at øve åbningsnummeret til Medicinerrevyens ti års jubilæums-forestilling med premiere mandag den 23. februar. Der er kun en uge til, og de er først lige begyndt at lave koreografien til forspillet. Når trinnene er på plads, skal de også nå at øve både med sangerinder og med band. I rummet ved siden af er enkelte musikere ved at finde sig til rette. Det er dog kun blevet til nogle anspændte, rytmiske host fra en guitar.

Revyen skal opføres på scenen i Studen-terklubben. Men der holder fredagsbaren mandagsmøde, så pigerne er fortrængt til et hvidkalket murstenslokale uden vinduer. Væggene i rummet er tapetseret med øveplaner for ugen. Og lister over ting der skal købes og laves. Det inkluderer blandt andet en kaktus, to sokkedyr, en rumraket, en kulisse med Marslandskab, et rummonster, en toiletflisebagkulisse samt »evt. en tønde til lille mexicaner.«

Hotdog or not
»Jeg tænkte på om I ikke kunne tage fat i hinandens skuldre og lave noget med benene imens?« foreslår Theresa.
To af pigerne rækker beredvilligt armene ud og laver cancanspjæt med benene.
»Jeg tænkte også på det med benene,« siger en af de andre. »Men så hørte jeg at vi skulle have en hotdog med på scenen.«
»En hotdog?«
»Ja. En kæmpe hotdog som vi så skulle holde.«
Hun rækker armene i vejret som om hun skulle holde en kæmpe hotdog oppe. De bliver dog enige om at det vist ikke passer.

Så bliver der ledigt ude i Studenter-klubben, og de går ud for at øve derude. På vejen passerer de en række store plancher der hver repræsenterer et indslag i revyen. Her kan man se hvem der medvirker i hvad og ikke mindst hvilke rekvisitter der hører til.

Til sketchen »Hak i DVD« skal der for eksempel bruges en forstærker, en Rolling Stones plakat, et On Air-skilt, en ølkasse med én øl, en LP, bolcher i pose og selvfølgelig en DVD.
»Graviditet« kræver derimod blot er skrivebord, en computer, fire stole, en blomst, to dukker, en appelsinvand, en pedalspand og en pose gifler.

Rumhjelm og fantasihatte
Scenen er stadig optaget af dj-pulten fra semesterstartsfesten, så pigerne må blive på gulvet. Theresa leder lidt mellem ledningerne ved pulten og finder et stik til ghettoblasteren. De andre finder to stykker bølgepap som bliver lagt ud på det beskidte gulv for at markere en scene. Så er de klar igen.

Der er kommet flere folk i Studenter-klubben. De stopper op eller går langsomt sidelæns forbi mens de ser på danserne. En fyr kommer forbi med en stor hvid skal af papmache i hånden.
»Hey, kan man godt se at det er en rumhjelm?« spørger han.
»Jo, hvis bare du sørger for at man kan se åbningen,« får han at vide.
Pigerne lader sig dog ikke forstyrre. De har fundet frem til nogle trin hvor de skal bruge hatte der skal svinges rundt. De diskuterer lidt hvordan de skal holde på hattene, men bliver så enige om at det nok bliver lettere når de faktisk får hattene. Så de bliver enige om bare at prøve trinene igen.
»Forfra med hatten?« spørger én.
Theresa bekræfter, og de stiller sig klar med hver sin fantasihat.
»Én to tre fire, and all that jazz.«
Der er stadig få billetter tilbage hvis man har lyst til at være med når det røde tæppe går fra for revyen. Vil du have fat i en af dem, må du skynde dig ned i Studenterklubben på Panum Instituttet så snart du læser dette. For de vil være udsolgt før du kan nå at sige »toiletflisebagkulisse«.

Seneste