Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Mathias Heinze synes Excel er noget af det sjoveste. Overhovedet

NAVNE — Han er Danmarks bedste til regneark og skal snart til VM. Her fortæller statskundskabsstuderende Mathias, hvorfor Excel er så sjovt, at han sagtens kan bruge 14 timer i døgnet på det.

Mathias Heinze sidder i en lyskegle i den københavnske nat. Klokken er 04:17, og han har arbejdet i otte timer. Det er Excel, der får tiden til at stå stille for ham. Han sysler med en algoritme, der skal programmeres, selv om han i virkeligheden burde skrive en opgave. Men for Mathias Heinze er det langt sjovere at lege rundt i Excel.

Yes sir, regneark er den 27-årige statskundskabsstuderendes helt store passion. Mathias Heinze er i gang med specialet, så for tiden har han desværre en begrænset Excel-kvote på bare 5-10 timer om ugen. Førhen, da han havde fast studiejob, kunne han arbejde i programmet op til 14 timer i døgnet.

»Jeg føler mig bare rigtig godt tilpas foran en computer«

Mathias Heinze

»Det var rigtig sjovt, dengang jeg for alvor havde tiden til det. Du kan tage nok så mange Djøf-kurser, men det kræver mange sammenhængende timers arbejde at blive rigtig god til Excel,« siger han.

Mathias Heinze er danmarksmester i Excel. Og han skal repræsentere Dannebrog, når det første VM i Excel løber af stablen online i begyndelsen af 2017.

 

100 meter regneark, grafballet og formelbrydning

Der har været DM i Excel to gange. Senest, i november 2016, fik de tre finalister en time til at brillere i tre discipliner kækt navngivet fra atletikkens og dansens verden: 100 meter regneark, grafballet og formelbrydning.

I 100 meter regneark skal man demonstrere sine evner til at strukturere, opsætte og manipulere data. Grafballet handler om visualisering af data, der kan fortælle en historie på en spændende måde, og i formelbrydning skal man bruge formler til at løse udfordringer, når data ændres.

Sådan var det at vinde DM i Excel

»Vi var tre finalister, to økonomer og jeg. Vi sad i en trekant i et mødelokale hos Microsoft i Lyngby, så vi ikke kunne se hinandens skærme. Vi havde i alt omkring en time til at arbejde os gennem de tre delopgaver.«

»Den første i PowerQuery gik rigtig godt, mens mine grafer blev sat lidt hurtigt og skødesløst op, men jeg var også under tidspres. Den sidste opgave i formelbrydning var rigtig svær – især inden for den givne tidsramme. Jeg nåede ikke at lave den færdig. Jeg synes generelt, at det var gået rigtig dårligt, for jeg havde en klar målsætning om at jeg i det mindste ville nå at arbejde mig gennem alle opgaverne.«

»Da dommerne offentliggjorde resultatet,  jeg åbenbart et godt stykke foran de andre på point, så det gik altså ret godt alligevel, selv om det virkelig ikke var den opfattelse, jeg selv havde. Mine to konkurrenter virkede også meget sikre på deres besvarelser, og jeg var nærmest overbevist om at det var gået helt galt.«

– Statskundskabsstuderende Mathias Heinze

Mathias Heinze er især stærk i formelkonstruktion og i håndteringen af store mængder data, hvorimod hans grafarbejde er lidt sløjt, siger han. På spørgsmålet om hans forberedelser til VM, svarer han:

»Desværre har jeg på grund af specialet ikke tid til at arbejde med Excel dagen lang. Men jeg holder mig i form ved at sidde på online Excel-fora og løse folks udfordringer for dem. Mine forberedelser går ud på at sikre, at ingen opgaver kommer bag på mig, og det opnår jeg bedst ved at have så mange funktioner på fingerspidserne som muligt.«

Han gentager, at »det hele kommer ned til praktisk øvelse – og masser af det.«

Excel er som et mikrokosmos

Mathias Heinze har altid haft let ved de tekniske fag. Men han er ikke typen, der associerer tal med farver eller former, og han kan heller ikke sygt mange decimaler i pi:

»Jeg har ikke autistiske evner. Jeg tror, at hvis der er noget særligt ved mig, så er det, at jeg er klar på i perioder at bruge al min tid på Excel.«

»Excel er som et mikrokosmos, der er renset for al den virkelige verdens kompleksitet«

Mathias Heinze om regnearkets rene skønhed

Ilden blev tændt i gymnasiet, hvor Mathias Heinze hurtigt mærkede, at han kunne blive rigtig god til Excel samtidig med at han følte sig eminent underholdt:

»Det handler om den pure logik i programmet. En side af mig er tiltrukket af logik, stringens og formel argumentation. Excel er som et mikrokosmos, der er renset for al den virkelige verdens kompleksitet: enten er noget sandt, ellers er det falsk. Så simpel er den sociale verden stort set aldrig, men når jeg arbejder i Excel, er det netop simplificeringen af kompleksitet, der er tiltrækkende.«

Atypisk statskundskaber

Da Mathias Heinze for elleve semestre siden skulle vælge studieretning, var han optaget af international politik og EU. Dengang drømte han om at arbejde med diplomati. Siden har hans interesser ændret sig, og han har brugt de fleste af sine valgfag på at studere statistik med økonomerne. Han har også fulgt et enkelt fag på Fysik ’for sjov’.

»Mine fritidsinteresser er også ret atypiske for en statskundskabsstuderende. Jeg bruger min tid på at lære mig selv forskellige programmeringssprog. Af og til får jeg også tid til at spille Dota 2, et online computerspil. Jeg føler mig bare rigtig godt tilpas foran en computer,« siger Mathias Heinze.

»Desværre har jeg på grund af specialet ikke tid til at arbejde med Excel dagen lang«

Mathias Heinze om sine VM-forberedelser

Når han logger af, læser han Sherlock Holmes eller fordyber sig i gysermesteren Lovecrafts univers. Han er også med i en brætspilsklub, som han af og til mødes med over et ’meget passioneret’ spil Game of Thrones.

Cand.scient.pol.er blender typisk smooth ind i embedsværket og klandres ofte for at være virkelighedsfjerne. Det kan man ikke sige om Mathias Heinze, der allerede har haft et hav af – meget virkelige – job. Fx Excel-konsulentarbejde for mindre virksomheder, fx håndværkere og blomsterhandlere. Som studentermedhjælper i Saxo Bank. Og han har holdt en hel del Excel-kurser på CSS og CBS.

I dag er han forskningsassistent på et forskningsprojekt mellem KU og AAU, og han har netop afleveret ph.d.-ansøgning til en række amerikanske universiteter.

Nerd alert: Mathias’ budskab til Microsoft

Udover den blærede ære vinder verdensmesteren i Excel et besøg på Microsofts hovedkvarter i Seattle, hvor man møder Excel-udviklerne og kan komme med input til nye funktioner i regnearket.

»Det ville jo være så fedt,« siger Mathias, der dog ikke tør spå om sine chancer i talturneringen:

»Jeg kan nok godt gå videre fra den første runde og placere mig selv i top tre, men jeg tror, jeg skal passe på med at sigte højere end det. Hvis andre lande stiller med professionelle Excel-konsulenter med årtiers erfaring, svækker det mine chancer.«

»Jeg kan nok godt gå videre fra den første runde og placere mig selv i top tre«

Mathias Heinze om sine vinderchancer ved VM

Her skal falde en nerd alert, for hvis Mathias Heinze vinder, har han følgende fire ønsker til udviklerne i Seattle:

  • Optimering af formellinjen for betinget formatering samt pivottabellens beregne-felt, herunder syntax highlighting.
  • Udvidet IF-funktion, så værdien for den logiske test returneres i tilfælde af udfaldet SAND.
  • Flere muligheder for array-beregninger, herunder nested array functionality samt empty array functions.
  • Matriceprogrammering som del af VBA.

 

Det er hermed givet videre.

Seneste