Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Mænd i tyl vinder de gyldne damers gunst

REVY – Selvironi og seksuelle frustrationer var i højsædet i årets datalogirevy, hvor også publikum deltog i løjerne mens de drak igennem.

Nogen har måske en forestilling om dataloger som blege, usunde fyre, der sidder oppe hele natten og aldrig kommer uden for en dør. Som mangler sociale kompetencer og som aldrig opnår andet end sporadisk kontakt med det modsatte køn.

Nå, men denne stereotype opfattelse af dataloger gjorde de studerende i årets DIKU-revy alt for at, ja, bekræfte.

På publikumsrækkerne var halvliterscolaflaskerne udskiftet med lange rækker af guldøl. Men ellers var datalog-klichéen ikke til at tage fejl af på denne aften i maj, der udartede til et svedigt opkog af selvironi, nørdterminologi og mandehørm.

Nedskæringer på studiemiljøet

Et af de mere tilforladelige temaer i revyen var bekymringen for nedskæringer på uddannelse og studiemiljø. I en sketch havde dekanen for eksempel besluttet at skære DIKUs kantine væk.

Uden kantine, mente man, ville der heller ikke være brug for toiletter. Og sådan blev også rengøringsfolket overflødigt og derfor ramt af sparekniven.

Her var smertegrænsen dog nået for en datalogistuderende, der grædefærdig udbrød: »Men uden rengøringspersonale, hvem skal så vække os om morgenen?!«

Et studie uden damer

I virkelighedens verden er damer nok det, de savner allermest på Datalogisk Institut. I revyen var cirka en tredjedel af skuespillerne kvinder – efter sigende uhørt mange for en DIKU-revy.

Sladderen i foyeren afslørede at man havde indhentet revl og krat for at få kvinder nok på scenen. »En af pigerne har læst her i to måneder for to år siden,« udtalte en anonym.

Derfor var det vel intet under at score-problemer, seksuelle frustrationer og det-sagde-hun-også-i-går-humor stod centralt i forestillingen. Eller at mænd med bildæk og tylskørt udgjorde et tilbagevendende indslag.

Man har smerteligt erkendt, at behårede nøgne ben er bedre ingen nøgne ben.

Score-sketchene udfoldede sig ofte som en konkurrence med matematikerne og fysikerne om de knappe ressourcer. Og datalogerne udviste her et bittersødt selvbedrag om at man kan vinde den kamp alene på at være excentrisk og pukkelrygget.

Tøjet, please

Frustrationerne rakte langt ud over scenekanten. De få gange det andet køn var på podiet, blev der venligt henstillet fra det overvejende mandlige publikum om at klæde sig af. Dette med den koncise kommando: Tøjet!

Kvinderne på scenen virkede uhyggeligt tilvante og ventede hver gang med en moders tålmodighed til den kollektive paroksysme var drevet over. Først herefter tog de fat på deres planlagte sketch.

Menneske versus maskine

Angiveligt står det så grelt til med datalogernes kontakt til andre levende skabninger, at man på scenen måtte have en RUC’er ind for at undervise de studerende i faget HHI – det eksotiske ’human-to-human interaction’.

Gæsteprofessoren skulle så forklare datalogerne at teknologi handler om mennesker – et budskab der naturligvis ikke trængte igennem.

Tværtimod efterlod de fleste sketch det indtryk at mennesker – ligesom alt andet i øvrigt – handler om computerteknologi.

Genesis for geeks

En optændt præst stillede sig for eksempel an ved en prædikestol og begyndte at forkynde en mindre kendt version af Det Gamle Testamente, hvor de centrale roller spilledes af forskellige typer software, hardware og algoritmer.

Den almægtige skaber i fortællingen var Route (en kommando der bruges til at se og manipulere TCP/IP-routing-tabellen i såvel Unix-lignende som Windows styresystemer, hvis det siger jer noget, red.).

iPod var den forbudne frugt, syndfloden besejledes af Noahs ACK, og som en analogi til sagnet om Babelstårnet gav Route programmørerne så mange programmeringssprog, at de aldrig ville kunne alliere sig imod ham.

Men Route var også lidt god, og det var jo ham der skabte verden og lyset. »Og Route så, at lyset var ondt. Derfor sørgede han for at dæmpe det lidt.« Så datalogerne bedre kan sidde og kode, forstås.

Publikum kvitterede for denne sketch ved synge et trefoldigt amen, komplet med tonale op- og nedgange ligesom i kirken.

Et nital

Fra denne anmelder skal der både lyde et amen og et jamen.

Et amen fordi revyen gav et fascinerede indblik i nørdernes verden, og fordi den havregrødstykke selvironi ofte var ægte morsom. Og fordi publikums ugenerte alkoholindtag og lykkelige interaktion med skuespillerne skabte en helt særlig (om end utrolig pøllet) atmosfære.

Et jamen fordi indforstået nørdhumor er og bliver svær for den udenforstående. Og fordi det hun-også-sagde-i-går altså ikke nødvendigvis stadig er sjovt i dag.

Det bliver til et 9-tal på 13-skalaen.

Seneste