Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU's nye direktør: »Jeg har glædet mig som et lille barn til at komme i gang«

NY I JOB - Københavns Universitets nye direktør, Jesper Olesen, vil begynde sin tid på KU med at være nysgerrig og finde ud af, hvordan universitetet egentlig fungerer.

Københavns Universitet har fået ny direktør. Han hedder Jesper Olesen, og han havde første arbejdsdag mandag den 4. maj.

Og som der torsdag den 30. april blev sagt farvel til den nu tidligere direktør Jørgen Honoré i festsalen på Frue Plads, så var der mandag inviteret til at sige velkommen til den nye direktør sammesteds.

Uniavisen bød Jesper Olesen velkommen med tre spørgsmål:

Hvad har du gjort her op til din første dag for at forberede dig på at starte på KU?

»Jeg har fået rigtig mange henvendelser fra folk, der gerne ville ønske mig tillykke, men også fortælle mig om forskellige problemstillinger, der drejer sig om Københavns Universitet og prøve at se om de kunne tale med mig, inden jeg bliver socialiseret. Og så har jeg fået et ret stort forberedende materiale fra Københavns Universitet – beskrivelser af forskellige sager, fora og samarbejdsudvalg, som vi har på KU – der er rigtig mange bogstavforkortelser, man skal vænne sig til.«

Føler du dig så klar til at starte nu?

»Bliver man nogensinde klar? Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg har glædet mig som et lille barn til at komme i gang. Og jeg synes, det er rigtig dejligt at komme i gang, så på den måde er jeg klar – det havde været helt forfærdeligt, hvis jeg skulle have ventet en måned mere.«

Hvad er det første, du vil tage fat i?

»Som jeg lige har sagt til folk her, så er det første, jeg vil tage fat i, at være lidt nysgerrig for at finde ud af, hvordan Københavns Universitet egentlig fungerer, hvad der sker her, og hvordan vores forskellige samarbejdsfora fungerer. Jeg tror ikke, man kan komme løbende ind udefra og så have nogle forudfattede meninger om, præcis hvordan det skal køre.«

»KU har en høj ranking, man uddanner dygtige studerende og laver god forskning – det er jo ikke sådan, at der er en brændende platform, der siger, at man partout skal ind og lave om på alt muligt. Jeg håber, jeg kan komme til at arbejde for Københavns Universitet og ikke kun Københavns Universitet, for det tror jeg er ret vigtigt i den her sammenhæng.«

Jesper Olesen er 48 år, uddannet cand.scient.pol. og kommer fra en stilling som administrationsdirektør i Erhvervs- og Vækstministeriet.

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste