Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

KU-studerende vinder prisen som Danmarks bedste tutorer

TUTORPRISEN - Dansk Magisterforening har kåret Biologi-studiets tutorer som årets sejeste.

Hvert år har tutorerne på Danmarks universiteter til opgave at sikre rammerne for en god studiestart til alle de nye studerende. Dansk Magisterforening har over de sidste ni år uddelt en tutorpris for at hædre tutorernes hårde arbejde.

Torsdag den 27. oktober blev Biologi på Københavns Universitet udnævnt som Danmarks bedste tutorer. Prisoverrækkelsen foregik på Studenterhuset, hvor tutorerne fra Biologi fik et gavekort på 10.000 kr.

Det skal ikke kun handle om druk

»På Biologi er der stor fokus på at inkludere alle. Det skal ikke kun handle om druk hos os. Det er ok, hvis man har lyst til at feste hele natten, men det er også ok, hvis man bare har lyst til at gå tidligt i seng,« fortæller Victoria Santos, 3. års studerende på Biologi.

Victoria fremhæver, hvordan de på Biologi er gode til at sikre, at tutorerne er i konstant udvikling:

»Efter introforløbet sørger vi for at evaluere alle tutorerne. Vi får også feedback fra de nye studerende, som vi selvfølgelig tager med os. Man lærer rigtig meget af det. Desuden får man også rigtig mange venner – det er ligesom at få sig en ekstra familie.«

Victoria Santos fra det vindende tutorhold læser Biologi på tredje semester. Foto: Holger Anderson / Dansk Magisterforening.

Kæmpe tak til russerne

Tutorerne på Biologi vil gerne sige tusind tak til alle deres russere.

»Vi værdsætter vores russere rigtig meget, og tutorprisen ville aldrig have været muligt uden dem. Når man har lagt så meget arbejde i noget, så er det bare så fedt at få lidt anerkendelse og blive bekræftet i, at det var det hele værd,« siger Kathrine Stener, der ligesom Victoria Santos læser biologi på tredje år.

Tutorerne afslører, at de 10.000 kr. helst skal bruges på at sikre, at introforløbet næste år bliver ligeså godt som i år på trods af nedskæringer.

Nedskæringer forringer studiemiljøet

Ifølge Gry Reiter, formand for DM Studerende, betyder regeringens nedskæringer på uddannelserne netop, at universiteterne er nødt til at skære ned på deres tilskud til sociale aktiviteter såsom introforløb for de nye studerende. Og det har alvorlige konsekvenser.

»Et godt studiemiljø forebygger stress, og det mindsker risikoen for, at de studerende giver op og dropper ud. Stress og frafald koster, og derfor er det dyrt at spare på studiemiljøet,« fortæller Gry Reiter.

Kathrine Stener fra det prisvindende tutorhold er enig:

»At starte på universitet kan sammenlignes med at være Bambi, når han træder ud på glat is. Man ved ikke hvilket ben man skal stå på, og det hele er nyt. Uden et ordenligt introforløb kan man risikere, at de nye studerende føler sig ensomme og mister modet til at engagere sig i studiet. Introforløbet er redningsvesten, du får på, så du tør hoppe i vandet og svømme afsted.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste