Kemistuderende lavede narko på instituttet

29/04-09 kl. 00:00 Campus / Farma / Nat
Søren Hartvig_kemistuderende lavede narko/sikker kemi Billede: Søren Hartvig

Ifølge politiets sigtelse fremstillede den 34-årige gennem to år ulovlige stoffer i laboratorierne på Kemisk Institut

af Claus Baggersgaard

En 34-årig kemistuderende havde gennem to år travlt med at fremstille narko i laboratorierne på Kemisk Institut på Københavns Universitet (KU) i stedet for at passe sine studier.
Ifølge politiets sigtelse producerede han 480 gram af stoffet methamfetamin der regnes blandt de farligste typer narkotika.

Ved ransagningen af den kemistuderendes lejlighed på Vesterbro fandt narkobetjentene udover 14,6 gram methamfetamin 500 ml af stoffet GHB der også går under navnet 'fantasy'. Det er en væske der blandt andet bruges blandt unge i diskoteksmiljøet. Manden var ved anholdelsen på bopælen den 14. april klokken 22.13 også i besiddelse af 40 ml af stoffet STP der også kaldes 'flydende LSD'.

Den 34-årige der har været bachelor-studerende på kemi siden 2005, erklærede sig delvist skyldig i narkosigtelserne ved det lukkede grundlovsforhør.
Det forlyder ikke hvordan politiet kom på sporet af ham, men den 34-årige havde en profil på Facebook hvor han kaldte sig 'Mad Scientist (gal videnskabsmand, red.)

Kunne komme og gå
Ifølge Mikael Bols, institutleder på Kemisk Institut, har politiet været på instituttet for at give en kort orientering og ransage sigtedes skab dog uden at finde yderligere belastende materiale.

Den 34-årige var ved siden af studierne ansat som instruktor og havde blandt andet til opgave at tage sig af besøgende gymnasieklasser når de skulle stifte bekendtskab med kemistudiet. Han har derfor haft et elektronisk nøglekort til yderdørene i H.C. Ørsted komplekset og nøgler til laboratorier. Han har derfor kunnet komme og gå udenfor instituttets normale åbningstid som det passede ham.

»En lektor har vurderet ham til at være faglig dygtig og til at stole på. Det er meget vanskeligt at undgå at enkeltpersoner begår kriminalitet hvis der er tale om folk man har tillid til,« siger Mikael Bols.

Han oplyser at man ikke har tjekket den 34-åriges straffeattest ved ansættelsen som instruktor, for det er der ikke praksis for når man ansætter kemikere. Instituttet ansætter også professorer og lektorer uden at forlange at se straffeattest, og det har aldrig forårsaget problemer.

Institutlederen tilføjer at det ikke er unormalt at de studerende har udvidet adgang til faciliteterne når de når længere i deres studieforløb og skal arbejde mere selvstændigt. For eksempel har specialestuderende et nøglekort.

Ledelsen på instituttet vil nu overveje om det er muligt at stramme op på procedurerne og begrænse antallet af personer med nøgler og adgang til kemikalier. De store kemilagre er allerede aflåst.

Mikael Bols mener dog ikke at strammere regler ville have forhindret den 34-årige i sit forehavende da fremstillingen af methamfetamin kræver ret simple stoffer som han kunne skaffe andre steder end på instituttet.

Strammer op
Jørgen Stage Johansen, arbejdsmiljøleder på Det Farmaceutiske Fakultet (Farma), er projektleder for projektet 'Sikker kemi på KU' der har til formål at få bedre styr på de utallige kemikalier på universitet hvoraf en del kan misbruges til narkofremstilling, til forgiftning eller terrorformål. Han er enig i at det er umuligt at sikre sig 100 procent.

»På Farma har vi taget flere initiativer som skal mindske risikoen for misbrug. Speciale-studerende skal underskrive retningslinjer ved start på institutterne, og på en del af kemikalielagrene er der nu installeret elektronisk adgangskontrol. Helt at undgå sager som den aktuelle er dog næppe realistisk - det ligger i sagens natur at når universitetet uddanner kemikere, kan de også komme til at omgås kemikalier med misbrugspotentiale,« siger han.

Jørgen Stage Johansen tilføjer at første fase af projekt 'Sikker kemi' hvor man registrerede alle kemikalier, er ved at blive rundet af. Anden fase skal blandt andet sikre bedre opbevaringsforhold og ansvar for lagerstyring. Kemikalieloven er for nylig ændret så Miljøstyrelsen allerede kan stille en række nye krav til opbevaring af giftmærkede stoffer, og han forventer at adgangskontrol for nogle kemikalier bliver obligatorisk i forbindelse med ændret lovgivning.

Nej til øget kontrol
Ifølge kemistuderende Lisbeth Tavs Thomsen har Kemisk Fagråd vedtaget en fælles udtalelse. Hun understreger at de alle er kede af sagen da det sætter både instituttet og de studerende i et dårligt lys og kan få omfattende konsekvenser for alle de seriøse og lovlydige studerende.

»Vi studerende mener ikke at en generelt skærpet adgang til kemikalier er en holdbar løsning da dette vil medføre urimelige praktiske og bureaukratiske byrder med deraf følgende hindringer af både studier og forskning på Instituttet. Den bedste løsning består af en fortsat kritisk vurdering af hvilke personer der har adgang til hvilke kemikalier, samt en fokuseret indsats der skal sikre at de studerende alle lever op til og støtter de etiske retningslinjer som instituttet står for,« skriver fagrådet.

Bortvisning op til rektor
Ifølge Jasper Steen Winkel, kommunikationschef på KU, er det ikke besluttet om sagen får konsekvenser for den kemistuderendes videre studier.

Ifølge KU's ordensregler er det institutlederen der foretager den indledende undersøgelse i en disciplinærsag. Hvis institutlederen derefter mener at den studerende har begået en grov forseelse, afgiver han en indstilling til dekanen som igen laver en indstilling til rektor. Rektor er dog ikke bundet af dekanens indstilling og kan på egen hånd beslutte at bortvise en studerende.

»Rektor må således afvente en redegørelse fra fakultetet. Samtidig kan universitetet næppe reagere før vedkommende er kendt skyldig,« siger Jasper Steen Winkel.

clba@adm.ku.dk

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
Pjece_PET
18/05-12 kl. 10:17 Politik

Rektor spist af med pjece fra PET i spionsag

GUIDE TIL SPIONER - Hvordan skal KU's forskere undgå at overtræde spionparagrafferne? vil KU's rektor vide. Læs vores pjece, svarer PET.

18/05-12 kl. 09:43 Politik

I dag er planterne fascinerende

KORT NYT FREDAG - Plantefascinationsdag 1: Lad jer fascinere - Plantefascinationsdag 2: Besøg hemmelige drivhuse - Helligdage plejede at være en plage - Regeringens udligningsordning er misforstået.

16/05-12 kl. 10:25 Politik

Danske forskere undviger plagiat-kontrol

KORT NYT ONSDAG - Danske forskere undviger plagiat-kontrol - Akademiske plagiater florerer i EU’s magtelite - Aktører: Østergaard spiller højt spil med SU-spareøvelse - Formidlingsraseriet har skabt kløft mellem akademikere og "alle de andre" - Uddannede lever bare endnu længere og sundere - PET-chef beroliger studerende om retsstilling.

Metrolinje
16/05-12 kl. 08:17 Debat

Opret en metrostation ved Riget

SYNSPUNKT - Den kommende Metro Cityring løser ikke problemerne med at komme til og fra store KU-områder som Panum Instituttet. Men det kan der rådes bod på, mener debattøren.

15/05-12 kl. 10:58 Politik

300 astronomer til mørkt stof-kongres i Diamanten

KORT NYT TIRSDAG - 300 astronomer til mørkt stof-kongres i Den Sorte Diamant - Tysk universitet dropper nu også de dyre tidsskrifter - Jagten på mørkt stof nærmer sig målet - To mio. fra Lundbeckfonden til KU-professor i nanomedicin - Årets PhD Day på Sund fandt sine vindere i kommunikation - Bent Blüdnikow kritiserer KU's nazismekonference.

Forskningsordførerer
15/05-12 kl. 09:32 Politik

Kæmpe pengekasser frister ikke til nedskæringer

FREMTIDSUDSIGTER – Københavns Universitet har opbygget en egenkapital på en milliard kroner, og landets andre universiteter har også lagt store beløb til side, men partiernes forskningsordførere afviser, at det får dem til at overveje at bevilge færre midler til forskning og uddannelse.

Læs også:
Honoré: »Kæmpe egenkapital er et fatamorgana«

Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Er det OK, at Bryggeriforeningen finansierer et KU-seminar om øls sunde egenskaber?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk