Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

»Jeg tænker på bolig hver eneste dag«

BOLIGJAGT - Siden studiestarten på KU i sommer har Cielia Eckardt boet syv forskellige steder.

Hvis Cielia Eckardt selv skulle have glemt det, behøver hun blot at skrive et B i søgefeltet på sin browser for at blive mindet om, hvad en stor en del af hendes første år som jurastuderende er gået med. Boligportal.dk, boligsiden og boliger.dba dukker straks op i søgefeltet.

»Jeg bruger måske mellem to og fire timer på boligjagt om ugen. Men jeg tænker på det hver dag. Det hænger over mit hoved hele tiden, og det påvirker mit studie rigtig meget,« siger Cielia, som selv kalder sig omstillingsparat.

Det vidner hendes første to semestre som KU-studerende da også om. Syv forskellige boliger og forskellige venners sofaer har siden august 2013 udgjort rammen om studielivet. Det mest permanente hjem, hun har haft som studerende, er hendes nuværende firemåneders fremleje i Sydhavn. Men til august fortsætter jagten og konkurrencen med de mange øvrige unge københavnere, der kæmper om de samme lejemål som Cielia:

»Jeg får totalt nerver på. På de fleste boligannoncer er der plads til at skrive fem linjer, hvor man skal sælge sig selv. Og det skal gå hurtigt! Der, hvor jeg bor nu, fik de lynhurtigt 100 henvendelser, og de svarede kun på fem. Det er ligesom at gå til en jobsamtale.«

Vil helst ikke låne

Så hvad er det, som Cielia samtidig med studierne har brugt et lille år på at finde?

»Et sted at bo som helst ikke er længere væk end Valby eller Brønshøj, for mange af mine timer starter kl. 8. Det kan være et værelse, en lejlighed, kollegium eller kollektiv. Jeg vil selvfølgelig helst bo tæt på byen, men min drøm er egentlig bare et sted, jeg kan betale på min SU, så jeg kan koncentrere mig fuldt ud om at være studerende,« siger hun og smiler, som om hun godt selv kan høre, det lyder urealistisk.

Sikkert er det, at hun ikke er den eneste studerende, som mærker bolignøden i København. Sidste år viste en stor undersøgelse fra Djøf, at 82 procent af hovedstadens studerende havde svært ved at finde en bolig, de havde råd til – det højeste tal i hele Danmark og væsentligt over gennemsnittet for landets studiebyer. Samme undersøgelse viste, at mere end hver tredje studerende i København har prøvet at stå uden bolig i løbet af studierne. Igen, værre end noget andet sted i landet.

Selv om det kunne booste både budgettet og chancerne på boligmarkedet, har Cielia ikke taget studielån, for »et lån er et lån,« som hun siger.

Men tanken presser sig på. Hun har uden held været i banken for at spørge, om et studielån kunne være med til finansiere et indskud til en andelslejlighed. Nu håber hun, at tiden på diverse ventelister til sommer vil indfri drømmen om et ledigt kollegieværelse. Længere nede på listen over muligheder står forældrenes tilbud om at tage lån i huset for at hjælpe med en udbetaling på en lejlighed, hvis alt andet slår fejl. Indtil da fortsætter boligjagten:

»Jeg rejser rundt med en kuffert. Man bliver et god til at skille sig af med de ting, man ikke bruger, når man ikke har et fast hjem.«

Kræver en bunke energi

Ifølge Københavns Kommunes befolkningsprognoser bliver der i de kommende ti år yderligere rift om de studieegnede boliger i byen.

Indtil for nylig har kommunens svar på udfordringen været at skabe almene og private ungdomsboliger nok til at fastholde niveauet i dag, hvor der er ungdomsboliger svarende til 13 procent af byens unge.

For nylig har overborgmester Frank Jensen opjusteret forventningen til antallet af nye boliger, men så længe mange af projekterne stadig blot er på tegnebrættet, er det uvist om målet indfries. Samtidig fastholder kommunen, at langt størstedelen af de unge skal finde deres bolig på det private marked.

»Jeg bor med nogle helt vildt søde piger lige nu, men hver gang jeg flytter ind et nyt sted, tager det tid at falde til. Det kræver altid en bunke energi og tilvænning, og man lever på andres præmisser, når man er tvunget til at flytte rundt fra sted til sted,« siger Cielia Eckardt.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste