Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ingen minoritetshadere på boligliste i fremtiden, lover KU

MINORITETER - Københavns Universitet vil under ingen omstændigheder videreformidle homofobiske eller på anden vis hadefulde synspunkter for udlejere, som tilbyder værelser til studerende, siger kontorchef.

»Det er en beklagelig fejl,« siger John E. Andersen, som er chef for Det Internationale Kontor på Københavns Universitet, efter at University Post har beskrevet, hvordan en udlejer på KU’s egen boligliste til udenlandske studerende har stillet krav om, at hans kommende bofælle under ingen omstændigheder måtte være homoseksuel, biseksuel eller transseksuel.

LÆS: Udlejer: Ingen homoer og biseksuelle

En udvekslingsstuderende fra Barcelona, Joan Escolà-Escribà, henvendte sig efter at have læst boligannoncen til Det Internationale Kontor for at spørge, om det virkelig kunne være i overensstemmelse med KU’s principper at tillade denne type krav til boligsøgende.

Nye retningslinjer skal indskærpe KU’s politik

Joan Escolà-Escribà modtog det svar, at KU ikke ville blande sig i, hvad udlejere måtte forlange, og at det ville være i »alles interesse, at denne udlejer ikke bliver sat sammen med lejere, han ikke ønsker.« (Det oprindelige svar er afgivet på engelsk, læs det her).

Men det er altså ikke Det Internationale Kontors politik, siger kontorchef John E. Andersen i dag.

»Det svar, der er givet til den udvekslingsstuderende, er desværre helt forkert. Udlejeren med disse synspunkter og ønsker til lejere burde ikke være kommet ind på den liste som vi formidler til vore internationale studerende.«

»Vi vil ikke formidle boliger for folk med den slags holdninger, og Københavns Universitet skal heller ikke bidrage med en kommunikationsplatform for folk, der gør det.«

John E. Andersen tilføjer, at han »allerede i dag« vil indføre procedurer, der skal sikre, at det skete ikke gentager sig.

chz@adm.ku.dk

Seneste