Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Immatrikulation i sol og regn

FOTO - Der blev trykket hænder, spist ristede pølser og drukket fadøl på Frue Plads ved årets immatrikulation, indtil regnen jagede festen ind i Festsalen.

Frue Plads var spærret af og fyldt op med nye studerende, da Københavns Universitet inviterede til immatrikulation fredag den 28. august. Der var fadøl og pølser, og himlen var blå med hvide skytotter, da rektor Ralf Hemmingsen skød festen i gang med sin zen-tale (læs hele talen her).

Enormt mange studerende ville gerne trykke Ralf Hemmingsens og prorektor Lykke Friis’ hænder, og der var mas på trappen ind til Festsalen, hvor rektorduoen tog imod. »Hegnet er væltet i øst,« råbte en fyr, mens rektorerne måtte stille op til den ene selfie efter den anden. Eller en »ralfie«, som det er blevet døbt, når Ralf Hemmingsen er i billedet.

Pludselig afløstes den blå himmels hvide skyer af nogle faretruende, mørkegrå af slagsen, og håndtrykkene blev hastigere og bakkede ind i festsalen. Regnslag og øl holdt dog festen gående, mens de sidste næver blev rystet, inden festen rykkede over i Studenterhuset.

Se billeder fra immatrikulationen nedenfor – og find dig selv i vores håndtrykalbum på Facebook.

Fredag den 28. august inviterede Københavns Universitet til sin mest Hogwartske begivenhed: immatrikulationen. I år var hele festligheden rykket ud på Frue Plads.

Solen skinnede, og skyerne var lette og hvide, da immatrikulationen gik i gang. Vejrgudernes humør skiftede dog senere…

De mange nye studerende drak kolde fadøl i solen, mens de ventede på, at Ralf Hemmingsen skulle tale – og trykke hænder.

Der var masser af ristede pølser – og det, der hører sig til.

Immatrikulationen blev dokumenteret fra mange hundrede mobiler og delt på diverse sociale medier.

Ansatte fra KU’s fællesadministration fulgte med i festen fra vinduerne.

Rektor Ralf Hemmingsen holdt tale på trappen foran Festsalen omkranset af prorektorerne Thomas Bjørnholm og Lykke Friis, dekaner fra samtlige fakulteter; Kirsten Busch Nielsen, Jacob Graff Nielsen, Troels Østergaard Sørensen, Ulla Wewer, Ulf Hedetoft, John Renner Hansen og universitetets direktør Jesper Olesen.

De flere tusind fremmødte studerende lyttede til den halvt dansk-, halv engelsksprogede tale fra rektoren, som også høstede et par grin undervejs.

Der var underholdning fra Studenter-Sangerne.

Da rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Lykke Friis bød de studerende op på trappen til håndtryk, dannedes en stor kø med god masestemning.

Rigtig mange udvekslingsstuderende var også kommet til immatrikulationen og kunne kaste sig over danske pølser og øl.

Når de studerende havde hilst på rektor, blev de sluset gennem festsalen og ud i Lindegården

Studerende gik rundt og undersøgte væggene i den historiske festsal.

Der var mange, der blev hængende inde i Festsalen, som tidligere har dannet rammen om immatrikulationen.

Frue Plads osede af ren sommerstemning, så længe himlen var blå, og de studerende blev hængende og drak øl i solen, efter de havde hilst på rektor.

Køen var lang til at trykke hånd, og det blev den ved med at være længe.

De studerende stod tæt på trappen.

Meget tæt.

Big Bandet KLUBB underholdte på scenen, der var stillet op til lejligheden, på Frue Plads.

Vejret skiftede pludselig, og en let sommerregn blev hurtigt til en ordentlig skylle.

Først kunne regnen holdes ude med en paraply…

…men hurtigt trak de studerende ind i Festsalen, hvor de nød resten af fadøllerne.

lene-munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste