Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen
—
Campus
SERIE - Ældre studerende deler frem mod studiestart erfaringer fra rusturen, om studielivet og til eksamen. Pernille Gani fortæller her om sine oplevelser på Antropologi.
Pernille Gani på 25 år blev færdig med sin bachelor i antropologi for et halvt år siden. Siden har hun taget et halvt år fri til at arbejde og rejse i Indien. Efter sommerferien begynder hun på kandidaten. Her fortæller hun om sine første år på Københavns Universitet:
Vi havde et virkelig godt rusforløb. Antropologi er ikke så stort et studie, og næsten alle tager med på rusturen, så det er en god idé at tage med, så man har mødt de fleste andre, inden man begynder. Jeg synes, det er meget rart, at man lærer alle at kende på årgangen.
På første år kom stort set alle til timerne. Det er jo et nyt fag, og man skal finde ud af, hvordan man læser teksterne, og hvordan man løser en opgave. På andet og tredje år var der nogen, der ikke kom til forelæsningener, fordi de følte, de fik mere ud af at læse selv.
»Man kan godt sige til sig selv, at 4 er godt nok, når man får sin første karakter, men det er jo ikke altid, at man kan føle, at det er okay«
Jeg kommer altid til forelæsninger og undervisning. Det er jo ikke altid, man forstår alt, hvad der står i teksterne, så er det meget rart at kunne spørge. Og så er det hyggeligt at se folk – så sidder man ikke derhjemme alene i en sump.
Underviserne vil meget gerne have, at man stiller spørgsmål, men der er nok mange – inklusive mig selv – som ikke stiller spørgsmål til de store forelæsninger, men venter til, man er i en mindre gruppe. Det kan godt være lidt intimiderende at stille spørgsmål foran 80 andre.
Antropologi er en af de uddannelser, der kræver et ret højt karaktergennemsnit fra gymnasiet. Og jeg har da også skullet vænne mig til at få lavere karakterer. Underviserne og de ældre studerende fortalte os det første år, at vi ikke skulle lade os slå ud af at få 7, 4 eller 2 for den sags skyld. Men jeg kunne da ikke helt lade være med at blive påvirket af det.
Man kan godt sige til sig selv, at fire er godt nok, når man får sin første karakter, men det er jo ikke altid, at man kan føle, at det er okay.
»Da jeg afsluttede mit sidste valgfag på bacheloren, havde jeg overhovedet ikke lyst til at begynde på kandidaten. Slet ikke.«
På første semester blev vi sat ud i læsegrupper. Hele årgangen blev delt op i tre hold, og så blev hvert hold delt op i flere læsegrupper. På andet semester kunne vi så selv vælge læsegruppe. I min gruppe valgte vi bare at fortsætte sammen. På tredje semester opløstes læsegruppen, fordi vi skulle på feltarbejde, og så brugte vi meget tid med dem, vi skulle på feltarbejde med.
Jeg har mest læst derhjemme – en gang imellem på læsesal, men der synes jeg ofte, at der er dårlig luft. Jeg kan fint koncentrere mig derhjemme, men det kender jeg mange, der slet ikke kan.
For mig er det vigtigt at have læst alting. Også selv om jeg ikke forstår det, så skal jeg have læst det, så jeg kan spørge. Det giver mig indre ro at vide, at jeg har læst og sat mig ind i alting. Jeg synes sjældent, at jeg haft det sådan, at der var noget i pensum, der ikke gav mening at læse.
»Selvom vores forelæsning sluttede klokken tolv, tog vi madpakker med og blev hængende og spiste frokost sammen«
Sidst på bacheloren var jeg ved at køre sur i det. Og nu siger jeg noget, som politikerne ikke vil have, men så tog jeg et halvt år fri – nu er jeg meget motiveret til at begynde på kandidaten. Jeg glæder mig rigtig meget. Men da jeg afsluttede mit sidste valgfag på bacheloren, havde jeg overhovedet ikke lyst til at begynde på kandidaten. Slet ikke. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have motiveret mig selv, jeg var blevet en dårlig studerende, hvis jeg var startet direkte på kandidaten.
Det sociale spiller en stor rolle for mig, når jeg skal holde gejsten oppe på studiet. Det har været meget vigtigt for mig at komme til forelæsninger og undervisningstimer – også fordi mange af mine gode veninder fra studiet var der, og så var det en mere hyggelig hverdag. Selv om vores forelæsning sluttede klokken tolv, tog vi madpakker med og blev hængende og spiste frokost sammen.
Jeg har været lidt med i vores antro-forestilling – ikke at jeg har spillet eller noget – jeg har bare hjulpet til. Jeg kan ikke så godt lide at stå på en scene, men så er det godt, man kan hjælpe på andre måder. Og så har jeg været med i vores studenterblad, hvor jeg har tegnet lidt. Det er sjovt at lave andre ting med sine medstuderende end at læse eller snakke om en tekst.
»Man skal også huske at skubbe den dårlige samvittighed i baggrunden og gå i byen og gøre alle de andre ting, man har brug for«
Jeg synes, det var virkelig godt at tage på udveksling. Mit indtryk er, at alle, der vil af sted, kan komme det. Nogle skoler er rigtig svære at komme på udveksling på, men man kan se, hvor søgte skolerne er og prøve at søge derefter.
Der er rigtig mange ting, man skal ordne, når man skal på udveksling, som mange måske ikke er klar over. Det er et ret stort arbejde, der skal udføres inden. Afhængigt af hvor man skal hen, skal man have vaccinationer og søge visum – jeg skulle til USA, og der var en helvedes masse papirarbejde. Men jeg synes, det har været det hele værd, og jeg vil klart anbefale det!
Antropologi er et praktisk fag, men når man læser det, så får man ikke altid brugt sine hænder så meget, og det kan jeg godt savne. Da jeg var på udveksling, valgte jeg nogle kreative fag, og det var virkelig rart.
Mange på Antropologi har en idé om, at de vil gøre noget i verden, men de har ikke noget specifikt job i tankerne. Måske vil man hjælpe unge stofmisbrugere, og så bliver det udgangspunktet.
Jeg synes ikke, de har været så gode fra instituttets side til at snakke med os om, hvad vi kan bruge antropologi til, når vi engang bliver færdige. Mange af mine medstuderende har været frustrerede, fordi beskeden ofte lyder, at »I kan blive alt, I arbejder jo med mennesker«, og det hjælper ikke så meget at få det at vide. Min forhåbning er, at det hele kommer til at give lidt mere mening på kandidaten.
Jeg tror, man har konstant dårlig samvittighed, når man går på universitetet. Der er altid et eller andet, man kunne lave, et eller andet, man kunne læse – skrive flere noter, skrive bedre noter. Men man skal også huske at skubbe den dårlige samvittighed i baggrunden og gå i byen og gøre alle de andre ting, man har brug for.
lene.munk-petersen@adm.ku.dk