Fra himmeltrafik til sprogets rødder

Michael Bach Ipsen er lige begyndt på lingvistikuddannelsen, selv om han ellers var på vej til at blive en rigtig voksen med et ansvarstungt job som flyvelederassistent hos firmaet Naviair og lejlighed i Malmø.

Han kan siges at være gået den modsatte vej af sine studiekammerater.

Efter syv år med et fast job, som han ellers holder af, står den nu også på forelæsninger, fredagsbarer og eksaminer.

PET må ikke have det mindste på dig

Uniavisen møder Michael Bach Ipsen ved Flyvergrillen blandt småbørnsfamilier og rødtudede mænd i pensionsalderen, alle hvis øjne følger de elegante maskiner lande og lette under den høje septemberhimmel. Nærmere kommer vi ikke selve flyvepladsen – Uniavisens udsendte er ikke sikkerhedsgodkendte som Michael, og så er det ikke sådan lige at få lov at komme ind.

Michael ser i øvrigt også meget uskyldig og ’sikker’ ud med sin klejne statur og skoletasken slynget over den ene skulder.

»Man bliver løbende tjekket af PET. En gang imellem hører man fra tidligere chefer og kollegaer, at de er blevet ringet op. Hvis der er nogen som helst anmærkninger, kan man ikke blive ansat,« siger Michael.

Michael vender sig og peger på kontrolcentralen, hvor han arbejder.

»Flyvelederes opgave – som jeg er med til at understøtte som flyvelederassistent – er jo at holde flyene adskilt og sikre, de kommer effektivt og sikkert frem, uden at sikkerheden på noget tidspunkt er i fare. De koordinerer med hinanden, hvor flyene er hvornår.«

Er der overhovedet nogen forbindelse mellem lingvistikken og dit arbejde som flyvelederassistent?

»Der er nok kun det med klar og tydelig kommunikation. Vi koordinerer jo positioner, tidspunkter og højder for, hvornår flyene er hvor. Jeg kunne ikke forestille mig at forlade den branche, jeg nu er i, men man kan jo bruge de akademiske kompetencer, man tilegner sig, til forskellige ting.«

Han uddyber:

»Jeg er i en gruppe, der laver risikovurderinger. Der skriver vi mange tekster, der skal formidle en masse tekniske ting, lovbestemmelser osv., så en udenforstående læser vil forstå det. Derudover ved jeg ikke, om der er en forbindelse – jeg gør det for min egen skyld. Jeg har savnet forbindelsen med sprog og deres strukturer.«

Hvordan føles det at være ny studerende i en alder af 28 år og med dine erfaringer fra det virkelige liv at komme ind i universitetsverdenens boble?

»Interessefællesskabet gør, at man ikke mærker aldersforskellen på samme måde,« siger han og trækker på skuldrene. »Jeg har også tænkt mig at gå til fredagsbar engang imellem, jeg kan bare ikke tillade mig at gøre det alt for tit, da jeg ofte skal arbejde den næste dag.«

Giver det dig så noget, at du har et arbejde, hvis fagområde ligger så langt fra lingvistikkens?

»Ja, det giver mig det, at man møder mange forskellige mennesker og ikke bare går i en lille boble.«

Men som Michael selv erkender, er han alligevel ikke som de fleste af sine studiekammerater. Eksempelvis får han ikke SU og vil nok aldrig komme til at få det.

»Hvorfor skulle jeg også det? Det er jo tiltænkt studerende, som ikke har andre muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen.«

Fremdriftsreformen er i vejen

Til gengæld undrer Michael sig over fremdriftsreformen, der har gjort, at det er svært at forlænge sit studium, selv om man ikke koster staten SU. Det kan for studerende som Michael betyde, at man potentielt kunne blive tvunget til at droppe sit arbejde:

»Når jeg også arbejder 37 timer, prioriterer jeg undervisningen først, og så må andre fritidsfornøjelser komme i anden række, men det kan godt blive problematisk med begge dele. Jeg vil måske søge dispensation fra studiet eller søge om nedsat tid på arbejdet.«

I sidste ende kan det rigide system betyde, at Michael må vælge imellem arbejdet og passionen for sprog – til både sin egen og statskassens ulykke. Michael er dog ikke i tvivl om, hvorvidt det er hensynet til arbejde eller hans interesse for sprog, der vejer tungest:

»Jeg ville ikke give afkald på mit arbejde og mine kolleger.«

uni-avis@adm.ku.dk