Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Fortæl os om dit studieliv

HJÆLP UNIAVISEN - Meget tyder på, at uddannelsesministeren og hans politikerkollegaer har glemt, hvordan det er at være studerende, når man lytter til SU-debatten. Det vil Universitetsavisen nu gøre noget ved, og her kommer du ind i billedet.

Når politikerne kalder uddannelsesstøtten for ‘cafépenge’ og det sjette års SU ‘fjumreåret’, maler det et billede af de studerende som en flok gratister, der sorgfrit tuller lalleglade gennem studieårene uden at tage fra.

Taler man med de studerende på Københavns Universitet, tegner der sig selvfølgelig et mere nuanceret billede. Nogen har stress, andre lider af eksamensangst eller lever i en flyttekasse på jagt efter den næste fremleje.

Men de fleste har bare en travl dagligdag, hvor de skal have tetrisspillet til at gå op i et liv mellem undervisning, læsning, arbejde og socialt liv. Og nej, du behøver ikke have et swag liv med karakterer i verdensklasse, drømmestudiejob og en tjans som strambukset forsanger i et Kødby-band for at din historie er interessant for andre end dig selv.

Vi håber, at du vil være med til at kvalificere debatten om de studerendes vilkår ved at fortælle om din hverdag. Hvordan prioriterer du din tid, dine studier, din økonomi? Er det for mange eller for få timer, der stresser dig? Bruger du mere tid på studiejobbet end i læsesalen? Er der råd til champagne-brunch i forældrekøbet eller ernærer du dig på tomatsuppe med nudler på klubværelset?

Skriv et par linjer om dig selv til uni-avis@adm.ku.dk. Vi glæder os til at læse dem og til at møde dig.

Seneste