Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Farvel til den gamle rustur

Fremover bliver rusturen ikke nye studerendes første møde med studiet på Naturvidenskab. Det har skabt stor utilfredshed blandt de studerende, og rusværterne på Fysik har droppet årets tur

Rusvejlederne på Datalogi har været i gang med at planlægge årets rustur for de nye studerende siden februar måned. Og i de sidste to uger af august har de boet på campus, mens de har arbejdet fuldtid med forberedelserne til turen.

Hans-Kristian Bjerregaard og Thomas Tegner Lund er to af årets rusvejledere, de går på 7. semester og er med for tredje gang. De skønner, at de hver bruger 300 frivillige timer og dermed en stor del af deres sommerferie på rusturen.

Slag mod motivationen

Men turen var tæt på slet ikke at blive en realitet. I foråret fremlagde ledelsen på Det Naturvidenskabelig Fakultet nemlig udkastet til en storstilet studiestartsstrategi, som træder i kraft i 2012.

Den indebærer, at rusturen, der plejer at byde nye studerende velkommen på fakultetet, fremover er henvist til at spille en mindre central rolle i studiestarten og først må finde sted senere i forløbet.

Det tog motivationen fra de frivillige rusvejledere på Datalogi, som besluttede at sløjfe årets rustur.

»Ingen gad bruge hele deres sommer på at planlægge rustur, hvis vores arbejde ikke bliver værdsat,« fortæller Hans-Kristian Bjerregaard. Men en håndsrækning fra institutledelsen gjorde, at de nye dataloger alligevel kommer på hyttetur med deres rusvejledere.

LÆS MERE: Faglighed har overtaget festen

Rustur på retur

Anderledes står det til på Fysik, hvor det frivillige korps af rusvejledere har besluttet, at de ikke vil stå for at arrangere rustur i år.

Institutledelsen på Fysik har nemlig valgt at tage forsmag på den kommende studiestartsstrategi og besluttede i foråret, at rusturen allerede i år skulle sløjfes i introugen til fordel for fem campusdage, fortæller Bjarke Mønsted, som har været rusvejleder på Fysik to gange.

»Vi vil ikke være med i en samarbejdsmodel, hvor ledelsen tager en beslutning om det arbejde, vi laver, uden at vi bliver spurgt, og derfor besluttede vi os for at melde fra,« siger Bjarke Mønsted, der mener, det er helt uforsvarligt at hive noget ned over hovedet på nogle, der bruger så meget tid på frivilligt arbejde.

Efter den udmelding fik de studerende alligevel lov til at afholde rustur i uge 35. Men en afstemning viste, at der ikke var tilstrækkelig opbakning blandt rusvejlederne, fordi turen skulle være en dag kortere end de fire dage, den plejer at vare.

»Det tager et par dage for de nye studerende at falde til og lære hinanden at kende, så nogen kan ikke stå inde for den model. Mens andre stadig føler, at de bliver udsat for en kontrolmanøvre,« fortæller han.

Opbakning til studiestart forsvinder

På Datalogi er rusvejlederne Hans-Kristian Bjerregaard og Thomas Tegner Lund glade for, at de for tredje gang kan være med til at byde et nyt kuld studerende velkommen. Men som det ser ud nu, melder ingen af dem sig som rusvejledere næste år, hvor studiestartstrategien træder i kraft på hele fakultetet.

De synes, det er ærgerligt, at studenteropbakningen til studiestarten forsvinder.

»Vi brænder for at tage imod de nye studerende og vise dem, hvor fedt deres nye studie er. Ansatte medarbejdere laver jo kun det arbejde, de bliver betalt for, men vi lægger flere hundrede timers frivilligt arbejde. Det handler om passion,« siger Hans–Kristian Bjerregaard.

Kaotiske campusdage

Han mener, at forskellige modeller virker forskellige steder, og alt det, de har dårlige erfaringer med på Datalogi, bliver fremskubbet næste år, mens rusturen træder i baggrunden, fortæller han.

»Campusdagene er et stort kaos. Hverken russer eller vejledere synes, det er særlig sjovt, fordi campus ikke er gearet til den mængde mennesker.«

»På rusturen kommer de nye studerende ud i en hytte, hvor de er nød til at være sammen. Og så tager vi alt fra dem – computere, mobiltelefoner og ure – der kan fjerne deres opmærksomhed fra hinanden. I starten synes folk, det er mærkeligt, men når vi når til onsdag-torsdag, synes de, det er vildt fedt,« fortæller han.

Omvendt er der ikke særlig meget opbakning til de sociale arrangementer på campusdagene, fortæller Thomas Tegner Lund.

»De dage, vi er på campus, minder mest om reelle skoledage, hvor de nye studerende kommer i skole og tager hjem igen. Når vi mister rusturen ved studiestarten, mister vi også det sammenhold, der opstår der,« siger Thomas Tegner Lund, som frygter, at det vil gå udover frafaldet.

Hippieånd i hytten

Det er Bjarke Mønsted enig i, og derfor ville han også gerne have givet de nye studerende den start, han selv fik.

»Når russer tager afsted på hytteturen, er de en flok nystartede studerende. Når de kommer hjem, er de et rushold. De har været igennem et forløb, som er optimeret igennem mange timers forberedelser og mange års evaluering. Vejlederne gør en dyd ud af at få alle med, generte som festlige, gennem et væld af aktiviteter. Og den fællesskabsfølelse, der opstår efter turen, er helt unik,« fortæller Bjarke Mønsted.

»Vi mener selv, at vi har gjort et godt stykke arbejde gennem årene og har været meget professionelle.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste