Fanbrev i guldmedaljeform fra Nobelkomité?

Fremtrædende forskere på Københavns Universitet har svært ved at se logikken i Obamas fredspris

af Christoffer Zieler

Først må Bob Dylan - igen - se sig slået i opløbet til Nobels litteraturpris. Og så må verdens fredsaktivister se sig slået af en præsident, der ret beset er i fuld gang med at føre krig to steder i verden. De fleste har nok bemærket, at Barack Obama modtager Nobels fredspris i år.

Dén pris kunne man sådan set også have argumenteret for at Bob Dylan skulle have haft, hvis man spørger Universitetsavisen.

Mystificerede Politologer

På Københavns Universitet (KU) undrer politologerne sig over prisen. Både Politiken, Information og Kristeligt Dagblad har haft grundigt fat i de samfundsvidenskabelige eksperter på KU, så vi tager et udpluk af deres ret samstemmende vurderinger.

Professor i statskundskab Ole Wæver finder uddelingen af prisen til Obama, som han ellers ikke har noget imod, bizar. Til Politiken pointerer han dog, at den amerikanske præsident kan bruge prisen positivt i sit arbejde - måske kan den blive selvopfyldende?

»Der er bare noget ekstra pondus i, at man som aktiv statsleder får en fredspris, der ofte gives til systemkritikere, organisationer og så videre,« siger Ole Wæver.

Lysende på en dunkel baggrund

Wævers professorkollega, Peter Kurrild-Klitgaard har heller ikke fundet det lalleglade udtryk frem i anledning af Obama-kåringen.

»Størstedelen af dem, man tidligere har givet prisen til, har jo fået fået den, fordi de rent faktisk har skabt nogle konkrete resultater. Det er selvfølgelig sket før, at nogle har modtaget den for de gode intentioner, men her er der jo heller ikke tale om andet«, siger Peter Kurrild-Klitgaard til Politiken.

Både Kurrild-Klitgaard og Wæver er enige om, at kontrasten til Barack Obamas forgænger i den bløde præsidentstol er en hel del af forklaringen på prisen. Obama kunne dårligt undgå at fremstå fabelagtig på baggrund af George W. Bushs miserable og upopulære embedsperiode.

Ole Wæver udtrykker det således over for Information: »Enhver efterfølger ville i virkeligheden kunne have fået den. Det er lige før, man skulle have givet den til George Bush for at have gjort os så deprimerede, at vi bliver glade, når det holder op.«

Ingen fredsdue

Sikkerhedsekspert og lektor ved KU Peter Viggo Jacobsen er også ret uimponeret af Obamas hidtidige præsidentmeritter.

»Det må jo være fordi, de ikke kan finde på andre at give den til. Det, han reelt har gjort, er at sige, at atomvåben skal afskaffes, når han engang er død. Så har han talt pænt til muslimerne og sagt i FN, at han godt kan lide organisationen,« siger Peter Viggo Jacobsen, ligeledes til Information.

Lektor Mikkel Vedby Rasmussen, også fra Institut for Statskundskab, gør opmærksom på, at Barack Obama ikke ligefrem er fredsvagtsmateriale.

»Han overvejer lige nu, om der skal 40.000 flere soldater til Afghanistan. Der er nogle ting i jobbet som amerikansk præsident, som ikke kan pakkes ind i den cellofan, Nobelkomitéen gerne vil hylle Obama ind i. Man kan komme i tvivl om, hvorvidt det er idéen om Obama, snarere end Obama selv, man giver prisen til, siger Mikkel Vedby Rasmussen til Kristeligt Dagblad.

Idéen om en helt

Men, okay, Barack Obama virker unægtelig også som en løfterig idé. Han taler fantastisk godt. Han lover storartede ting. Folk, der virkelig ikke kunne fordrage USA, erklærer verden over, at de nu kan fordrage USA om ikke andet lidt. Og Nobels fredspris kunne helt stensikkert gå til folk med helt anderledes blakkede generalieblade. Det er vist lige før, den plejer.

I en satire om Henry Kissinger - her citeret på slump - fremhæver den amerikanske realpolitiker sin karrieres to højdepunkter. »Det første var da jeg modtog Nobels Fredspris i 1973 for at afslutte Vietnamkrigen,« udtaler satirens Kissinger. »Min karrieres andet højdepunkt indtraf i 1975, da Vietnamkrigen sluttede.«

Og så går Nobels Fredspris jo også ofte til andre mennesker, som har tilbragt lange karrierer med at slå hinanden i hovedet, men kort før overrækkelsen er holdt op med at slå hinanden i hovedet. John Hume og David Trimble i Nordirland, for eksempel, eller de gamle krigsheste Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin. Ingen pris uden lidt blod på hænderne, kunne man sige. Efter Alfred Nobels eget eksempel - han opfandt dynamitten.

Lokkemad til Norden

En god nyhed for Danmarks miljøestablishment: Obama har lovet at tage til Oslo til december for at hente sin medalje og de 10 millioner svenske kroner, der følger med. I så fald kan han næsten lige så godt tage til København og indgå en klimaaftale. Hvem ved? Måske kan han nå at give 2009-prisen lidt berettigelse i det år, han modtager den?

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del