Det flersprogede urbane Skandinavien

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, kære minister, mine damer og herrer

Det vakte opsigt da den svenske sprogforsker Ulla-Britt Kotsinas i slutningen af 1980’erne beskrev det såkaldte Rinkebysvensk. Rinkeby er en forstad til Stockholm, en forstad med en stor andel af indvandrere. Rinkebysvensk var så betegnelsen for en ny måde at tale svensk på – en måde som var blevet til blandt unge i etnisk blandede grupper.

Kotsinas beskrev, hvordan de unges sprog varierede i forhold til stockholmsk standardsprog, hvad angik udtalen, enkelte grammatiske træk og ordforrådet – de unge brugte ord fra forskellige indvandrersprog, blandt andet arabisk. Alle disse sprogtræk blev associeret med unge med indvandrerbaggrund.

Det opsigtsvækkende ved Kotsinas’ forskning på dette tidspunkt var ikke så meget konstateringen af, at svensk blev talt på nye måder af de nye svenskere. Det banebrydende var, at Kotsinas ikke betragtede det som fejlfyldt svensk eller halvfærdigt svensk.

I stedet havde Kotsinas dialektforskerens briller på, idet hun betragtede de unges sprog på lige fod med andre svenske måder at tale på. Rinkebysvensk var, argumenterede hun, en variant af stockholm-svensk og skulle opfattes og behandles som sådan – på præcis samme måde som traditionelle svenske varieteter, dialekter og sociolekter.

Siden Kotsinas’ første undersøgelser er det blevet almindeligt at betragte og at studere unge tosprogede som en del af de skandinaviske sprogsamfund på lige fod med andre sprogbrugere. Mange nye undersøgelser er kommet til siden Kotsinas.

I et fællesnordisk projekt har vi samlet det meste af den skandinaviske forskning fra de seneste 10 til 15 år. Jeg skal i forelæsningen her komme ind på resultaterne af forskningsprojekter fra byerne København, Århus, Oslo, Stockholm, Gøteborg og Malmø. De skandinaviske sprog – dansk, norsk og svensk – er sprogligt set meget ens, og vi finder derfor en del parallelle sprogtræk i de forskellige lande.

I København blev de unges sprog i begyndelsen af 2000-tallet betegnet som en multietnolekt for at signalere at der var tale om en ’lekt’ (en sociolekt eller dialekt) på linje med andre danske ’lekter’. Andre betegnelser i Skandinavien og Nordeuropa er også brugt – fx etnolekt eller de unges egne betegnelser: rosengårdssvensk i Malmø og araberslang i Århus.

Sådanne betegnelser er dog ikke ukontroversielle. Det har været anført, at navne på en bestemt slags sprogbrug har en tendens til i sig selv at skabe en forestilling om et afgrænseligt – og måske eksotisk – sprog med en tilhørende fast gruppe af brugere. Den sproglige virkelighed er dog langt mere mangfoldig og dynamisk end de simple betegnelser kan indfange.

For det første er det ikke sikkert, at sprogbrugen alene hænger sammen med etnicitet – som en betegnelse som multietnolekt kunne signalere. Undersøgelserne i de skandinaviske byer viser, at en del af det, vi forbinder med unges sprogbrug i flerkulturelle kvarterer, som fx Nørrebro, er ungdomssprog. De unge skaber lige så meget – eller måske i højere grad – ungdomsidentiteter som etniske identiteter med deres sprogbrug.

For det andet er der ikke nogen en-til-en-relation mellem etnisk baggrund og sprogbrugen. Der er unge talere med dansk, svensk og norsk baggrund, der bruger sprogstilen, og der er unge talere med anden etnisk baggrund end majoritetens, der aldrig taler andet end standardsprog.

Hvad betegnelserne etnolekt og multietnolekt dog godt kan, er at vise, at her foregår noget interessant med sprog i de sammenhænge, hvor dansk og svensk og norsk er i kontakt med nyere indvandrersprog som tyrkisk, arabisk, serbisk og så videre. Betegnelserne kan også vise, at det er sprog, som skal tages seriøst som en del af vores skandinaviske sprogsamfund og ikke fejes til side som problematisk eller dårligt tilegnet sprog.

Og seriøst – det har man skam taget de nye sprogpraksisser i de skandinaviske storbyer. Da tiden er begrænset, har jeg valgt et par enkelte eksempler på resultater ud, som vi finder i alle tre lande: Et grammatisk træk, noget om udtale og lidt om ordforråd.

Det første gennemgående sprogtræk, som vi finder i alle tre lande har med ordstilling at gøre. Der er en tendens til at bruge ligefrem ordstilling som stil-konstituerende træk i sammenhænge hvor standarddansk, svensk og norsk almindeligvis har omvendt ordstilling. Altså for eksempel I morgen jeg skal i biografen i stedet for I morgen skal jeg biografen. Eller et svensk eksempel: Sen hon gick till skolan (Sen gick hon till skolan).

Selvom der er en tendens til øget brug af dette sprogtræk blandt de unge, bruges det ikke konsekvent i alle sætninger og heller ikke i alle situationer. Men den ligefremme ordstilling er et etableret træk, som kan være med til at signalere ungt tosproget storbymenneske.

Et tydeligt tegn på trækkets etablering er, at det bruges som stilistisk litterært greb i noveller og romaner, for eksempel i den svenske roman Et Ögon Rödt, der skildrer en ung mand med minoritetsbaggrund i Stockholm. Her bruger jeg-fortælleren romanen igennem konsekvent ligefrem ordstilling.

Det ses i både Danmark, Norge og Sverige, at de unge er i stand til at skifte sprogstilen ud med en mere standardnær stil i situationer, hvor det er ønskeligt. Det skal jeg kort vende tilbage til i slutningen af min forelæsning.

Jeg ved dog af erfaring, at mange stadig tænker – ”ej, det må jo være fordi de unge ikke kan finde ud af at sætte ordene rigtigt sammen – de har ikke lært det godt nok”. Men den er god nok. Det er et gennemgående resultat i alle landenes undersøgelser, at de unge benytter sig af og sammensætter mange forskellige sprogtræk, som vi forbinder med forskellige sprogstilarter eller varieteter. Og flere af dem varierer altså brugen i forhold til den sammenhæng, de taler i.

Fælles for de grammatiske træk – og også udtaletrækkene som vi skal se på om lidt – er at de involverer det, man i sprogvidenskaben kalder markerede former. Det vil sige træk, som betragtes som usædvanlige for et sprog – her dansk, norsk og svensk. Omvendt ordstilling – altså som vi har i standardsprogene, I morgen skal jeg i biografen, er en grammatisk markeret form. Man ved, at markerede former er særligt udsatte for variation og forandring i situationer med sprogkontakt. Og det er også typisk de markerede former, der er vanskelige at tilegne sig, når man lærer et nyt sprog.

Derfor er det ikke så overraskende for sprogforskere, at det er netop de markerede former som – i deres nye udgaver – kan bruges som stiltræk der varierer fra standardsprogene. Det er slet og ret muligt at øge og mindske graden af at ‘lyde som majoriteten, standardnormen’ og ‘lyde som (indvandrer) minoritet’. Der er altså tale om det, man i sociolingvistikken kalder en stilistisk ressource.

Fælles for de danske, svenske og norske undersøgelser er også, at udtalen – det vil sige den fonetiske variation – er en vigtig det af sprogstilen.

Nu skal jeg nok spare jer for at gengive et eksempel på dansk – det vil bare komme til at lyde som en dårlig parodi – men mange vil genkende den karakteristiske udtale fra repræsentationer i medierne, for eksempel fra Perlevenner på DR2. For de unge selv er udtalen tydeligt genkendelig – det har undersøgelser i København og Malmø vist.

I Sverige har forskeren Petra Bodén beskrevet den nye måde at udtale svensk på i Stockholm, Gøteborg og Malmø. Det er interessant, at hun finder, at udtalen ikke alene er farvet af de unges førstesprog – altså som er almindeligt ved udenlandsk accent, at man kan høre en rest af talerens førstesprog, for eksempel tyrkisk eller engelsk.

Derimod synes udtalen at være præget af indflydelse fra flere forskellige sprog, således at man ikke kan forbinde den med afsmitning fra ét sprog. Altså, der er ikke tale om svensk med tyrkisk accent eller arabisk accent. Bodén argumenterer derfor for, at der er tale om nye svenske udgaver af urbant sprog.

Vi har desværre ikke en lignende undersøgelse fra Danmark, men man kan antage at situationen her er den samme i de sprogligt blandede kvarterer.

Det sidste jeg vil komme ind på er ordene. En række ord – de fleste af slangkarakter – forbindes med de unges sprog. Mange af ordene er de samme i de forskellige byer. Således ser vi de samme tyrkiske og arabiske låneord i svensk, dansk og norsk. Det mest udbredte er nok udtrykket wallah. Det stammer fra arabisk og betyder ved Gud – jeg sværger ved Gud. Det bruges til at understrege rigtigheden af det man siger – wallah det er sandt det jeg siger.

Andre udbredte ord er Jalla også fra arabisk der betyder “kom” – jalla lad os gå. Og kiz fra tyrkisk, der betyder pige, og para også fra tyrkisk, der betyder penge.

En del af disse slangord bruges også af unge i nordeuropæiske storbyer som Berlin, Hamborg og Amsterdam. Hovedparten af ordene er oprindeligt tyrkiske og arabiske, men der er også eksempler på serbiske, græske og ord fra andre sprog.

De unge selv er meget bevidste om disse ords slangkarakter i den forstand, at de bruger dem i uformelle situationer sammen med venner, men undgår dem i andre mere formelle sammenhænge. Ordene som en stilressource hører til de sprogtræk, som er nemmest at vælge til og fra i sit sprog. Det kan alle frit gøre. Mange af de unge er også dygtige til at jonglere med de grammatiske træk – som for eksempel den ligefremme ordstilling.

Det mest vanskelige er udtalen. Nogle af de unge i undersøgelserne mestrer til perfektion at skifte mellem en udenlandsk accent-præget udtale og en national standardudtale. Andre af de unge mestrer at vælge ordene og de grammatiske træk til og fra, men beholder den karakteristiske udtale i alle situationer.

Dette er ganske parallelt med virkeligheden for mange dialekttalende danskere. De fleste kan fralægge sig specielle dialektord og grammatiske former, men den regionale udtale hænger ved.

Fra en dialektforskers perspektiv er det interessant at følge den sproglige udvikling i de flersprogede bykvarterer. Er en ny udtalenorm ved at etablere sig? Er der tale om en udtale, der gives videre til børn og som på længere sigt præger et menneskes sprog gennem hele livet? Det er endnu for tidligt at svare på spørgsmål som disse.

Men én ting er sikkert: De danske, norske og svenske sprogsamfund er blevet mere varierede – og det takket være de nye sprogkontaktsituationer i storbyerne.

Mange tak.