Det er ikke raketvidenskab at definere, hvad universitetet skal

Højberg Rapportens grundlæggende metafor er et problem. Den svarer faktisk til den, som den anbefaler brugt af KU, nemlig fortællingen selv eller rejsen.

Begge grundmetaforer forudsætter, at KU er i en konstant proces. Det er jo ikke forkert, men vi må stille os selv spørgsmålet, om processen er vores identitet?

Set indefra ser det mere ud som om processen, den påstående bevægelse fra a til b, i virkeligheden er en overvejende politisk iværksat trang til at skubbe rundt med universitetet mellem a, b, c og d og tilbage til a igen. Så skal vi have mere kvalitet i forskningen. Så skal vi have mere kvantitet i undervisningen. Så skal vi have mere fremdrift. Så skal vi have aftagerkontakt. Men så er den gal med kvaliteten igen, og så begynder processen forfra.

Behovet er nok snarere ro

Det generelle ønske på KU internt er ikke mere proces, men mere ro, tror jeg. Man kan selvfølgelig sige, at rapporten netop forsøger at gøre op med netop retningsløsheden, men så udestår det jo stadig at definere, hvad ruten fra a til b går ud på, især er det jo interessant, hvad b er. Det går bedre med at finde ud af, hvad a er. Det er den slags vi har historikere til.

Men som antydet mener jeg ikke, at proces kan gøre det ud for substans. Det er ikke raketvidenskab at definere, hvad universitetet skal – bortset naturligvis fra den del af universitetet, der faktisk beskæftiger sig med raketvidenskab. Vi skal hverken fortælle eller rejse. Vi skal forske og undervise, skal vi. Jeg synes, at det er rigtigt at pege på talent som et samlende begreb, der rummer store dele af det, som universitetet gør, i sig.

Men hovedsagen er, at universitetet er det, vi gør, ikke dér hvor vi skal hen.

Pas på med bare at gøre jeres arbejde, ansatte

Det overordnede problem med at gøre processen til substansen er, at det gode, vi allerede gør, bliver usynligt. Det er som den bevægemelder, der styrer lyset på mit nye kontor. Hvis jeg bare sidder ved min computer og arbejder, går lyset ud på et tidspunkt. Jeg bliver nødt til at opføre mig hektisk for at holde lyset tændt.

Jeg tror det er et fælles problem for hele den offentlige sektor, at opmærksomheden forsvinder, hvis vi bare gør vores arbejde. Det at nogen møder på arbejde hver dag og får sagerne ekspederet, de studerende eksamineret osv., bliver usynligt, når ledelsen skal forhandle udviklingskontrakter næste gang.

En udviklingskontrakt spørger altid, hvor langt vi er nået fra a til b?

Den har ingen mulighed for at anerkende, at a kan være et fortræffeligt sted at befinde sig.

uni-avis@adm.ku.dk