’Der er vildt meget man skal vide’

Man glemmer det af og til, når man haft sin daglige gang her et stykke tid. Men Københavns Universitet – og tilværelsen som universitetsstuderende – kan være noget af en indviklet størrelse at få styr på.

Det vil KU’s 7.616 nye studerende i den grad sande i løbet af de næste uger. Men de flere end 2.000 nybagte KU’ere, der havde valgte at lægge vejen forbi Studenterrådets rusarrangement, fik forleden en forsmag på en af de første konkrete hurdler, de vil opleve igen og igen.

Nemlig, at finde rundt. For hvor ligger det Humanistiske Fakultet, og hvordan finder man det dér KUA2, hvor arrangementet foregår?

Er man ‘ny på universitetet’ (et badge der burde udvikles, kanske?) giver det ikke sig selv, og Studenterrådet havde klogelig postet hjemmeværnsvesteklædte og retvejspegende frivillige i området omkring Islands Brygge Station.

Men at få dannet sig et overblik over det KU’ske københavnerkort er bare en af de udfordringer, der venter. Som en rus retorisk spørgende udtrykte det, mens hun og en veninde venterøg smøger i aftensolen før den officielle velkomst:
»Der er vildt meget, man skal vide, når man starter, ik’?«

SE OGSÅ: Adam Garffs billeder fra dagen på Uniavisens Facebookside.

’Er det os?’

Den oplevelse havde Studenterrådets formand Mie Sofie Andersen også dengang hun selv begyndte på jurastudiet, fortalte hun de fremmødte i sin velkomsttale.

»Som ny KU’er er man i tvivl om, hvad det er, man vil, og hvad det vil sige at være studerende.«

Studenterrådsformanden havde derfor også et par gode råd med til de potentielt tvivlende: At de skal sørge for at nyde deres nye studieliv, at det er vigtigt at engagere sig socialt på sit studium, og at man skal turde at stille krav til sin uddannelse.

Relevante råd, helt klart. Og heldigvis er der da også flere ting, der helt trygt giver sig selv. For eksempel at man naturligvis skal grine, når en elskværdigt knirkende rektor, Ralf Hemmingsen, i sin velkomst fortæller, at han personligt ikke gør sig så meget i det der ’twerking’.

Men der er stadig meget, man kan forundres over til sådan en første-skoledag-for-de-kloge: Hvorfor har en af de frivillige bare tæer? Hvorfor må barerne først åbne klokken 20, når de fleste tutorer alligevel gladelig byder på dåseøl? Hvorfor handler rektors velkomsttale ud over balledans primært om krig? Og hvorfor er det lige, at Kemi-tutorerne er klædt ud i dyrekostumer?

Gode spørgsmål, der sikkert har simple svar. Det kræver bare lige, man kender dem.

Denne logik blev igen understreget, da aftenens værter som en stemningsskabende gimmick bad de nye studerende at huje, når de råbte deres fakultet op. For mens Jura og Teologi lidt gav sig selv, skabte det noget usikkerhed, da humanisterne blev bedt om ’at lave noget larm’. I hvert fald for mellem to de nybagte biologi-studerende foran Uniavisen udsendte, der forvirrede stak hovederne sammen.

»Er det os?« hviskede den ene

»Nej, det tror jeg ikke …« lød det tøvende svar.

Sidstemanden var på rette spor. Biologi hører nemlig hjemme på Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. For som garvet KU’er kender man selvfølgelig den tommelfingerregel, der lyder, at hvis en uddannelse primært foregår i et laboratorium og/eller udenfor i den virkelige verden, så er der aldrig tale om en humanistisk uddannelse.

Informationsmission

Det er præcis den slags indsigter, Uniavisen gerne vil være med til at sprede. Derfor besluttede avisens udsendte sig også for – da det officielle program var ovre, fadøllene blevet frigivet og KUA2’s kæmpeaula omdannet til hyggeligt hæng-ud-sted – at begive sig ud i en regulær Q&A-mission. Konceptet var simpelt: Vi indsamlede russernes spørgsmål, for derefter at lade mere erfarne studerende – studielivets sande eksperter – levere svarerne. Vidensdeling og public service par excellence.

Første spørgsmål kom (igen) fra det udendørs rygerområde. Her udtrykte de tre engelskstuderende Victoria, Julie-Mai og Isabell nemlig enighed om, at det godt kunne være svært at finde al den information, man skal bruge som ny studerende.

»Så hvor finder man de studierelevante oplysninger?«

Det fik vi hjælp af en af aftenens frivillige, Marie, der læser Antropologi på andet år, til at besvare. Hendes svar er desværre ikke 100 procent entydigt (velkommen på KU!):

»Absalon (KU’s online læringssystem, red.) er et godt at starte, ligesom kurser.ku.dk er stedet at få overblik over undervisningstid- og sted,« meddelte hun fra sin dørmandsposition ved KUA2’s hovedindgang. »Men jeg tror også, det er vigtigt, at man vænner sig til at spørge andre. Brug dine medstuderende, dine tutorer og ikke mindst din uddannelses studievejledning, hvis der er noget, du er i tvivl om.«

’Hold dig fra Kulørbar!’

I en af de lange tissekøer – som var et af et ellers uhyre velsmurt arrangements få praktiske minusser – fald vi i snak med Johan, der skal begynde på Matematik. For ham havde et af de helt store spørgsmål været, om hans studiefremtid skulle stå i matematikken eller filosofiens tegn, sagde han. Det dilemma havde dog løst sig af sig selv. Johan ville nemlig læse i København. Men hvis han dette semester ville have begyndt på Filosofi, så havde studiebyen heddet Odense.

Men i sin rolle som nytilflyttet ungersvend med appetit på livet, havde Johan også et mere konkret spørgsmål.

»Hvor skal man gå ud i København?«

Svaret leverede tre tutorer fra landskabsarkitektur, Therese, Camilla og Nanna:

»Jamen, han skal tage på Acaciavej, som er Frederiksberg Campus’ fælles fredagsbar, og som flere gange er blevet kåret til den bedste studiebar,« lød det – ganske lokalpatriotisk – fra Nanna.

Therese tog over:

»Derudover skal han bare hurtigt lære, at det bare er sjovest at tage på bodega. Hold dig for alt i verden væk fra steder som Kulørbar, Sunday og Molly. Men man kan godt tage på Kassen på Nørrebrogade eller på Vela. Den sidste er selvfølgelig en bar for lesbiske, så måske er det ikke så oplagt for ham. Men man kan også bare tage i Quickfakta og købe bobler.«

Du finder ud af hvad du vil

Denne aften kunne man dog med fordel bare blive hængende på KUA, hvor festen trods størstedelen af de deltagendes debutantnerver, bobbede fint og hyggeligt derudaf. Eksempelvis i en af de små gårdhaver, hvor de tre kommende biologer Feodor, Robert og Nick havde fundet sig et sommerligt bord-bænke-sæt at hvile fadøllene på. Og ganske overskudsagtigt var de egentligt enige om, at der var rimelig styr på det hele.

»Jeg har sat mig godt ind tingene på forhånd, så jeg føler ikke, at jeg har fået noget nyt at vide i dag. Det er ikke en kritik af tutorerne, der har været super gode, jeg har bare gjort mit forarbejde godt,« sagde Robert.

Men, indskød Feodor, faktisk var der en ting, de havde diskuteret.

»For hvad ender man egentlig med at lave som biolog, når man engang er færdig med uddannelsen? Det virker som om der er ret mange muligheder.«

Den bold kastede vi videre til et regulært ekspertpanel. Studenterrådets formand, Mie Sofie Andersen og Emilie Nayberg, der er studenterrepræsentant i KU’s bestyrelse.

»Jeg kan selvfølgelig ikke svare på, hvad han præcis ender med at blive,« smilede Mie Sofie Andersen.

»Men mere generelt kan jeg sige, at det er en bekymring, som alle studerende uanset studieretning på et tidspunkt vil opleve, og at det er noget, man skal tage stille og roligt. Man finder ud af, hvad man vil«

Emilie Nayberg bakkede op:

»Jeg har selv ændret min plan 117 gange, og det har mange af dem, jeg læst med, også. Men i stedet for at se det som noget, man skal være bekymret over, kan man også vælge at fokusere på usikkerheden som noget positivt. At det er fedt, at man har friheden og muligheden til at bevæge sig i forskellige retninger i løbet af sin studietid.«

På mange måder et godt svar at slutte sådan en aften af på, hvor spørgsmålene var mange, svarene til tider diffuse, men hvor nysgerrigheden over alt det ukendte med al tydelighed også var større end bekymringen.

Uni-avis@adm.ku.dk