Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Der er kun én ting, Jørgen Honoré fortryder

PORTRÆT - Og så er der én ting, han har svært ved at acceptere. Ellers har KU’s afgående universitetsdirektør haft masser af medvind på cykelstien – om end den ikke har ført ham hen, hvor han troede, han skulle ende.

»Jeg vidste, du ville spørge om det!« udbryder Jørgen Honoré og griner.

Han sidder ved et rundt mødebord på sit kontor i Nørregade. Det er et smukt kontor med mørke træpaneler, og om få måneder skal han ikke sidde her længere. Københavns Universitet skal have ny direktør.

Nu læner han sig tilbage, så meget man nu kan i den lille stabelstol, og overvejer, om der er noget, han fortryder.

’Overvejer’ er måske så meget sagt. Før interviewet har han uopfordret mailet to tætskrevne ark med noter om sin opvækst og den lange karriere, der har ført ham til en af universitetsverdenens tungeste stillinger. Jørgen Honoré har tænkt over tingene. Også om der nogle af dem, han fortryder.

»Der en én ting,« siger han og læner sig fremad.

Rygvind på cykelstien

Det er nemt at trække en lige linje fra direktøren, der styrer milliardbudgetter, til den driftige knægt, der voksede op i 1950-60’erne i Kauslunde på Vestfyn.

Jørgen Honorés forældre ejede landbageriet. Han var efternøleren i en søskendeflok på fire, hvis mørke hår og brune øjne afslørede familiens franske huguenotaner – og som ifølge barndomsvennen Trygve Andersen gjorde ham ret populær hos pigerne i teenageårene.

»Jeg havde rygvind på cykelstien, da jeg var barn. Jeg blev forkælet af mine søskende og levede i en landsby, hvor jeg kendte alle. Hvis klokken var 12, og jeg var sulten, gik jeg bare ind på den nærmeste gård og spiste. Alle kendte jo bageren,« siger Jørgen Honoré.

Han hjalp til i bageriet, som man gjorde dengang, men han gjorde også mere end det.

Som 14-årig blev han kasserer i elevrådet på Hyldehøjskolen. Og her fik Jørgen sin første forretningsidé: At bage minirugbrød af surdejsrester og sælge dem i elevrådets frugtbod. Han præsenterede stolt ideen for sin far, som blankt afviste at være med. Men Jørgen måtte da godt bruge ovnene, hvis han selv gad ståop klokken 5 og bage.

Det gjorde Jørgen. Hver morgen bagte han 500-1.000 rugbrød, før han selv mødte i skole. De blev solgt 15 ører stykket – til syv skoler i området. Fem ører gik til elevrådet, fem ører til forældrene, og de sidste fem stak han i lommen. Snart tjente han flere hundrede kroner om måneden.

»Andre børn på landet kunne få en cykel i konfirmationsgave. Jeg kunne klare den selv. Mine venner kaldte mig trendsætteren fra Kauslunde. Jeg var den første af byens unge, der købte et B&O-anlæg,« fortæller Jørgen Honoré.

»Jørgen havde ret tidligt held med at tiltrække det modsatte køn og det gjorde, at han var værd at følges med. Han kunne jo ikke tage dem alle sammen.« – Trygve Andersen, Jørgens barndomsven

Iværksætteren

Det er nemt at se den snorlige udvikling fra driftig elevrådskasserer til universitetsdirektør – men gør du det, går du glip af nogle detaljer. For det handlede ikke bare om tal og penge for Jørgen Honoré.

»Han var entreprenant allerede som barn,« husker Trygve Andersen. »Når vi skulle lege, var det ikke nok at bygge en almindelig sæbekassebil. Næh, der skulle en knallertmotor på.«

Han købte sig også en knallert, satte den i stand, solgte den, købte en bedre og gjorde det samme igen syv gange, indtil hans maskine var så hurtig, at han blev snuppet af politiet midt på hovedgaden.

Hjemme hos familien var Jørgen den praktiske. Når moren gik og skumlede over hjemmets indretning, var det 12-årige Jørgen, som bankede væggen ned. Han byggede også et badeværelse. Ofte kastede han sig ud i projekterne uden at spørge først.

»Jeg tog kritikken senere. Jeg har aldrig været bange for at tage risici, hvis jeg har kunnet se, at det ender godt.«

Samtidig havde Jørgen Honoré en klar karrieplan.

»Jeg arbejdede hos den lokale tømrer og havde sagt til ham, at jeg ville købe hans forretning, når jeg var færdig med realskolen.«

Men så kom det første vindstød, som fik ham til at skifte kurs.

De to vindstød

»Skiftet skete nærmest ved en tilfældighed,« siger Jørgen Honoré.

»Det gik rigtig godt med karaktererne i 2. real, men jeg søgte ikke ind på gymnasiet. I stedet meldte jeg mig til 3. real, for jeg skulle jo være tømrer. Men så tog rektor affære.«

Rektor havde bidt mærke i Jørgens tal-talent. Faktisk havde han sat Jørgen til at stå for undervisningen i ekstramatematik. Nu hev rektor fat i Jørgens mor og informerede hende om, at han havde skaffet en ekstra plads på Fredericia Gymnasium, som Jørgen skulle acceptere inden for 48 timer.

Og sådan blev det. Tømrerplanen blev erstattet med en drøm om at blive arkitekt eller designer. Indtil en søndag, hvor Jørgen havde to fastre i sin gamle 2CV købt for egne sparepenge, som fra bagsædet skød hans kreative planer ned som brødløse.

Fastrene anbefalede civilingeniørstudiet, og de fik ret. Han elskede at konstruere, og han elskede bygninger, så efter sommerferien i 1972 startede Jørgen Honoré på DTU.

Ingeniøren, der kedede sig

Starten var hård. De studerende i Lyngby kæmpede med en ny modulstruktur, der tog livet af de fleste.

»Til jul droppede 65 procent ud. Der var kun mig og nørderne tilbage, og der var ingen piger på campus. Det var ikke skægt. Heldigvis havde jeg Vibeke.«

Hende havde han mødt på gymnasiet – den sidste dag, til den sidste fest. Nu læste hun engelsk på KU, mens Jørgen terpede sammen med nørderne i Lyngby. Han overvejede at stoppe, men manglede gode alternativer indtil han fandt et mål at sigte efter:

»De fleste studerende ville nørde statik og betonstrukturer. Jeg gik managementvejen. Jeg specialiserede mig i anlægsteknik, og om lørdagen læste jeg en HD i ledelse oveni.«

Drengen, der altid havde været god med hænderne, fandt ud af, at han havde blik for det overordnede billede. Han kunne læse de strukturer, der styrede virksomheder, institutioner – ja, et helt område som det teknologiske. Og han havde en fornemmelse for, hvad der skulle til for at flytte folk og ændre de strukturer, der var uhensigtsmæssige.

»Lige fra begyndelsen var han lydhør, åben og engageret. Og en meget rar mand at arbejde sammen med.« – Joan Lykkeaa, fællestillidsrepræsentant på KU

Direktøren

Det var på Teknologisk Institut – efter to job i bygge- og anlægsbranchen – at tingene gik stærkt. Han søgte ind som projektleder i direktionen og lagde instituttets strategi sammen med direktøren Morten Knudsen.

»Han var meget visionær. Havde man gode ideer, ringede man til Erhvervsministeriet (Teknologistyrelsen), så kom de bedste på finansloven og blev til den officielle erhvervsfremmepolitik i Danmark. Skulle det være så svært?«

Jørgen Honoré blev på Teknologisk Institut i 16 år. Til sidst som konstitueret direktør. Men efter 18 måneder som øverste chef, kunne han ikke vende tilbage til en tjans som vicedirektør.

De næste to år bankede han Kvalitetsinstituttet for Servicesektoren op for erhvervsminister Mimi Stilling-Jacobsen. På papiret var ansættelsen en succes, men tempoet var ikke højt nok. Og ingeniøren savnede teknologien. Så greb Jørgen Honoré telefonen og ringede til Forskningscenter Risø.

Den politiske løgn

På Risø stødte Jørgen Honoré for en sjælden gangs skyld på noget, han havde svært ved. Som ny vicedirektør skulle han sælge forskningsstationens ydelser til danske virksomheder. Og det krævede politisk tæft.

»Jeg skulle lære at støbe den rette ’politiske løgn’ – altså dreje sandheden i en politisk kontekst. Jeg er logiker, tænker rationelt og tror på folk. Men sandheden gjorde sig ikke altid i de politiske systemer. Man skulle sige én del af sandheden i et miljø, en anden del i et andet miljø. Og så skulle man lave en diskurs. For rigtige politiske dyr er diskursen sandheden. Det er den ikke for en ingeniør.«

Ved siden af jobbet tog Jørgen Honoré en MPA i politologi. Hans indsigt i at dreje sandheder politisk er noget, han bruger dagligt i arbejdet ud af til på KU.

»Jeg bruger den til at forstå, hvordan andre mennesker ser på en situation. Og KU er en meget politisk organisation.«

Med Jørgen Honorés egne ord gik de fem år på Risø »rigtig fint«. Faktisk gik de så fint, at han i 2002 blev ringet op af en headhunter.

Den hårde hund

Det var direktørstillingen på DTU, der gjorde Jørgen Honoré til et navn i universitetsverden. Hans gamle universitet havde fået netop fået selveje, men økonomien sejlede og administrationen var slidt.

Den nye ledelse – inklusive Jørgen Honoré – dikterede benhårde forandringer. Missionen lykkedes, og Jørgen er i dag tydelig stolt af sin andel i genopretningen af DTU. Men kampene var hårde.

»Der var nogle medarbejdergrupper, der syntes forandringstempoet var for højt,« siger han.

Da Jørgen i 2007 sagde ja tak til stillingen som direktør for København Universitet, var rygtet løbet i forvejen.

»Vi havde fået at vide af tillidsfolkene fra DTU, at han var en hård mand,« siger fællestillidsrepræsentant Joan Lykkeaa. »Og jo, han kunne da være bestemt, men lige fra begyndelsen var han lydhør, åben og engageret. Og en meget rar mand at arbejde sammen med.«

Selv har Jørgen Honoré måttet vænne sig til et andet tempo på KU.

»KU er en meget politisk organisation. Hvor det på DTU handlede om implementering, så kan en beslutning godt være genstand foren vis diskussion på KU. Det tager længere tid. Men vi får da også implementereti bund her,« siger han.

»Jeg har svært ved at acceptere, at det offentlige system er sådan. Det er ikke ordentligt i et moderne samfund.« – Jørgen Honoré

Det, han fortryder

Jørgen stopper som direktør den 1. maj, men bliver ved med at være tilknyttet Københavns Universitet som konsulent frem til 2016.

Han efterlader et universitet, der er vokset eksplosivt i hans periode. Det samme er egenkapitalen og de eksterne forskningsmidler. Men det er den politiske indblanding også med fremdriftsreform og dimensionering. Det er en ting, der irriterer ham:

»Der er en vis frustration i at drive et universitet fremad og opad, samtidig med at man skal administrere korrekt inden for regler, der ikke er logiske, og nogle gange går på tværs af hinanden,« siger Jørgen Honoré.

Det og så sagen om selveje, hvor regeringen endnu ikke – efter flere år – har truffet en beslutning om, hvorvidt KU må overtage sine bygninger:

»Jeg har svært ved at acceptere, at det offentlige system er sådan. Det er ikke ordentligt i et moderne samfund.«

Ellers skal man grave dybt efter frustrationerne hos Jørgen Honoré. Det er det samme med den ting, han fortryder.

»Jeg er to gange blevet tilbudt job i udlandet. Mens jeg arbejdede på Teknologisk Institut blev jeg spurgt, om jeg ville være teknologiattaché i New York eller Los Angeles. Men så kom Morten Knudsen med et direktørtilbud, jeg ikke kunne sige nej til.«

Og det var dét. Sagen er, at Jørgen Honoré ikke fortryder særligt meget. Du hører sjældent ordet »men«, når du snakker med ham. Hans gamle kollega Søren Stjernqvist fra Teknologisk Institut siger, at Jørgen altid er glad, og at han aldrig har set ham sur. Aldrig.

Søren lagde mærke til noget til Jørgens 60 års fødselsdags hjemme i haven:

»Det var interessant at se, hvor mange mennesker, der kom, og at de kom fra så mange forskellige steder. Det var en dejlig kvittering for et langt arbejdsliv. Det må have varmet ham. Det varmede i hvert fald mig.«

Dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste